Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
SAS fortsætter med at udvide sit globale netværk. På IATA’s årsmøde i Rio de Janeiro har selskabet nemlig underskrevet nye samarbejdsaftaler med Aerolíneas Argentinas og Garuda Indonesia.
For SAS kunder betyder det adgang til en række nye destinationer i både Sydamerika og Sydøstasien gennem codeshare-samarbejder, der gør det muligt at booke hele rejsen på én billet med smidige forbindelser og gennemchecket bagage.

Flere muligheder i Argentina
Det nye samarbejde med Aerolíneas Argentinas åbner døren til nogle af Sydamerikas mest spændende destinationer. Ud over hovedstaden Buenos Aires får SAS-kunder adgang til blandt andet Mendoza, som er kendt for sine vinområder, samt de spektakulære landskaber i Patagonia.
Codeshare samarbejdet forventes lanceret i anden halvdel af 2026.
For rejsende fra Skandinavien betyder det, at destinationer i Argentina kan bookes som en samlet rejse med SAS og Aerolíneas Argentinas. Det giver en mere sammenhængende rejseoplevelse med koordinerede forbindelser og bagage, der sendes hele vejen til slutdestinationen.
En af de mere unikke muligheder bliver forbindelsen mellem Ushuaia i det sydligste Argentina og Longyearbyen på Svalbard. Dermed bliver det muligt at rejse mellem verdens sydligste og nordligste kommercielle lufthavne inden for samme netværk.
Garuda Indonesia bringer Bali tættere på
Mens samarbejdet med Aerolíneas Argentinas først kommer senere på året, går det hurtigere med Garuda Indonesia.
Det nye codeshare-samarbejde træder i kraft allerede den 15. juni 2026 og giver SAS-kunder adgang til Garuda Indonesias netværk med særligt fokus på Jakarta og Bali.
Bali er blandt danskernes mest populære destinationer i Asien, og den nye aftale kan gøre rejsen både enklere og mere fleksibel. Rejsende vil kunne booke hele rejsen samlet og drage fordel af bedre forbindelser mellem SAS’ europæiske netværk og Garudas ruter i Indonesien.
Samarbejdet forventes også at være attraktivt for erhvervsrejsende med aktiviteter i Indonesien, som er en af Sydøstasiens største økonomier.
Del af SAS’ globale satsning
De to nye partnerskaber er endnu et eksempel på SAS’ strategi om at udvide sit globale netværk gennem samarbejder med internationale flyselskaber.
Efter overgangen til SkyTeam har SAS løbende annonceret nye partnerskaber, som giver kunderne adgang til flere destinationer verden over uden at skulle håndtere separate billetter og komplicerede transferforløb.
For rejsende i Danmark, Norge og Sverige betyder de nye aftaler, at både Sydamerika og Indonesien bliver lettere at nå med SAS som udgangspunkt.
Fakta om de nye samarbejder
Aerolíneas Argentinas
- Codeshare lanceres i anden halvdel af 2026
- Giver adgang til Buenos Aires, Mendoza, Patagonia og øvrige destinationer i Argentina
- Mulighed for gennemgående billet og bagage
Garuda Indonesia
- Codeshare lanceres 15. juni 2026
- Giver adgang til Jakarta, Bali og øvrige destinationer i Indonesien
- Mulighed for gennemgående billet og bagage
Flere destinationer på vej
SAS beskriver de nye aftaler som endnu et skridt i arbejdet med at give kunderne flere valgmuligheder og et større globalt netværk. For mange skandinaviske rejsende betyder det, at nogle af verdens mest eftertragtede destinationer nu bliver lettere at nå med én samlet booking.
Kort sagt er verdenskortet blevet lidt større for SAS-rejsende og med potentielt nye langrutefly på vej, så vil der komme flere destinationer på kortet.
Foto: Scandinavian Airlines A350-941 (SE-RSD) – Copenhagen Kastrup Airport (CPH) (BongoPlanes)






Skriv et svar