Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
For at undgå at stresse over potentielle køer i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn på Store Bededag havde jeg booket en nat på dette lufthavnshotel.
Jeg skulle en tur til Færøerne og rejste på en billet hvor der ikke kunne kobles indenrigsfly på, så for at få ro i maven rejste jeg til København aftenen før.
Beliggenhed
Hotellet ligger få hundrede meter fra Terminal 3 i Københavns lufthavn og dermed lige så tæt på Metro- og togstation.
Check-in
På hotellets hjemmeside gør man en del ud af, at fortælle at du ikke finder en klassisk reception på dette hotel. Men derimod en “Barception”. Noget af det første du møder når du kommer ind, er nu alligevel en ret klassisk receptions-disk. Først når du kommer omkring hjørnet ser du en bar og et stort Barception-skilt.
Lige inden for døren har man desuden placeret en Service Station hvor det er muligt at tjekke ind og ud. Det fungerer rigtig godt.
Det er dog en lidt upersonlig måde at bo på hotel på. Faktisk havde jeg ikke en eneste interaktion med personalet før jeg dagen efter skulle opgive mit værelsesnummer til en kvinde i morgenmadsrestauranten. Omvendt kan man indvende, at når det hele spiller, så er det et effektivt koncept for både hotel og gæster.
Værelset
Jeg havde booket et Standard værelse til dette ophold og blev tildelt et værelse på 9. etage med udsigt ud over lufthavnen. Det bekom flynørden vel!
Værelset har en fin størrelse, cirka 18kvm. og indeholder både et mindre skrivebord og en lille læderbetrukket bænk. Sengen fandt jeg rigtig komfortabel.
Der er tænkt over de små detaljer på værelset. F.eks. har man sørget for en lille en skuffe under sengen, el udtag med både 220V og USB-stik, små knager på væggen langs sengen og bøjler til at hænge jakker og skjorter på.
Derudover er det tydeligt, at det ikke er et hotel beregnet til lange ophold. Du finder hverken en kaffemaskine, minibar eller et udvalg af snacks. Alt dette kan dog købes nede i lobby området.
Badeværelset har også en god størrelse og en stor bruseniche.
Restaurant og bar
I hotellets Barception kan du købe alt hvad hjertet begære ud i kaffe, the, øl, sodavand og lette snacks og sandwiches med mere.
I stueetagen, i forlængelse af lobby / Barception-området, findes en restaurant hvor der serveres en udmærket morgenmadsbuffet. Har du en meget tidlig afgang fra København, kan du aftenen før bestille en Early Bird morgenmadspose til afhentning i Barceptionen i tidsrummet 04.00 til 05.30.
Om aftenen er det muligt at købe forskellige retter i restauranten. Disse kan også bestilles fra værelset med din smartphone via en QR-kode.
Normalt vil du også kunne nyde en drink i hotellets Bar With A View på 10. etage, men denne er desværre lukket for nuværende.
Faciliteter
WIFI er gratis på hele hotellet og fungerede under mit ophold upåklageligt.
Jeg inspicerede ikke disse, men hotellet har også et motionsrum, et legerum til børn samt et vaskerum.
Hvordan gik det så i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn på Store Bededag? Tjo, lufthavnen var godt proppet med rejsende, men jeg brugte heldigvis blot 25 minutter på at komme igennem.
Skriv et svar