Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Aarhus Airport’s omfattende turnaround styrkes nu med ny marketingchef. Hanne Nyboe skal sætte lufthavnen på verdenskortet og tiltrække nye målgrupper.
Flyene står midlertidigt stille i Aarhus Airport, men bag kulisserne er der gasset op for lufthavnens vækstrejse. Den midlertidige nedlukning af lufthavnen på grund af Corona-situationen, udnyttes til at sætte ekstra turbo på ombygning af lufthavnen og arbejdet med at skabe de optimale fysiske rammer for en moderne lufthavn i international liga.
Ny marketingschef
Lufthavnen opruster også på markedsføringssiden, hvor Hanne Nyboe netop er tiltrådt i rollen som marketingchef. Den 50-årige cand.oecon. kommer med en solid erfaring inden for fast-moving consumer goods, i daglig tale kaldet FMCG, hvor hun senest har lagt kul under grill-brandet, Weber.
Nu skal hun stå i spidsen for at fyre op under kendskabet til Aarhus Airport, tiltrække nye målgrupper og bidrage til at føre lufthavnen gennem de kommende års vækstrejse, der skal intensivere udviklingen og tredoble passagertallet i lufthavnen til 1,5 millioner gæster.
Hanne Nyboe kommer med en skarp kommerciel baggrund inden for konceptudvikling, strategi og branding. Hannes forretningsforståelse for at drive vækst via et hundrede procents afsæt i forbrugernes kendskab og adfærd skal være med til sætte og holde kursen i lufthavnens vækststrategi. Samtidig skal Hanne identificere og dyrke gæstepotentialet i lufthavnens optageområde, der strækker sig langt ud over Østjylland.
Peer H. Kristensen, administrerende direktør, Aarhus Airport
Hanne Nyboe har stor erfaring
Med sig har den nye marketingchef mere end 20 års erfaring inden for direkte kommunikation til forbrugere, senest som Country Marketing Director Denmark for det populære grill-brand Weber, hvor hun i seks år har udviklet og holdt danskernes engagement omkring det allestedsværende grillprodukt brandvarmt. Forinden brugte marketingstrategen sine kompetencer i reklameverdenen, hvor hun hos bureauet ZupaRecommended, tidligere NP3 Communication, var ansvarlig for markedsføringen af blandt andre Dansk Supermarked / Bilka Nonfood, K-Salat, XL-Byg og Svane Køkkener.
Jeg har fra sidelinjen fulgt med i lufthavnens udvikling og glædet mig over, at vi i Aarhus har en lufthavn så tæt på byen, som ikke bare præsenterer nye spændende destinationer, men også gør så meget ud af lækkerhedsparametrene. Jeg er helt oppe at flyve over, at jeg skal være med til at sætte Aarhus Airport på verdenskortet og udbrede budskabet om en lufthavn, hvor alle skal have følelsen af at være VIP.
Hanne Nyboe, som er nyslået marketingchef i Aarhus Airport.
Hanne er uddannet cand.ocoen. fra Aarhus Universitet med speciale i afsætning og organisation. Oprindelig er hun fra Esbjerg-kanten, men tabte sit hjerte til Aarhus allerede i studietiden. I dag bor hun i Egå sammen med ægtefællen Lars samt teenagebørnene Mie og Thomas. Når hun ikke svinger marketingtaktstokken, er det ofte grilltangen, hun har i hånden, når hun disker op med gode middage for venner og familie.
Skriv et svar