LYGG MEANS BUSINESS – NY FLYRUTE FRA ESBJERG

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Den finske flyplatform LYGG gør alvor af sine planer for ruteflyvning fra Esbjerg Airport.

LYGG grundlægger Roope Kekäläinen and Esbjergs fungerende lufthavnschef Allan Dahl Leiberg ved åbningen af Stavanger-ruten (Foto BongoPlanes)

I september startede ruten til Groningen og den 5. oktober lettede det første fly på den genoptagne “legacy-rute” mellem Esbjerg og Stavanger. Og fra medio oktober udvides Groningenruten til også at omfatte nordtyske Emden.

Omfattende Nordsø-netværk

Van Air Europe’s L-410 på vej til Stavanger (Foto BongoPlanes)
… og her ankommet til Stavanger lufthavn (STV) (Foto BongoPlanes)

Ruterne er en central del af et omfattende Nordsø-netværk, som LYGG er i gang med at opbygge med særligt blik på at betjene den omfattende offshoreindustri, der udover olie- og gasudvinding i Nordsøen jo også i stigende grad involverer talrige havvindmølleparker. Bag sidstnævnte står som politisk grundlag Esbjerg-deklarationen fra 2022, undertegnet af topledere fra en række Nordsø-lande og EU, om en gigantisk udbygning af VE-kapaciteten i Nordsøområdet. Og selv om udbygningen slet ikke er gået så hurtigt som oprindeligt tænkt – og som industrien har ønsket sig – er udviklingen sat i gang. Det betyder ikke bare øget efterspørgsel efter helikopterflyvninger, men også pålidelige og tids-effektive flyruter mellem regionens havnebyer, så operatører f.eks. hurtigt kan gennemføre såkaldte crew-changes eller efter behov sende tekniske eksperter rundt i systemet uden stort tidstab. For i offshorebranchen er det gamle ordsprog om “at tid er penge” en brutal realitet. Ved at samle virksomheders rejsebehov og samarbejde med etablerede operatører kan LYGG derfor skabe direkte ruter, der sparer tid, reducerer omkostninger og mindsker CO2- udledningen. Det er netop denne niche i markedet, LYGG har set, og efter års forberedelse nu er klar til at udnytte.

Særligt Koncept

LYGGs koncept er altså ikke ruteflyvning i traditionel forstand, men bygger på et tæt samarbejde med offshorevirksomhederne, som tilbydes en attraktiv abonnementsordning. Ved åbningen af Stavanger-ruten oplyste LYGGs grundlægger, Roope Kekäläinen, at man allerede nu har aftaler med 37 virksomheder, herunder Global Gravity, Ziton, Avantea Steel Solutions og Education Esbjerg.

“Vi havde regnet med at starte ruten noget tidligere, men det blev klart at efterspørgslen dengang ikke var til stede. Det er den nu, så derfor starter vi op i dag. Vi føler, at vi er på sikker grund m.h.t. bæredygtigheden af denne rute. Tidligere operatører startede op med fem ugentlige afgange. Men vi følger efterspørgslen fra vore kunder og starter derfor op med to ugentlige afgange.” Roope Kekäläinen

Til InsideFlyer udtaler lufthavnschef i Stavanger, Anette Sigmundstad:

Stavangers lufthavnsdirektør Anette Sigmundstad (Foto BongoPlanes)

“Det er en god rute for Stavanger-områdets industri, men også for konnektiviten til Danmark. LYGG har arbejdet tæt med industrien her. Ruten er her, fordi der er et behov, så jeg er forhåbningsfuld i forhold til denne forbindelse.”

Van Air Europe’s L-410 Turbolet (OK-FSA) har base i Esbjerg Airport (EBJ) (Foto BongoPlanes)

Fra Esbjerg flyves der p.t. to gange ugentligt til Stavanger, hh. mandag og torsdag, med et 19-sæders LET-410 turbopropfly, som er fast stationeret i Esbjerg lufthavn. Flyet opereres af Van Air Europe.

Forsidebillede: LYGGs nyeste rute fra Esbjerg Airport (Foto BongoPlanes)



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *