Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Nogle flyver meget. Andre flyver lidt. Nogle flyver sågar uden at forlade Moder Jord. InsideFlyer prøvede det sidste i en flysimulator i København. Måske er det også noget for dig?

Vi ligger i 5000 fods højde under indflyvning til Kastrup lufthavns bane 22 Left. Foran mig strækker banen sig ud mod horisonten i rimelig sigtbarhed. Men vi ligger højt, så det bliver en stejl nedstigning. Hastigheden er også et problem. “The speed is very high,” siger styrmanden og rykker sig i sædet, mens en akustisk alarm går i gang. Styrmanden har taget sin pilotuddannelse i Miami, men bor nu i København. Som “pilot monitoring” følger han indflyvningen med et vågent øje. “Er det nu, jeg skal overveje en go-around?” tænker jeg, men styrmanden siger: “We can still recover – I think we can make it.” Jeg sænker næsen, men det gør selvfølgelig intet godt for hastigheden. “Hmm, this is interesting … ” siger styrmanden. Ildevarslende? “Shit,” tænker jeg. Jeg kæmper med at holde flyet stabilt, mens den automatiske computerstemme lyder. “Fifty, forty, thirty, twenty, ten … Retard, retard…” Jeg trækker gashåndtaget tilbage og lader flyet rulle ud, mens jeg aktiverer reverse thrust og bremserne. Godt, at landingsbanen er så lang. Og jeg føler, jeg skylder at lave en public announcement til de ganske vist fiktive passagerer. “Sorry guys for making you all air sick!” Jeg tager en dyb indånding og skubber sædet tilbage. Så let er det altså ikke at lande en Airbus A320. Men nu er det jo også bare første gang for mig. “Skal vi ikke prøve igen?” spørger styrmanden. Og det gør vi så, for vi sidder i Fly One’s fine flysimulator, og det kræver blot et par tryk på knapperne, og vi er tilbage i luften med bane 22 foran os. Denne gang går det så også bedre.
Vi besøger Fly Ones professionelle flysimulator på Nørrebro i København. Fly One er en del af det slovenske firma SIMIUS, som egentlig fremstiller flysimulatorer, men også driver dem i en række byer i Europa, f.eks. i Ljubljana, Bratislava, Beograd, København og med simulatorer på vej i Frankfurt, Düsseldorf og Bukarest.
Fly One’s branch manager i København, Ožbej Vidmar:
“Vi startede for fem år siden i Ljubljana og kom til København i marts 2025. Vi tilbyder træning til professionelle piloter, men vi er åbne for alle, der er interesserede og nyder at flyve.”

Fly One’s simulator er en nøjagtig fuldskala kopi af et A320 cockpit, hvor alle funktioner er genskabt ned til mindste detalje. Alle systemer fungerer som i virkeligheden, så man får en ægte og realistisk pilotoplevelse. Simulatoren har en 210 graders panoramaskærm, der gengiver omgivelserne realistisk, og man kan vælge en lang række lufthavne som udgangspunkt. København ligger lige for, men vil man prøve kræfter med en større udfordring, kan man f.eks. vælge en landing i Innsbruck eller sågar i Cristiano Ronaldo International Airport, Madeiras lufthavn, der er kendt som en af verdens vanskeligste lufthavne at lande i. Det er også muligt, at “koble” flere simulatorer sammen, så man kan simulere tæt trafik omkring en lufthavn, f.eks. indenfor rammerne af det internationale VATSIM netværk.
Som nævnt tilbyder firmaet træning til professionelle piloter, men det er faktisk tilgængelig for alle, der har lyst til at prøve at styre et Airbus fly. Det kan være medarbejdere på et teambuilding-kursus, far eller mor på en rund fødselsdag, en “fars-dags oplevelse”, måske, eller for et ungt menneske, der drømmer om et arbejdsliv i et cockpit i 30.000 fods højde. Derfor indbyder Fly One børn og unge helt ned til 10-års alderen til at tage plads i det venstre sæde.
Forsidebillede: InsideFlyers Christoph Madsen prøver en landing på Kastrups bane 22 Right (Foto BongoPlanes)


Skriv et svar