Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Udstillerne på Ferie for Alle oplevede stor interesse fra de 55.497 besøgende, der 23.-25. februar var med til at skabe en sand feriefest i MCH Messecenter Herning. Skandinaviens største feriemesse får rosende ord med på vejen fra udstillerne, der noterer sig en stor købelyst, en helt enestående stemning og et flot fremmøde.
579 udstillere og i alt 1.000 virksomheder, 3.000 ferieeksperter og ikke mindst 55.497 ferieglade besøgende skabte i weekenden en bogstavelig talt horisontudvidende og farverig feriefest uden skandinavisk sidestykke. I en inspirerende ramme blev der handlet og booket rejser til den store guldmedalje, og administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen udtrykker stor taknemmelighed til alle involverede.
Jeg vil gerne både lykønske og takke alle udstillere og samarbejdspartnere, hver og én, for tre rigtig gode messedage med positiv interesse, nysgerrighed og stor købelyst. Også en både hjertelig og stor tak til de 55.497 besøgende for sammen med udstillerne at have skabt den helt rigtige Ferie for Alle-messestemning i vores haller.
Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Georg Sørensen glæder sig meget over bekræftelsen af de emner, som han berørte ved messens åbning. Både at det i en verden med alt for meget ufred, uro og uvished er ekstra bekræftende og berigende at mødes og samles om gode ferieoplevelser – og at messemediet igen viste sine særlige kvaliteter:
Det glæder mig i særdeleshed, at udstillerne på tværs af feriebrancher bekræfter værdien af dialogerne og mødet ansigt til ansigt med kunderne. Også når det gælder ferier er tillid afgørende, og tillid skabes som bekendt, når vi møder hinanden i virkeligheden. Det både bekræfter og bestyrker mit motto: Det personlige møde går aldrig af mode.
Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S.
Succesfuldt fokus på krydstogter
Ferie for Alle favner alle typer ferier og alverdens destinationer, men udpeger hvert år en specifik ferieform som tema – i år blev der zoomet ind på krydstogter, og den ekstra opmærksomhed gavnede branchen mærkbart.
Fremmødet har været supergodt og købelysten rigtig stor. Vi har fået en masse nye kunder i butikken og har også solgt til en lang række eksisterende kunder. Stemningen på standen har været virkelig god med glade folk på stribe, og interessen har været endnu større end tidligere år, hvilket givetvis skal tilskrives det ekstra fokus på krydstogter.
Claus Jensen, partner og administrerende direktør, MyCruise.
Udstiller i Danmarkshallen: Forventninger blev overgået
Den altid populære Danmarkshal havde i år fået et visuelt løft og var så stort et tilløbsstykke, at en udstiller pludselig måtte bestille ekstra materialer til standen.
Danmarkshallen har virkelig været godt besøgt, og der var rigtig godt gang i den allerede fredag, hvor vi hurtigt kunne konstatere, at vi måtte have fat i nogle ekstra brochurer – vores forventninger blev simpelthen overgået.
Stemningen har været rigtig god og positiv, og de besøgende har udvist stor interesse for vores stand og det område, vi samlet repræsenterer. Vi er trætte nu, men også rigtig glade, og det er bestemt ambitionen at vende tilbage på næste års udgave af Ferie for Alle.
Carsten V. Nielsen, udviklingschef, Danhostel Svendborg
Camping-udstiller: Unik stemning
Campingdelen af Ferie for Alle er helt essentiel og bredte sig i år over ikke færre end otte haller. Tilmed bød campingområdet på et helt nyt univers med naturen i fokus, ligesom der var dobbelt så mange stande som sidste år med campingpladser – og netop hos campingpladserne spores også stor tilfredshed.
Fremmødet har været helt fantastisk, og der er en grund til, at alle mine kolleger og jeg er helt hæse – vi har snakket og snakket om ferier og oplevelser, og folk har været meget mindre tilbageholdende end sidste år.
Humøret har været højt hele vejen rundt, og stemningen på Ferie for Alle finder man ganske enkelt ikke på andre messer – og af de Ferie for Alle-messer, vi har deltaget i, har dette års udgave været den bedste.
Rasmus S. Christoffersen fra First Camp
Foruden otte haller med alt campingrelateret lagde Ferie for Alle også igen scene til Dansk Camping Unions prisuddeling Danish Camping Award, der fandt sted søndag middag – se alle vinderne i faktaboksen og læs mere på dcu.dk. Dansk Camping Union var desuden medarrangør af vintercampingpladsen bag messehallerne.
Turistpris til UNESCO-optagede ringborge
Ferie for Alle 2024 bød derudover på cirka 200 rejseforedrag, Outdoorshow, et stort legeland for børn og barnlige sjæle samt Dansk Golfshow, der med en ny indretning som altid tiltrak golfentusiaster i tusindvis.
På messen blev også Danske Rejsejournalisters pris Lighthouse Tourism Award uddelt – det skete fredag middag, og prisen gik i år til de fem vikinge-ringborge Fyrkat ved Mariager, Aggersborg i Himmerland, Nonnebakken på Fyn, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Ferie for Alle fandt sted i MCH Messecenter Herning 23.-25. februar 2024 og blev besøgt af 55.497. Næste udgave af messen løber af stablen 21.-23. februar 2025. Læs mere på ferieforalle.dk.
Foto: Henrik Olsen
Skriv et svar