Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
InsideFlyer var til en 50-års fødselsdagsfest af de mere specielle – med sublim kunstflyvning ad libitum.

Der var stort besøg på den lille vestjyske lufthavn i Stauning, da Danmarks Flymuseum i weekenden fejrede, sit 50-års jubilæum. Det var netop i 1975, at tankerne om et flyvende museum tog form og de første skridt mod oprettelsen af et egentligt museum blev taget med etableringen af Dansk Veteranflysamling. Grundtanken var et museum, hvor de udstillede fly rent faktisk stadig kunne flyve. Og det kan ikke mindre end 11 af de udstillede veteranfly!
Flot museum med store fremtidsplaner
Og der er bestemt meget at fejre: Efter en årtier lang kæmpe frivillig indsats er det lykkedes at stable et museum på benene med en imponerende samling og en udstilling, der netop er blevet opgraderet med nye audiosystemer, en række videoer og en 30-min biograffilm om museets og dansk luftfarts historie.
Men man stopper ikke her: Der er ambitiøse planer for en betydelig udvidelse af museet, som yderligere vil styrke museets plads blandt Vestjyllands velbesøgte turist-attraktioner.

Opvisning for alle pengene
Jubilæet blev fejret på passende vis med et stort fly-show, som tiltrak besøgende fra nær og fjern. Allerede dagen før fandt en del autocampere vej til den store parkeringsplads, ligesom et utal af inkarnerede flyspottere var på pletten længe før opvisningen begyndte.

“Det har været et rigtigt fint flyshow,” udtaler en glad Lars Søe-Jensen, formand for museet, til InsideFlyer. “Det var også dejligt at se, at så mange mennesker havde lagt vejen forbi Stauning og – måske for første gang – nu har set museet med dets unikke samling af veteranfly.”

Danmarks Flymuseum rummer bl.a. eksemplarer af alle de dansk-byggede KZ-fly fra firmaet Skandinavisk Aero Industri, heriblandt verdens eneste tilbageblevne KZ-IV ambulancefly. Det var dette fly, den svenske diplomat Folke Bernadotte benyttede, da han i det tidlige 1945 fløj til Tyskland for at forhandle med Heinrich Himmler om frigivelse af de danske og norske KZ-fanger.
Forsidebillede: Flyvevåbnets berømte F-16 “Dannebrog” vendte bunden i vejret under sin imponerende flyveopvisning (Foto: BongoPlanes)






Skriv et svar