Med fare for latterliggørelse: Det virker for mig som om SAS har en lidt skæv opfattelse af deres kernekunder. Når man ser tiltag som fx SAS Dreams, Champagne-ture, Concierge Service eller tilbud om et rasende dyrt ophold på Grand Hotel i Stockholm, så virker det som om, at størstedelen af diamant-kunderne er højtbetalte små-kendisser, der ikke har andet at give sig til, end at spille golf under fjerne himmelstrøg, drikke møgdyr champagne i ekstravagante omgivelser eller flyve på business class over hele kloden betalt af dem selv.
Jeg må bare sige - jeg er diamant, og jeg falder ikke ind under denne gruppe - og jeg synes, at disse såkaldte "eksklusive" tilbud er milevidt fra, hvad jeg som loyal SAS-kunde synes er attraktivt for mig. Jeg er bare en lille tissemyre med kone og tre børn i provinsen, to biler og en enkelt carport. Jeg rejser ofte. Og jeg tror ikke, jeg er ene om at være sådan.
Jeg kunne godt tænke mig, at SAS havde andre og bedre tilbud rettet til fx diamanter, som er mere i tråd med det, jeg synes er fedt: Flere Legoland-ophold, flere rejsetilbud til billigere priser eller billige point, flere courtesy upgrades, flere målrettede initiativer om at komme om bag muren på SAS eller en lufthavn som CPH, cockpit ture etc.
Er jeg den eneste, der har det sådan?
Senest redigeret: 25/11/16