Indenrigs i Myanmar

Air KBZ
RGN-NUY
ATR 72-500 XY-AJC
planmæssig: afg. 06:00 ank 07:20
faktisk: afg. 5:49 ank 7:05
Pris: US$92 oneway

Air KBZ er et af de nye selskaber i Myanmar. Det er ejet af en af Myanmars største banker; KBZ Bank (og det forklarer også reklamerne på overheadbins på billederne længere nede). Alternativerne var fx Asian Wings eller Air Bagan, der dog ville have hhv. $112 og $118 for samme tur. Derudover var der nogle junta-relaterede selskaber, jeg i forvejen var blevet advaret mod at benytte, alene af den grund at pengene ville ende i de forkerte menneskers lommer. Fyren i rejsebureauet forsikrede mig om, at alle selskaber var lige sikre, og at Air KBZ var bedre, fordi de havde flere fly. Hvordan han kom frem til de konklusioner, fremgik ikke.

Der er omkring 6-8 daglige afgange fra RGN til NYU, og bortset fra en enkelt eftermiddagsafgang, så afgår disse mellem 06:00 og 07:10.

Turen fra downtown til lufthavnen kostede mig $6, og tog cirka 25 minutter. Da dette var klokken 4:30 om natten/morgenen, så kan det nok ikke gøres meget hurtigere.

Check-in i den nybyggede indenrigsterminal foregår uden brug af computere. Man bliver krydschecket på en passagerliste, tildelt et sæde, og går derefter igennem security, hvor der ingen problemer er med at medbringe vandflasker eller computere, og hvor hverken bælter eller sko skal af. Ved check-in får man også et lille klistermærke, som sættes på brystet. Derved kan personale så gå rundt og finde de passagerer, der skal med flyet.





Airside er der en lille kiosk, der sælger snacks og drikkevarer, tandpasta, bamser og andet småragelse. Jeg investerede i en icecoffee på dåse ($0,70) og en pakke vafler af den type, man normalt får til isdesserter ($1). Ingen lounge.

Der er tre gates i indenrigsterminalen, hvilket sådan set bare er tre døre ved siden af hinanden. Al boarding foregår med bus.

Flyet var en ældre udgave fra 1998, der først at havde fløjet 14 år for American Eagle, før den i 2012 kom til Air KBZ. Og alderen kunne tydeligt ses på interiøret. Jeg havde fået sæde 12D, selvom jeg normalt foretrækker gangplads (især når det gælder selskaber med en måske tvivlsom sikkerhedshistorik), og måske burde jeg have gjort min research lidt grundigere, idet lufthavnen ligger øst for byen, for hvis man skulle have en chance for ved landing at få udsigt til Bagan og dens pagodaer, havde man haft størst chancer ved at have siddet ved vinduet i venstre side af maskinen.



Oppe af trappen blev man hilst velkommen på engelsk, og der blev uddelt en vådserviet.

Da vi kom i marchhøjde, uddeltes en lille æske bestående af en kop vand, to trekantsandwich, henholdsvis med ost og en form for kødpølse, samt en slags snegl. Jeg tog en enkelt bid af sidstnævnte, men nøjedes ellers med te. Ligeledes blev der serveret kaffe, og de kom igennem kabinen med varme drikke flere gange. Der serveredes ikke drikkevarer udover dette.





Der var tre stewardesser ombord, hvilket er én mere en krævet i henhold til internationale standarder i en ATR72. Alle kvindelige. De var søde og smilende, og talte overraskende godt engelsk.



I sæde 12ABC sad tre vietnamesiske kvinder. Min sidedame, der var engelsklærer til dagligt, og i øvrigt havde en bekendt ansat på den vietnamesiske ambassade i København, var på sin første tur til Myanmar, mens de to andre var på deres henholdsvis anden og tredje tur. De skulle i øvrigt ikke af i Bagan, men skulle videre med maskinen, der fortsatte til MDL. Udover de tre damer, var det langt overvejende turister fra bl.a Frankrig, USA, Sverige

Kabinefaktoren vil jeg, uden af have talt nøjagtigt efter, anslå til 75-80%, og heraf lod måske 15-20 personer til at blive siddende, da jeg stod af i Bagan.

 

Tak for kigget. Dejligt "eksotisk"