Roadtrip USA (Midtvesten samt Las Vegas/Death Valley)

Det er tid til næste USA-tur. Jeg har et årligt mål om at besøge fire nye lande - det når jeg ikke i år. Til gengæld mangler jeg kun fem delstater i USA efter denne tur.

Den er blevet udsat flere gange og planen er lavet væsentligt om i forhold til den oprindelige. Jeg flyver til Minneapolis og tager en ordentlig rundtur rundt om Lake Michigan. Herefter jeg flyver til Las Vegas, hvor jeg skal på en messe i arbejdsøjemed og en tur til Death Valley.

Der er stadig steder, der er coronalukket, og der er steder, der har indskrænket åbningstiden og holder lukket flere dage om ugen. Derfor har det været lidt af et puslespil at få det hele til at gå op. For nogle uger siden vendte jeg hele turen rundt om Lake Michigan om, så jeg nu kører mod uret i stedet for med. Det betyder, at jeg ender turen oppe nordpå senere, fordi flere attraktioner skal nå at åbne efter vinteren. Der skulle lige afbookes og genbookes 20 hoteller til de nye datoer for at få det hele på plads.

Flyet blev booket i november sidste år, og KLM har lavet en smule om på turen et par gange. Jeg kommer en dag tidligere af sted end oprindeligt booket, men den byrde må jeg jo tage på mig

Ligesom på min sidste tur har jeg ventet med at poste, indtil jeg rent faktisk er kommet til USA. Jeg har været virkelig nervøs for at få corona de seneste par uger. Adskillige kolleger har fået det, og bare et par dage før turen ramte det også familien. Jeg skulle have været til min onkels 80 års fødselsdag lørdag, og tidligere på ugen fik min mor og kusine så corona. Flere af deres nære kontakter skulle med til fødselsdagen, og så endte jeg med at melde fra. Det var godt nok et hårdt telefonopkald, jeg måtte foretage, for jeg ville virkelig gerne med. Jeg var ude i alle mulige udregninger omkring at blive smittet lørdag middag og så skulle testen være negativ om aftenen. Mon det ikke ville gå? Men så ville jeg risikere at smitte andre på flyturen, og jeg ville samtidig skulle bruge flere dage på at være syg i USA med hvad deraf følger af ombookinger og en plan, der i yderste konsekvens slet ikke ville kunne gennemføres. Suk... Gå nu væk, corona!

Lidt forsimplet kommer turen til at foregå efter denne rute:



...plus selvfølgelig Las Vegas, men rent køremæssigt bliver det mest Death Valley t/r.

Og nu lige hvor jeg laver kortet, kan jeg se, at jeg kan optimere et hotel i Kentucky - det må jeg kigge på

Langt langt de fleste hoteller er booket med point - jeg fik opsparet en del sidste år. De resterende hoteller er opdelt i to kategorier. Den ene er hoteller i byer, hvor jeg ikke kunne finde hoteller i de kæder, hvor jeg har point (IHG, Hilton, Marriott). Og den anden er hoteller, som er lidt ud over det sædvanlige og hvor jeg gerne vil bo, selv om jeg ikke kan få værelset for point. Jeg vil endnu ikke afsløre hvilke.

Også flyturene er delvist betalt med point og voucher - det skal jeg også nok uddybe senere. Til gengæld er lejebilerne betalt med alt alt for mange dollars!

I forhold til sidste tur har jeg lært at holde en hviledag lige efter ankomst. Så det gør jeg denne gang, og hvis jeg så alligevel har mod på eventyr, er der et par muligheder i Minneapolis.

Og for lige at svare på de spørgsmål, som jeg MEGET tit får:
1. Ja, jeg rejser alene
2. Nej, det gør mig ikke noget - tværtimod

Velkommen til endnu en rejseblog, hvor jeg skal se natur, besøge mærkelige museer, spise på nye amerikanske kæderestauranter, opleve flyhistorie, måske-måske komme i nærkontakt med dyr over og under vandet, og få set en masse stjerner.

 

Hey Nicki,

Jeg glæder mig allerede til at følge med i rejseloggen igen.

Ét spørgsmål; Hvad bruger du til at holde styr på ruten (planlægningen)?
- Jeg bruger selv excel, hvor jeg linker til hotel etc., som giver et okay overblik, men spekulerede på om der fandtes et endnu bedre alternativ.

 

Glæder mig, som altid, til at følge med i dine rejse beretninger . God tur!

 

Det bliver herligt igen at følge med i dine spændende ture

 

HURRA! - glæder mig allerede til at læse om turen

 

1/2

Lørdag skulle jeg testes, og jeg tog den helt sikre version igen: PCR-test mindre end 24 timer fra afgangen til USA. Ergo skulle jeg testes efter klokken 17.05. Tiden var booket og jeg tog af sted i god tid - men så viste det sig, at der var togbusser mellem Ørestad og Lufthavnen. Dén havde jeg godt nok misset i planlægningen!

Men så var det heller ikke værre. Jeg ankom 20 minutter for sent til testen, men de var ligeglade og to minutter efter var jeg ude igen. Nu kunne jeg så håbe på, at resultatet ville komme tidsnok, så jeg ikke skulle betale for en test i lufthavnen dagen efter.

Jeg vågnede klokken 22.30 efter tre timers søvn (ja ja, min døgnrytme er helt fucked) og kunne ikke falde i søvn igen. Godt en halv time senere bippede telefonen, fordi der var testresultat. Dét var hurtigt, og heldigvis var den negativ. Pyh! Men det var ikke muligt at downloade og udskrive testresultatet endnu, så jeg måtte holde mig vågen en halv time mere.

Det lykkedes, og jeg kunne også uploade både vaccinationer og testresultat til KLM, så de kunne forhåndsgodkende mig.

Jeg kunne ikke falde i søvn, og efter et par timers forsøg gav jeg op. Lejligheden blev gjort rent, og det sidste beskidte tøj blev vasket. Kufferterne var pakket og manglede bare en toilettaske.

Jeg endte med at være i lufthavnen seks timer før afgang. Så burde jeg lige kunne nå det Jeg overvejede også at spørge, om jeg kunne komme med en tidligere afgang til Amsterdam, da mellemlandingen kun var på halvanden time - med dokumenttjek og forsinkelse kunne det godt gå galt. Men jeg fik aldrig spurgt, selv om kvinden ved check-in var overordentlig flink. Hun spurgte, om jeg ikke ville være medlem af Flying Blue, så jeg kunne få point og opgraderinger. Men da hun ikke kunne garantere en opgradering på dagens afgang, og da jeg i forvejen optjener til Delta, så sagde jeg pænt nej tak.

Men forhåndsgodkendelsen af vacciner og test, som jeg havde uploadet, virkede, og hun spurgte - i modsætning til sidste gang - heller ikke til Esta. Alt gik glat og hurtigt.

Københavns Lufthavn er åbenbart begyndt på det samme som i f.eks. Heathrow, hvor gatenummeret først annonceres i sidste øjeblik. Jeg synes, det er en uskik, men os frequent flyers kan jo godt komme med kvalificerede gæt. Jeg så efter KLMs tidligere afgange, som ville være fra A12, og den gate har jeg flere gange brugt i forbindelse med KLM, så det var mit bedste bud.

Ventetiden blev blandt andet brugt på at gå lufthavnen tynd. Jeg skal jo helst gå 14.000 skridt dagligt, så jeg satte kursen mod den tidligere indenrigsterminal for enden af A-fingeren. Der er stadig åbent, men der er ikke sket meget.





Udenfor var der dog lidt aktivitet ved en privatflyver.



Jeg nåede også ned i E-fingeren, og med 10.000 skridt i banken måtte det være nok. Jeg skulle jo også gå til gate i Amsterdam.

Flightradar blev tjekket undervejs og 'mit' fly var forsinket på vej til København, men ikke kritisk.

Der var hurtig turnaround, og boarding i gate A12 begyndte ret kort tid efter at de ankomne passagerer havde forladt flyet. Informationen var dog ikke god. Lige da jeg havde scannet boarding-kortet, stoppede de os i gangen ud mod flyet. De havde allerede sagt, at vi ikke skulle tage jetbroen men trapperne ud til flyet, og nu fik personalet åbenbart at vide, at de ikke var klar til boarding. 5-10 minutter senere kunne vi gå ombord - og man kunne åbenbart godt have brugt jetbroen. Så mens jeg gik ind bagfra til række 11, så kom adskillige andre ind fra front og vi måtte kæmpe med pladsen for at komme forbi hinanden.



Vi var dog ikke SÅ mange passagerer, for det var kun en Embraer 190 til lige knap 100 passagerer. Til gengæld var der fyldt op. Vi lettede 24 minutter forsinket men ankom til tiden, så alt var godt.

Undervejs fik jeg - selvfølgelig - lukket øjnene, men slet ikke længe nok. Så der var også tid til en Cola Zero og en ostesandwich, som de serverede.

I Amsterdam skulle vi med bus til terminalen, og her skulle jeg fra Schengen til non-Schengen - og dermed gennem paskontrol. Jeg stod lige efter et ældre ægtepar, som selvfølgelig kæmpede med automaten, men heldigvis var der automater nok, så jeg kom alligevel hurtigt igennem.

Da jeg nåede frem til E6, nåede skridttælleren op på de 14.000. Her var der en lille smule kaos, og i første omgang kunne jeg ikke helt finde ud af hvorfor. Det viste sig, at en del passagerer ikke havde udfyldt CDC-formularen, så det måtte de i gang med. Her var jeg heldigvis godt forberedt - også selv om der nu åbenbart er en ny formular, som kun er på to A4-ark (for- og bagside), i modsætning til den gamle på syv. Jeg havde udfyldt begge.

Boarding begyndte, og jeg fandt min plads på 14A i B777'eren - et sæde med ekstra benplads, men ikke premium economy. En ganske stor mand satte sig på 14C, men B'eren forblev tom - jeg tænkte, at den store mand måske havde købt et tomt sæde ved siden af, eller at KLM havde været flinke. Men i sidste øjeblik kom der en ung fyr og tog plads i midten. Stakkels ham.

Flyet var også stort set fyldt, og så vidt jeg kunne se, var vi klar til afgang til tiden. Men der må have været noget i vejen, for vi holdt bare stille i en halv time og ventede. Med 35 minutters forsinkelse kom vi i luften - jeg havde ellers set frem til at ankomme lidt tidligt.

Personalet kom rundt med hovedtelefoner stort set i samme øjeblik som sædebælte-lyset slukkede. Jeg forsøgte at komme på wi-fi, da jeg havde forudbetalt for adgang. Det kostede 135 kroner. Men der dukkede ikke noget KLM-net op.



Den unge fyr ved siden af mig viste sig at være en snakkesalig italiener. Det er lidt i modsætning til mig som introvert skandinav, som helst vil være i fred Heldigvis viste hans engelske sig at være sparsomt, og han forstod hintet med hovedtelefoner og lukkede øjne.

Maden, som jeg desværre ikke fik taget billede af, bestod af kødboller i kartoffel/grøntsagsmos og brun sovs, samt noget bulgursalat og en lunken bolle. Ikke noget smør, ingen snack, ingen dessert. Kødbollerne var ganske glimrende, men det var ikke noget hovedmåltid. Der blev også serveret en flaske vand, og jeg bad om en cola til.

Undervejs fik italieneren fortalt, at det var hans første tur til USA. Et mere normalt menneske havde nok spurgt, hvorfor fanden hans første tur til USA er alene og så til Minneapolis!! Men jeg nikkede bare og lagde mig til at sove. Begynder det at give mening, at jeg rejser meget alene?

En time før landing serverede de en varm panini eller en sammenklappet pizza - noget i den stil. Det var med skinke og ost og brændende varmt, men desværre ikke sprødt.

Italieneren fik lidt vand på sin mad, fordi det dryppede ned fra bagagen ovenover. Han nævnte det for en stewardesse, som forklarede, at det var aircondition og at hun desværre ikke kunne gøre noget ved det. Jeg er i tvivl, om han forstod det.

Jeg åbnede vinduesskodden (som det åbenbart hedder?), og SÅ blev italieneren godt nok interesseret. Han sad og gloede ud forbi mig under resten af turen. 10 minutter før landing spurgte han 'is this Minneapolis?', og selv om jeg ikke har været i byen før svarede jeg 'ja', eftersom vi jo skulle lande lige om lidt. Han udbrød 'wow, is big!' og jeg smilede af den lidt barnlige begejstring.



Gummi ramte asfalt og sørme til tiden - klokken 19.55. Kaptajnen sagde 'welcome to Rio de J... Welcome to Minneapolis', og hele kabinen smilte/grinede af den velforberedte joke. Eftersom jeg sad godt fremme i flyet, var jeg ikke alt for langt tilbage i køen til paskontrol. Jeg havde ikke været på toilet på hele turen og trængte virkelig til at tisse, men det andet var vigtigere.

Heldigvis gik det helt smertefrit. Jeg fortalte, at jeg skulle på et seks ugers roadtrip og at jeg havde flybookinger, hotelreservationer, lejebilsbekræftelser og billetter til diverse museer, som han kunne se. Han så helt overvældet ud og sagde det ikke var nødvendigt. Det er åbenbart sådan man skal gøre!

 

2/2

Bagagebåndet var fuldstændig proppet med kufferter, og da jeg endelig så min, måtte jeg vriste den ud - klemt inde mellem 3-5 andre kufferter.

Derfra skulle jeg til Hertz og hente bil. Da jeg har IHG Spire, har jeg også status hos Hertz og de havde skrevet, at jeg skulle bare gå direkte til bilerne uden om skranken. Men mit navn var ikke på skærmen. Til dem, der ikke har prøvet det, så hvis man har status, står ens navn på en skærm, hvor der er angivet i hvilken sektion man må tage en bil fra. Derefter er det bare at køre mod udgangen.

Jeg gik ind til en skranke - en lille en ved selve bilerne og ikke 'hovedskranken' indenfor. Det var også kun til guld-kunder, som jeg jo mente, at jeg var. Hun tjekkede min reservation og konstaterede, at jeg skam var 'Five Star'. Men grunden til, at mit navn ikke dukkede op på skærmen var, at jeg havde afbestilt og genbestilt et par gange. Det kommer jeg tilbage til. Hun fandt den rigtige bestilling og udskrev min bekræftelse - her blev jeg lidt overrasket over prisen, men det kommer jeg også tilbage til.

Herefter skulle jeg bare hente en bil i guld-sektionen og jeg fandt først en Ford SUV, som jeg satte mig ind i. Men selv om den så flot ud udefra, så virkede den gammeldags indeni. Jeg kunne ikke se noget USB-stik og i det hele taget virkede det ikke som om, der var GPS eller anden moderne teknologi. Jeg fik ud igen og fandt i stedet en Nissan, som jeg jo også havde sidst. På trods af tidligere problemer med nøglen valgte jeg denne Nissan Rogue i håb om, at det nok var et engangstilfælde. For jeg var godt tilfreds med alt andet.

Manden ved udgangen skannede bilen, noterede mit kørekort og så af sted. Jeg havde indtastet adressen på GPS'en og så gik turen til hotellet. I mørke... Jeg kører jo ikke bil til daglig, så at køre i mørke et nyt sted er ikke lige min favoritdisciplin. GPS'en var ikke særlig god til at vise vej - jeg måtte bruge bilens, da jeg ikke havde data på mobilen til Google Maps. Jeg endte vist med at køre over for rødt i et lidt underligt kryds, men heldigvis var der ikke meget trafik.

Ti minutter senere ankom jeg til hotellet: Hilton Garden Inn Minneapolis Airport Mall of America. Jeg var allerede tjekket ind i appen, men jeg bad alligevel om et fysisk keycard. Ganske glimrende værelse med udsigt til... Ikea!








****

Flybilletten fra KLM blev oprindelig købt i november måned med routingen CPH-AMS-MSP-ORD-AMS-CPH. Siden har de ombooket så jeg undgår mellemlanding i ORD, og jeg skulle af sted en dag før.

Billetten kostede 11.597 kroner, hvoraf en del er betalt med voucher. Hjemturen er på business - derfor prisen.

CPH-AMS gav 197 SkyMiles, og AMS-MSP gav 2083 SkyMiles - det svarer til 50 procents optjening.

MSP-AMS gav 8.332 SkyMiles, og AMS-CPH gav 786 SkyMiles - det svarer til 200 procents optjening.

I forbindelse med online check-in tilkøbte jeg wi-fi til hele turen mellem Amsterdam og Minneapolis for 135 kroner. Men det virkede ikke, så nu må jeg arbejde på at få beløbet refunderet.

Turen bringer mig op på Silver Medallion-status hos Delta.

Bilen fra Hertz er booket gennem Marriott og altså med deres rabatkode. Jeg har løbende fulgt med i prisen og ombooket, når den er faldet.

I første omgang bookede jeg til 1.666,09 USD. Senere har jeg ombooket til 1.587,81 USD, 1.502,71 USD og 1476,63 USD. Og slutteligt kappede jeg to døgn af lejeperioden og endte på 1.379,02 USD. Det er dog vigtigt at understrege, at jeg stadig lejer den en måned og dermed opnår rabat i form af en månedsleje - kappede jeg endnu et døgn af, ville det være væsentligt dyrere.

Det underlige er så, at regningen lød på 1.218,14 USD, da jeg hentede bilen. Det vil jeg ikke klage over, men jeg venter lige med at glæde mig alt for meget.

Det gav hele 500 Marriott-point.

Hotellet - det første på turen - blev Hilton Garden Inn Minneapolis Airport Mall of America. Jeg har booket '1 King Bed' i tre nætter for 92.000 point - det er efter en enkelt ombooking, hvor jeg i første omgang fik det for 97.000 point.

Jeg havde egentlig forventet at få nogle point retur i forbindelse med en kampagne, men nej. Så det bliver ved de -92.000 point.

 

Det ser sgu også ud til at være en god ferie. Har selv kigget på turen til Papeete over SFO.

Jamen, jeg har desværre ikke den perfekte løsning. Jeg ville meget gerne ud i noget kombineret regneark/Google Maps/automatiserings-løsning, hvor jeg f.eks. kan angive et hotel med datoer og længe-/breddegrader samt attraktioner med åbningstider, forventet besøgsvarighed og igen længde-/breddegrader, og så kunne 'systemet' selv regne køretider ud og planlægge en dag. Så ville jeg også lettere kunne flytte rundt på tingene og se, om det kan optimeres. https://www.visitacity.com/ har faktisk noget i den stil, men det er tidskrævende at bruge og virker kun med de ting, de kender i forvejen.

Jeg har da overvejet selv at kode noget, men jeg er for doven til det

Så jeg planlægger i et simpelt Google Doc med alle de informationer, jeg kan få brug for. Her et eksempel fra senere på turen:

****
Lørdag 26. marts (sol op Bloomington, IL 0634 - sol ned Indianapolis 2002)

Tjek ud fra Residence Inn Bloomington

0800 Kør… (260 km/2t28m)

Du skifter fra Central Time til Eastern Time - uret skal en time frem

Du kører fra Illinois ind i Indiana (benzinen er billigere i Indiana)

Frokost: Barbecue And Bourbon - menu

1200 Indianapolis Motor Speedway Museum - der er museum og tour (åben 0900-1700, entré 15 USD, gratis parkering hvis der ikke er løb) - ved sgu ikke om det er interessant nok til en tur, men de foregår hver halve time. F.eks. en Kiss The Bricks Tour til 25 USD, som varer 25-35 minutter.

1400 Indycar Factory (åben 1000-1700, entré 5 USD, ture klokken 11, 13, 14 og 15, formentlig gratis parkering) - mulighed for at prøve diverse simulatorer - LUKKET I ØJEBLIKKET

1400 Tjek ind hos Crowne Plaza Indianapolis Downtown - Union Station (ingen gratis morgenmad - men måske lounge-adgang pga. status, ingen guest laundry, parkering 28 USD pr. nat, indendørs pool). Først check-in fra 1500, men mon ikke det går. 1 King Bed Train Car (værelset er i et gammelt Pullman tog) 542,41 USD

1500 Indiana War Memorials (1030-1700 on-sø, lukket ma-ti, gratis entré) - en samling af diverse mindesmærker og museum. Gå derhed fra hotellet! Tag self-guided tour via app: https://pocketsights.com/tours/tour/Indianapolis-Indiana-War-Memorials-1605

Aftensmad: Du kunne spise en bøf hos St. Elmo Steak House cirka 300 meter fra hotellet. Det er dyrt, men de har også gode anmeldelser. Skal du have nogenlunde pænt tøj på?

 

Som planlagt blev første dag - mandag - en hviledag. En mulighed for at få sovet ud og måske vænne sig til den nye tidszone. Sådan gik det ikke helt.

Jeg vågnede klokken halv fire og stod op. Jeg var lidt spændt på vejret, for da jeg tjekkede vejrudsigten ugen op til turen, svingede temperaturen mellem -20 og +20 grader (celsius). Nu viste YR-appen 19 grader.

Så da jeg gik til Walmart klokken 0600 - denne afdeling havde ikke åbent 24 timer i døgnet - blev det med en sommerjakke. Jeg købte lidt småting og endte også med at købe morgenmad, selv om den er gratis på hotellet.

Senere på formiddagen gik jeg i Mall of America - et kæmpe indkøbscenter, hvor der er en forlystelses park i midten.







Der var også en Lego-butik med bl.a. en helikopter lavet af Lego. Meget imponerende.



Men målet var at besøge T-Mobile i indkøbscenteret. Da jeg sidst var i USA, købte jeg et sim-kort, som de lovede mig også ville kunne bruges på denne tur. Men da jeg forsøgte at tanke det op online, skulle jeg bruge en pin-kode, som jeg ikke havde fået udleveret. Ekspedienten virkede forstående, men der var ikke noget at gøre - sim-kortet kunne ikke bruges længere. Jeg prøvede at brokke mig så tilstrækkeligt længe, at hun måske ville 'waive' prisen for selve sim-kortet, så jeg kun skulle betale for forbruget, men hun gav sig ikke. 64 USD... Og så har jeg faktisk ikke helt styr på, om jeg skal gøre noget om en måned. Det må jeg få set på.

Jeg var rundt for at kigge på et par spisesteder, men der var ikke rigtig noget, der lokkede. Så jeg endte med at gå til Ikea, som ligger ved siden af indkøbscenteret - det ved man da hvad er Kødboller med mos og sovs, så er mavsen fyldt op.



Eftermiddagen blev bl.a. brugt på at nyde udsigten fra hotelværelset. Ud over Ikea kan jeg se fly lette fra lufthavnen. Det er mest Delta-fly, og der er vel afgang i gennemsnit hvert tredje minut.

Og så fik jeg en mail fra Marriott omkring en Suite Night Award-anmodning, som jeg har indgivet i forbindelse med en overnatning på fredag. Fem dage før skal de svare på, om de imødekommer anmodningen, men i mailen forklarer de, at det ikke er sket endnu og at de fortsat prøver de kommende dage. Det begynder at virke som fup - det her har jeg prøvet rigtig mange gange, og i de fleste tilfælde afbestiller jeg bare. Denne gang er det dog den bedste mulighed at bruge det her hotel, og SNA'en udløber også på et tidspunkt, så nu lader jeg den være. Hvis jeg nogensinde optjener status hos Marriott igen, vil jeg dog vælge en gratis nat fremfor de her ubrugelige opgraderinger.

Og så gik den dag... Det var jo en hviledag. I morgen sker der en lille smule mere!

 

Er du bundet til et andet teleselskab end 3 hjemme i Danmark?
I 2015 købte jeg også et tank-op SIM hos T-Mobile i Seattle, men like præcis i slutningen af den tur kom nyheden, at deres 3LikeHome nu også dækkede i USA

Siden da har jeg ikke set mig tilbage og med 25GB, ud af hvad man nu har i abonnementet, til rådighed ved roaming i udlandet, sparer jeg ikke på noget og gider ikke engang bokse med hotel wifi

 

Det bruger jeg også - bemærk dog, at 3LikeHome kun virker i 30 dage. Derefter afregnes forbrug til almindelige (absurdt høje) priser - eller lukkes adgangen. Man skal være hjemme i DK i 14 dage for at "nulstille" og få 30 dages adgang i udlandet igen.
EDIT: 30 dage i lande udenfor EU.

 

De serverede vist det samme til SIN i fredags, så det kan jeg supplere med.

 

Nu har jeg boet 2 år i Norge uden at få en eneste ekstra regning på mit danske 3 abonnement, så det er vist ikke en super håndhævet regel

 

Det fremgik vist ikke, men jeg mente ift. landene udenfor EU.

 

Ja, jeg har OiSTER.

Korrekt.

Jeg boede i Norge i 11 måneder og måtte opgive mit 3-abonnement, fordi jeg ikke var nok i Danmark.

Jeg havde håbet, at jeg kunne få mit nummer tilbage, da jeg flyttede hjem, men nej. Derfor blev jeg lidt sur og gik til konkurrenten - med samme ejer

 

Jep, fuldstændig det samme. Bortset fra at jeg aner en snack nederst til venstre i billedet - er det ost? Det var ikke hos mig.

 

Jeg fik da virkelig lovet for meget i går...

Der var morgenmad klokken 06.00, men jeg måtte henvende mig i receptionen for at finde ud af, hvordan man gør. Engang var der gratis morgenmad til Hilton Diamond-medlemmer, men så simpelt er det ikke mere. Nu får man en 'daily food & beverage credit' på 10 USD. Receptionen fortalte, at jeg kan bruge 10 dollar på morgenmad og så bliver det blot godskrevet. Faktisk sagde hun det på en sådan måde, at jeg ville have 30 dollar til rådighed, fordi jeg overnatter tre nætter. Jeg forstod det sådan, at fordi jeg ikke fik morgenmad den første morgen, så ville jeg kunne bruge 15 dollar de to næste morgener. Sådan tror jeg nu ikke det er.

Men jeg skulle bare tage plads, og så ville der komme en tjener. Man kunne få 'two eggs your way' til 7,95, så det bad jeg om - og de skulle være soft boiled, altså blødkogte. Det forstod hun ikke. Det var som om hun aldrig havde hørt udtrykket før. Så det endte med at blive pocherede æg i stedet, og dertil bacon og stegte kartoffelstykker. Desuden et glas appelsinjuice og så endte regningen på 9,12 USD. Selvfølgelig er der et felt til drikkepenge, men de får altså ikke 18 procent på sådan en omgang. Jeg rundede op til 10 dollar, så det går i nul.



Herefter deltog jeg i et arbejdsmøde, og så var turen kommet til dagens oplevelser. Ja, hvis det da ikke var fordi regnen VÆLTEDE ned udenfor. Vejrudsigten afslørede, at det ikke stoppede de næste 24 timer. Jeg havde kun planlagt udendørs ting, så det var nedtur.

I første omgang kørte jeg til Walmart, hvor jeg i elektronikafdelingen ville købe et USB-A til USB-C-kabel, så jeg kunne oplade telefonen i bilen. Jeg havde kun et rent USB-C-kabel med, men det kunne jeg ikke bruge. Den ellers hjælpsomme fyr virkede fuldstændigt famlende og gik lidt rundt i butikken, hvor jeg fulgte med og fandt kablet. Da jeg pegede på det, måtte han indrømme, at han ikke anede, hvad USB-A var (det er den gamle store slags - og nok stadig den mest udbredte).

Derefter fortsatte jeg til Danish American Center, som er en forening for Minnesotanere, som har dansk oprindelse. Var jeg ankommet en dag tidligere, ville jeg være taget til æbleskiver, som de vist serverer en gang om måneden. Tirsdag skete der dog ikke noget, så jeg ville bare se det udefra.



Der var en dansk postkasse, dansk flag og det var vel så egentlig det. Hvis du kigger forbi Minneapolis, så tjek om de har arrangementer.



I forbindelse med besøget var det planen at gå en tur langs Mississippi-floden, men det regnede simpelthen for meget. De har ellers et kæmpe grønt område langs hele floden - også i centrum af byen. Der er masser af parkeringspladser, bænke, stier og i det hele taget gode muligheder for byboerne at opleve lidt grønt - når solen skinner!

Jeg kørte hjem til hotellet igen. Og så venter jeg på en onsdag med flere oplevelser - det giver regn igen, men jeg skal ikke så meget udenfor.

 

Tak for at du tager os med på turen! Glæder mig til at følge med igen

Jeg er igen imponeret over din detaljerede planlægning, det er helt inspirerende — må se om jeg kan tage mig sammen til noget lignende til min USA-tur til maj

 

Jeg var igen tidligt oppe. Telefonen havde to notifikationer fra Hilton om hhv. at tjekke ud og ind. I modsætning til IHG's underlige check-in på app'en, så fungerer Hiltons faktisk ret godt.

Jeg skulle selvfølgelig under bruseren, men på det her hotel bliver det ikke hurtigt. Der var så lidt vandtryk, at jeg først måtte vente en evighed på varmt vand, og derefter kunne jeg så stå og vente på, at sæben blev skyllet af. Når bruserhovedet samtidig er fastmonteret skal der en del dråber til at renskylle fødderne.

Jeg var klar til morgenmad klokken 06.00, da de åbnede. Jeg prøvede den almindelige buffet, men den var ikke noget at råbe hurra for. Endte med en bagel med smøreost og en appelsinjuice - og så tog jeg en chokolademuffin med.

Kufferterne blev pakket, og jeg tjekkede ud på app'en. Straks efter kom der en kvittering/faktura med mail. Ganske tjekket. Og så kunne jeg se, at de sodavand jeg havde købt i deres kiosk den første dag blev dækket af de 10 USD morgenmads-credit. Det var en positiv overraskelse.

Så gik turen sydpå. Nu skulle bilen vise sit værd. Jeg fik koblet Bluetooth til, indstillet GPS'en og sat en podcast på. Det var tydeligvis en tidligere software-version end på min tidligere tur, men det fungerede. Det sneede, så bilruderne skulle have en tur. Der skulle lidt varme i bilen, men så var jeg ellers også klar til at køre.

Jeg skulle nok have tjekket manualen først, for jeg kunne ikke helt gennemskue autopiloten. Det var først, da jeg kom ud af byen, at jeg turde prøve mig lidt frem - når der ikke var andre biler i nærheden. Det viste sig at være en af de mere avancerede udgaver med banekontrol og automatisk afstand til forankørende. Den havde en tendens til at køre lidt for tæt på den venstre stribe, så jeg måtte insistere på at trække den lidt til højre hele tiden. Desuden var rattet ikke særligt følsomt, så cirka hvert 20. minut bimlede den, fordi den troede, at jeg helt havde sluppet rattet. Jeg kan godt leve med det

Men pludselig bimlede det så et andet sted fra. Podcasten stoppede, så det var tydeligvis fra min mobil. Jeg troede, nogen ringede til mig, men den var godt nok aggressiv. Det var en TORNADO-ADVARSEL. Fuck fuck fuck, jeg havde godt hørt om en i New Orleans for nylig, men her?? Jeg havde jo travlt med at køre samtidig, så der gik et par sekunder, før jeg så, at det blot var en test. For helvede, Google!

Vejret blev værre og sneen væltede ned. Viskerne kørte konstant, både for og bag. Sigtbarheden var så dårlig, at bilen ikke kunne se forankørende og striber på vejen. Nu var autopiloten reduceret til en fartpilot. Svært at tro på, at der for 48 timer siden var 19 grader!

Det blev dog langsomt bedre, og så pludselig ude til højre. Hvad fanden? Tre fly på højkant? Ikke på himlen, men på jorden! Jeg måtte tage næste afkørsel og køre tilbage for at nyde synet:



Det er åbenbart tre T-38 Talon jetfightere fra US Air Force. De står udenfor Owatonna Deglen Regional Airport, som ikke umiddelbart har nogen faste ruter.

Videre sydpå mod Austin. Ikke den kendte i Texas, men i Minnesota. Her har de et SPAM-museum. Jep, det der vel svarer til Jaka Bov i Danmark - kunne man forestille sig et Jaka Bov-museum?? Det var ikke ligefrem en attraktion, der lå højt på min liste, men når jeg nu næsten kørte forbi, måtte jeg gøre stop. Jeg var der dog en halv time for tidligt, så jeg gik en tur rundt i byen. Det var hundekoldt!



Museet var lidt som man kunne forvente. Lidt om historien, de forskellige varianter, hvor de sælges, og et par spil for børnene.



Nå ja, og så denne motorcykel, som kører på bacon-fedt!



Besøget var overstået på en halv times tid, og jeg fik selvfølgelig købt et par dåser. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan og hvor jeg får dem tilberedt

Videre sydpå, med et stop til frokost.

Jeg skulle til Waterloo, Iowa til endnu et skørt museum: John Deere Tractor & Engine Museum. Der var parkeringspladser til hundredvis af biler, men vi var max. fem gæster på museet. Det var også hurtigt overstået for en bybo som mig.









Men det er nu alligevel sjovt at besøge de her underlige museer. Masser af nørdede ting, som sagtens kan være fascinerende.

Der var selvfølgelig også en shop med masser af merchandise.

Videre mod sydvest til 'storbyen' Des Moines. Det er den største by og hovedstad i delstaten Iowa med sine godt 200.000 indbyggere. Klokken var efterhånden blevet 16, så jeg kørte direkte til hotellet i bydelen Urbandale: Hilton Garden Inn Des Moines/Urbandale. Jeg tjekkede ind på app'en og gik direkte til værelset. Og så blev dagen afsluttet i hotellets boblebad...

****

To nætter i et 'King Bed'-værelse hos Hilton Garden Inn Des Moines/Urbandale er booket for 60.000 Hilton-point.

Jeg fik 82 point for køb i deres kiosk plus 82 bonuspoint som diamantmedlem. Dertil 2.500 point i forbindelse med deres '2022 Points Unlimited'-kampagne. Samlet set bliver det til -57,336 point.

 

Hotellet er et af de efterhånden få, der stadig reder sengen, så man først skal bruge tid på at skille elementerne ad. Først skal dynen 'befries', så den ikke sidder fast i siderne og bunden. Og så er der et lagen nedenunder, som bruges til beskyttelse af dynen. Det sidder fast på samme måde. Desuden er dynen lagt helt op under puderne, så man er nødt til at enten bøje den og lægge den dobbelt, eller rykke hele dynen ned. En eller anden dag må jeg få en amerikaner til at forklare mig, hvordan de tager sådan en seng i brug og hvorfor det er smart på den måde.

Men torsdag var dagen, hvor jeg rent faktisk skulle tidligt op og hvor jeg ikke bare vågnede. Jeg skulle besøge High Trestle Trail Bridge, og hvis du klikker på linket, kan du se, hvor flot broen er, når den er oplyst. Det ville jeg også opleve, så jeg skulle selvfølgelig af sted, inden solen stod op. Broen er en cykelbro, der er 770 meter lang og går hen over Des Moines River Valley. Man kan ikke bare køre helt hen til den, så jeg havde fundet en parkeringsplads i nærheden og måtte så gå derud på cykelstien. Og der var ingen gadelamper. Heldigvis havde jeg en lommelygte med, men der var godt nok mørkt. Findes der ulve i Iowa? Jeg googlede og fandt ud af, at der er et basketball-hold, der hedder Iowa Wolves

Nå, men jeg skulle jo bare ud på broen og nyde synet. Efterhånden kom der noget lys i det fjerne, mens snevejret tog til. Det viste sig, at broen VAR lyst op, men kun nede på selve stien og ikke det flotte effektlys. Der var masser af skilte, men ikke nogen, der angav, hvornår lyset er tændt. Så det blev blot til en gåtur frem og tilbage over den ellers flotte bro, og det nåede at blive en lille smule lyst, så jeg kunne tage billeder med den såkaldte 'mørkelinse'. Men det var koldt og sneede, så jeg gad ikke at vente en halv time mere på en sol, som nok knap kunne lyse himlen op.



I bilen på vej væk så jeg pludselig en hjort passere vejen. Jeg kørte måske 30 km/t, så der var ingen fare på færde, men jeg tænkte, at én hjort sjældent kommer alene og bremsede op. Ganske rigtigt, der kom 4-5 mere og krydsede vejen ganske nonchalant. Hyggeligt...

Derefter kørte jeg mod centrum, hvor der ikke var mange biler klokken 08.00, men jeg kunne ikke finde en parkeringsplads. Parkometrene krævede alle sammen 25 cents mønter, hvilket jeg ikke havde. Utroligt at de i 2022 ikke har andre muligheder. Der skulle ellers også være et par områder, hvor man kunne parkere mod betaling, men dem jeg fandt, var enten lukkede eller for folk med specielle tilladelser. Jeg gav op og kørte tilbage til hotellet - så kunne jeg vende tilbage senere på dagen.

Jeg endte med at tage en god middagslur, og så kørte jeg sydpå til byen Indianola - cirka 50 kilometer fra hotellet. Her skulle jeg besøge endnu et pudsigt museum, nemlig National Balloon Museum and U.S. Ballooning Hall of Fame. Entreen var fem dollar, så det var til at overse, men det var nu heller ikke meget mere værd. Jo, hvis man er varmluftsballonnørd.



Det er en flok ildsjæle, der holder museet kørende, men det betød også, at jeg ikke bare kunne gå rundt og kigge. Der kom en og ville underholde mig og fortælle alle mulige historier, som jeg dybest set ikke var interesseret i. Museet var fyldt med alt muligt gammelt lort, men der var heldigvis også nogle interessante historier om rekordforsøg og amatører, som finder på nye løsninger og ender med at få succes.





Jeg kørte tilbage til Des Moines og en gammel landsby, som med tiden er blevet indlemmet i storbyen. Valley Junction blev nævnt på Lonely Planet, så jeg kiggede forbi. Det er et lille kreativt kunstner-miljø med alskens skøre butikker. Hyggeligt område, men der var ikke mange mennesker, så jeg ved ikke, hvordan de tjener til huslejen.







Jeg sluttede dagen i centrum efter at have lavet lidt mere research. Jeg havde fundet adskillige betalte parkeringspladser, hvor jeg burde kunne holde uden at have 'quarters'. De var alle sammen til 'special permits', men pludselig fandt jeg nogle parkeringspladser, hvor der ikke var skyggen af et parkometer eller betalingsautomat. Det eneste var et skilt om, at man skulle parkere med røven mod fortovet. Så det gjorde jeg og gik cirka en kilometer mod John and Mary Pappajohn Sculpture Park, som var mit mål.







Der var en del flotte skulpturer, men jeg havde nok forventet mere. Til gengæld var det gratis at se.

Tilbage på hotellet til endnu en overnatning. I morgen venter en transportdag og et nyt hotel...