Aalborg lufthavn havde tilbagegang i januar

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Årets første måned i Aalborg kunne ikke leve op til januar-rekorden i 2018, der blandt andet bød på en massiv vækst i udenrigstrafikken.

Trafiktallene for januar 2019 viser en forventet tilbagegang på 9,0 procent i forhold til året før.

Januar 2019 gik for alvor vinteren i møde med frost og sne i luften, og samtidig bød årets første måned på en tilbagegang i Aalborg Lufthavn. I januar 2018 rejste 116.802 passagerer til og fra Aalborg mod 106.295 i år – en tilbagegang på 9,0 procent.

Lufthavnsdirektør Søren Svendsen udtaler:

Tilbagegangen for januar 2019 kommer ikke som en overraskelse – taget det nuværende vinterprogram i betragtning i forhold til januar 2018. Her var der en udenrigsfremgang på hele 63,9 procent, der i sig selv er svær at leve op til. Positivt er, at vi ser en fremgang i chartertrafikken, der viser en intakt rejselyst mod vintersolen sydpå – på ski såvel som på stranden.

Chartertrafikken gik frem med 10,4 procent i januar 2019 i forhold til januar 2018 – svarende til 11.552 charterrejsende i år mod 10.464 året før.

Udenrigs- og indenrigstrafikken går tilbage

I januar 2019 fløj 32.163 passagerer til og fra udlandet fra Aalborg Lufthavn mod 38.114 i januar 2018, en tilbagegang på 15,6 procent.

Søren Svendsen fortsætter:

Et mindre udbud af flyrejser betyder færre passagerer, og det ses tydeligt i udenrigstrafikken for januar, men vendes blikket mod for eksempel Oslo-ruten med SAS, er der positive tendenser at se, da der næsten er en fordobling i antallet af rejsende i januar i forhold til året før. Også ruterne til blandt andet Amsterdam og Malaga står fortsat stærkt.

Antallet af indenrigsrejsende gik tilbage med 8,3 procent i januar 2019, hvor 62.580 rejste indenrigs til og fra Aalborg i forhold til januar 2018, hvor dette tal var 68.224.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *