Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Københavns Lufthavn har netop lagt sommeren 2025 bag sig – og det blev en sommer, der går over i historiebøgerne. Hele 9,7 millioner rejsende passerede gennem terminalerne i juni, juli og august, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til sidste år. Det er samtidig det højeste antal sommerrejsende i lufthavnens 100-årige historie.
Fra tidlig morgen til sen aften har terminalerne summet af liv. Alene i august rejste 3,2 millioner passagerer gennem CPH – en rekord for måneden og otte procent flere end i 2024.
Vi har haft en rekordsommer i lufthavnen med flere passagerer end nogensinde. Globalt set er lysten og behovet for at rejse stor, og i hver af de tre sommermåneder har flere end tre millioner været gennem lufthavnens terminaler.
Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Internationale gæster og stærke forbindelser
Størstedelen af passagererne i CPH er internationale rejsende. Omkring 35 procent er danskere, mens 15 procent kommer fra Sverige. Amerikanere og briter udgør hver især otte procent af de rejsende.
Mange udenlandske besøgende vælger København som feriedestination, mens andre bruger lufthavnen som mellemstation på vej videre ud i verden. Antallet af transferpassagerer steg med hele 21 procent denne sommer, til knap to millioner.
Ifølge Krogsgaard er netop transfertrafikken med til at sikre flere interkontinentale ruter:
Med 334 ruter fra Københavns Lufthavn har danskerne mange muligheder for at komme ud i verden. Samtidig er gode forbindelser vigtige for at tiltrække både udenlandske virksomheder, turister og arbejdskraft til Danmark.
Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
Rekordtrafik til USA
En af de største succeser denne sommer har været forbindelserne til USA. I alt rejste 460.000 passagerer mellem Danmark og de ti amerikanske destinationer med direkte ruter fra København – en stigning på 15 procent i forhold til sidste år.
Med de nye ruter til Minneapolis og Seattle er der nu flere direkte forbindelser mellem København og USA end nogensinde før. Og det er ikke kun danskerne, der benytter sig af dem: et stigende antal amerikanere lægger vejen forbi Danmark.
Det mærkes tydeligt i hotelbranchen, hvor antallet af amerikanske overnatninger steg med 13 procent i årets første halvår, ifølge brancheorganisationen Horesta.
En sommer der sætter retningen
Rekordtrafikken understreger ikke blot danskernes rejseglæde, men også Københavns Lufthavns rolle som et vigtigt internationalt knudepunkt. Med vækst i både europæiske solruter, interkontinentale forbindelser og en markant stigning i transfertrafikken er CPH godt positioneret til at fortsætte væksten – og give både danskere og udenlandske gæster endnu flere muligheder for at rejse verden rundt.
Foto: Henrik Olsen






Skriv et svar