Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Europas nyest low-cost flyselskab er en del af Lufthansa Gruppen, men er selskabet bare en måde at dumpe lønninger, eller kan produktet byde på merværdi for passagere? InsideFlyer var ombord et af Eurowings Discovers fly fra Frankfurt til Las Palmas for at se nærmere på det.
Hvis man vil flyve med Lufthansas nyeste low-cost satsning Eurowings Discover, starter turen i Frankfurt eller München lufthavn. Ikke ligefrem de mest åbenlyse startdestinationer for et klassisk lavprisselskab, da disse ellers er kendt for at flyve fra mindre lufthavne med betydeligt lavere lufthavnsafgifter. Men Eurowings Discover er ikke et helt almindeligt lavprisselskab, som vi blev klar over på vores tur.
Start fra Frankfurt (eller München)
Frankfurt Airport er ikke en særlig spændende lufthavn at skulle flyve fra. Mest af alt fordi lufthavnen gang på gang udmærker sig med, at de mest basale ting ikke fungerer. Rulletrapper og rullende fortov, der ikke virker, er ikke en sjældenhed, men meget mere udfordrende for passagerer er kufferter, der ikke når at komme med ens næste fly eller bliver helt tabt. Passagerer, der er strandet i fly, der holder på en ydreposition, fordi der ikke er personale til at betjene trapperne eller køre den nødvendige bus til flyet er ikke sjældent. Mange af kritikpunkterne kan genkendes fra andre store europæiske lufthavne. Frankfurt udmærker sig dog ved at havde lidt under disse problemer længe før den store disrupter i form af Covid-19 kom til, og det er selv sagt ikke lykkedes lufthavnen at rette op på det siden.
Så et første pro tip må være, hvis du vil flyve med Eurowings Discover, så flyv fra München Lufthavn (MUC). Her fungerer tingene.
Rejsen starter fra gate B4, hvor boarding bliver genneført i grupper – et system som efterhånden mange selskaber praktiserer med mere eller mindre succes. På denne flyvning med mindre succes, men overaskende ikke på grund af manglede instrukser fra gate-personalet, men grundet passagerernes mangel på disciplin. Men det kan man nok næppe klantre flyselskabet for.
Oplevelsen ombord
Efter en længere bustur når vi endeligt frem til vores fly, en af selskabets A320’ere, som imod lav-pris doktrinen byder på en 2-klasses kabine, med en europæisk business class i front og economy class i resten af kabinen. Sæderne er de samme euro-economy sæder, man finder i alle af Lufthansa Guppens selskaber. De byder på en tilfredstillende sædeafstand hvis man ikke er 2-meter høj og er polstrede nok til at man fint kan holde det ud på en 1-2 timers flyvetur, men dagens rejse til Las Palmas bliver på lidt over 4 timer, så en fornøjelse bliver siddekomforten ikke.
Internet eller strømstik skal man også lede meget længe efter, for den slags luksus findes ikke ombord, men helt uden underholdning bliver man ikke sendt afsted, da Eurowings Discover tilbyder deres såkaldte on-board cloud helt gratis. Dette er basalt set et nedskaleret In-flight Entertainment Sytem (IFE), hvor underholdningen i form af film, tv-serier, aviser og air show kan ses på ens egen mobiletelefon eller tablet. Og det er egentligt helt okay, når man tænker på, at vi jo alle stort set hele tiden har en mobil med os. Så i stedet for at skulle installere et dyrt og tungt IFE, der bare øger flyets brændstofforbrug, er det en god og lavpraktisk løsning. Endnu bedre havde løsningen været, hvis passagerer så også kunne genoplade deres mobile enheder via et strømstik i sædet, men det må forblive et uopfyldt ønske.
Udover den gratis underholdning er servicekonceptet i economy class det af et klassisk lavprisselskab, alt kan fås, hvis man betaler. Det er dog ikke helt rigtigt. Desværre må man være indstillet på at de tilbudte snacks, sandwich og varme retter, der kan købes, meget ofte ikke er medført i tilstækkelig mængder, hvis overhovedet. Det skal siges, at på denne flyvetur løb personalet først tør for varer under anden servicerunde, men jeg har været på flere ture nu, hvor flyet fra start stort set var blevet sendt afsted tomt, så selv snacks som nødder ikke kunne købes ombord.
Så her er pro tip nummer 2: Skal du flyve med Eurowings Discover (eller andre Lufthansa Group selskaber) og vil være sikker på at få noget at spise? Så køb det forinden og tag det med ombord selv. Du kan ikke regne med at flyselskabet har styr på at få nok med til alle passagerer.
Veloplagt kabinepersonale
Nu kan det hurtigt komme til at lyde som om dette har været en særdeles forfærdelig tur, men det var det egentlig ikke. Hvor Lufthansa personale på flyvinger hurtigt kan udstråle et strejf af stiv tysk overklassesformalitet, er personalet hos Eurowings Discover mærkbart mere afslappet og klarer opgaverne under flyveturen med et glimt i øjet. Dette smittede også tydeligvis af på passagererne, da der generelt var en meget afslappet stemning ombord. Og ja, Las Palmas er selvfølgelig en feriedestination, og ferierejsende er nok af natur mere afslappede end forretningsrejsende. Men kabinepersonalet bidrog helt klart til den gode stemning, og det skal de have en stor ros for.
Med omkring 40 minutters forsinkelse grundet tåge i Frankfurt landede vi så på Gran Canaria lidt sultne, med lidt ondt i bagdelen takket de knap så polstrede sæder, men ellers afslappede og klar til at tanke lidt spansk sol. Så vil man til de Kanariske Øer er der mange mulighder fra Danmark, men med Eurowings Discover er der en yderligere (dog med mellemlanding i Frankfurt eller München), der er værd at holde øje med.
Forsidebillede: Eurowings Discover A320-214 (D-AIUX) i Las Palmas Gando Airport (LPA) (Foto: BongoPlanes)
Skriv et svar