Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Fra den 7. oktober 2025 forsvinder navnet Escapeaway officielt fra markedet – og bliver en del af Solfaktor. De to rejsebrands samles nu under ét navn for at skabe et stærkere, mere tydeligt og samlet rejsetilbud til skandinaviske ferierejsende.
Ifølge selskabet selv er det et naturligt næste skridt efter flere års vækst, hvor Solfaktor allerede står for over 80 % af virksomhedens samlede omsætning. Sammenlægningen betyder, at alle rejser fremover vil blive solgt under Solfaktor-navnet, mens Escapeaway-navnet udfases.
Større udvalg – og flere “Hideaways”
En af de mest mærkbare ændringer for kunderne bliver, at omkring 1.000 hoteller fra Escapeaway nu integreres i Solfaktors samlede portefølje. Det gælder især de populære “Hideaways” – små, personlige og stemningsfulde hoteller med lokal karakter, som hidtil har været et særkende for Escapeaway.
Dermed får Solfaktors kunder adgang til et endnu bredere udvalg af både klassiske hoteller og unikke ferieboliger. I alt vil Solfaktor nu tilbyde over 7.000 hoteller verden over.
Et stærkere brand på det skandinaviske marked
Ifølge Christina Morán, administrerende direktør for Solfaktor Danmark, handler sammenlægningen både om at gøre det lettere for kunderne – og om at stå endnu stærkere på markedet:
Dette er et naturligt næste skridt for os. Ved at samle Escapeaway og Solfaktor under ét varemærke gør vi det nemmere for kunderne, samtidig med at vi styrker udbuddet med flere kvalitetsoplevelser. For de rejsende betyder det større valgfrihed, fortsat lave priser og trygheden ved at bestille gennem en etableret skandinavisk aktør.
Christina Morán, administrerende direktør for Solfaktor Danmark
Teamet bag Solfaktor forbliver det samme, med medarbejdere i København, Oslo og Helsingborg.
Etableret spiller med fleksible pakkerejser
Solfaktor blev etableret i 1999 og er i dag en af de største skandinaviske rejsearrangører inden for fleksible pakkerejser med rutefly og hotel. Selskabet samarbejder med en lang række flyselskaber – herunder Norwegian, Ryanair, Wizz Air, Lufthansa-gruppen og SAS – og har gennem årene sendt over en million rejsende på ferie.
Foto: Solfaktor/PR






Skriv et svar