Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Så er jeg tilbage igen fra ferie og Roskilde Airshow.
Ugen har ikke tilbudt så meget andet, så det kommer primært til at handle om weekendens show.
Fredag morgen skulle jeg have fløjet en twintur, men da udstødningsrøret var flækket et lille stykke så der kom udstødningsgas ind i kabinen. Noget vi helst gerne vil undgå. Så det blev kun til at kort tur op til mekanikeren..
Senere samme dag skulle jeg flyve den ene af skolens single-engine over til Roskilde Airshow sammen med en anden elev. Vi havde kigget lidt på vejret og håbet på vi kunne komme over Samsø og Kattegat, men da skyerne lå for lavt, blev vi nødt til at planlægge ned gennem Jylland og Fyn. For at være sikker på at vi kan glide i land, i tilfælde af vi får et motorstop, skal vi op i en højde, så vi rammer kysten i 1000 fod. For at krydse over Samsø betød det at vi skulle op i 35o0 fod, og Storebælt krævede kun 2200 fod. PÅ vej ned gennem Jylland og Fyn lå skyerne i alt fra 750 fod til 1800 fod. Ikke det ideelle hvis vi skulle kunne nå at krydse bæltet. Men da vi nåede Knudshoved ved Nyborg, steg skyerne heldigvis, og vi var i stand til at krydse vandet lige nøjagtig i 2200 fod.
Da vi kom til Roskilde var der heldigvis ikke så meget trafik som vi havde regnet med, så vi var i stand til at komme direkte ind til landing uden at vente i luften. En halvtime efter vi var landet kom vores twinfly og derefter endnu en af vores sinlge-engines.
Kl 17. startede showet, og der var forskellige krigsfly og mindre maskiner i luften for at vise hvad de kunne. Der var også svævefly med led-lys og raketter, hvilket var lidt specielt at se, og det sluttede af med en Fransk Rafale fighter, der gav en ordentlig opvisning og en del brøl da den satte efterbrænderen igang.
Lørdag stod det på den helt store fremvisning, og vi viste også vores flyvere frem. Desværre havde jeg ikke tid til at tage så mange billeder, men nåede at filme det der larmede mest, og det der lød spændende. Jeg har forsøgt at lave en lille film, med de små klip jeg havde.
https://www.youtube.com/watch?v=9p3girQSg3Y
Søndag stod på det samme program, og da vi var færdige skulle vi igen flyve hjem til Århus. Her gik det lidt nemmere, og vejret var til at vi kunne flyve over Samsø. Utrolig flot da vi fløj blandt store skyer og blå himmel.
Så det var alt for denne gang. Jeg håber at jeg har lidt mere til jer i næste uge, men jeg er desværre ikke blevet sat op på nogen flyvning endnu.
Indtil næste gang.
Forsidebilledet er fra Roskilde Airshows hjemmeside.
Skriv et svar