Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Norwegian Air Shuttle har aktuelt ingen planer om at implementere Starlink som Wi-Fi-leverandør ombord. Beslutningen positionerer Norwegian i samme lejr som Ryanair og EasyJet, der ligeledes har vurderet og i praksis afvist Starlink som inflight connectivity-løsning på grund af manglende kommerciel bæredygtighed.

Det fremgår af en Reuters artikel i sidste uge, hvor CEO Geir Karlsen tydeliggør, at økonomien ikke hænger sammen for et lavprisselskab, der i høj grad er afhængig af ancillary revenue.

Gratis Wi-Fi undergraver ancillary-modellen

Kernen i problemstillingen er ifølge Karlsen, at Starlink kræver, at internetadgang stilles gratis til rådighed for passagererne. For netværksselskaber kan det være et differentierende serviceelement. For ultra low cost- og low cost operatører er det en direkte udfordring af indtjeningsmodellen.

Norwegian opererer i dag med en freemium-struktur: En begrænset gratis periode, hvorefter højere hastighed eller længere adgang kræver betaling. Denne model understøtter selskabets samlede ancillary-strategi, hvor tillægsydelser – fra bagage til sædevalg og Wi-Fi – er afgørende for marginerne.

Hvis Wi-Fi bliver en ren cost-driver uden tilhørende indtægtsstrøm, forsvinder rationalet. Dermed opstår en strukturel negativ business case.

Samme konklusion hos Ryanair og EasyJet

Michael O’Leary fra Ryanair har offentligt udtalt, at en Starlink-løsning ville kunne koste op mod 250 mio. dollar årligt – et niveau, der ikke kan forsvares uden direkte brugerbetaling. Også EasyJet har analyseret potentialet, men konkluderet, at økonomien ikke hænger sammen.

For lavprisselskaber er Wi-Fi ikke blot et serviceprodukt – det er en monetiserbar ancillary komponent. At afgive den indtægtskilde kræver enten højere billetpriser eller en klar dokumenteret brand- eller yield-effekt. Den effekt er indtil videre ikke påvist.

Kontrast til netværksselskaber

Samtidig ser billedet anderledes ud hos full-service-operatører som SAS, Lufthansa og Qatar Airways, der aktivt implementerer Starlink. Her indgår gratis, højhastigheds-Wi-Fi i en premium-positionering og kan fungere som differentierende kundeoplevelse frem for direkte indtægtsgenerator.

Forskellen ligger i forretningsmodellen: Hvor netværksselskaber konkurrerer på produkt og loyalitet, optimerer lavprisselskaber på cost base og ancillary-penetration.

Certificering er også en faktor

Karlsen har desuden nævnt certificeringsspørgsmål relateret til Boeing 737-flåden. Dog er Starlink allerede implementeret på 737-fly hos operatører uden for Europa, hvilket indikerer, at certificering næppe er den primære barriere.

Det centrale er økonomien og omkostningerne ved at sikre model certificering ved EASA.

Konklusionen er at salgsmodellen er vigtigere end teknologien

Starlink repræsenterer teknologisk et markant løft i inflight connectivity. Men for Norwegian – og øvrige europæiske lavprisselskaber – er spørgsmålet ikke performance, men profitabilitet.

Så længe forretningsmodellen kræver gratis levering til passagererne, vil investeringen fremstå som en omkostning uden direkte afkast. I et segment, hvor marginerne er stramme og ancillary indtægter er kritiske. Så er det ikke en attraktiv value proposition i at tilbyde Starlink.

For Norwegian er konklusionen lige nu klar. Uden en positiv business case bliver Starlink implementeret på Norwegians fly.

Foto: Norwegian Air Shuttle B737-8JP (LN-DYX) – Billund Airport (BLL) (BongoPlanes)

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!