Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Emirates har nu færdiggjort den første store ombygning af selskabets såkaldte high density-version af Airbus A380, hvor der var plads til 615 passagerer. Det er netop den flytype, som tidligere blev brugt på ruten mellem København og Dubai.
Det første ombyggede fly med registreringen A6-EUX er nu tilbage i drift og flyver mellem Dubai og Birmingham.
Med ombygningen får flyet Emirates’ nyeste kabinedesign og for første gang også Premium Economy i den tidligere to-klasse-version af A380’eren med plads til 615 passagerer.
Flyet er nu indrettet med:
- 76 Business Class sæder
- 56 Premium Economy sæder
- 437 Economy Class sæder
Det er en markant opgradering af den version af A380’eren, som ellers primært har været kendt for at kunne transportere rigtig mange passagerer på populære ruter.
Mange danske Emirates passagerer har sandsynligvis allerede fløjet med netop denne version uden at vide det.
Premium Economy flytter op på øverste dæk
En af de største ændringer er placeringen af den nye Premium Economy-kabine på A380’ens øverste dæk.
Her får passagererne større lædersæder, mere benplads, fodstøtter, større underholdningsskærme og en markant mere premium oplevelse end i almindelig Economy Class.
For at skabe plads til den nye kabine måtte Emirates fjerne hele 120 Economy sæder fra upper deck og samtidig bygge store dele af flyets interiør om.
Arbejdet omfattede blandt andet nye kabysser, ændringer i opbevaringsområder samt omfattende opgraderinger af flyets elektriske og tekniske systemer.
Milliardprojekt hos Emirates
Ombygningen er en del af Emirates’ gigantiske retrofit-program, som blev lanceret i 2021.
Indtil videre har selskabet opgraderet 95 fly fordelt på 42 A380-fly og 53 Boeing 777-fly. Målet er at modernisere hele 219 fly i de kommende år.
Ifølge Emirates tog den første ombygning cirka 35.000 arbejdstimer, men fremtidige retrofit forventes gennemført hurtigere efter erfaringerne fra det første fly.
Tim Clark kalder projektet en vigtig del af Emirates’ strategi om at levere en mere ensartet premiumoplevelse på tværs af hele langdistanceflåden.
For danske rejsende kan det samtidig være et tegn på, at flere opgraderede A380-fly med Premium Economy igen kan finde vej til København-ruten i fremtiden.
Foto: Emirates Airlines A380-842 (A6-EVA) – Copenhagen Kastrup Airport (CPH) (BongoPlanes)






Skriv et svar