Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
En tur til Lissabon gik via Amsterdam og var med KLM i deres Business Class. Det er noget tid siden jeg har prøvet KLM’s europæiske Business Class, så jeg var spændt på hvad service og niveauet var her anno 2025 og op til at SAS snart lancerer deres europæiske Business Class.
Jeg ventede i KLM’s Crown Lounge i Amsterdam på at det var tid til boarding. Flyet var lidt forsinket, så jeg ventede med at gå mod gate C11, så jeg fik så lidt ventetid som muligt. Det tog kun en 5-7 minutter at gå til gaten og selvom jeg ventede, så kom jeg til gaten lige før boarding gik i gang. Jeg endte derfor med at komme først ombord.

Jeg havde ved check-in valgt sæde 01A, da dette har mere benplads og med midtersædet frit, så giver det en ret god komfort på den godt 3 timer lange flyvetur til Lissabon.


Flyet var stort set fuldt booket og med kun få pladser tilbage tog det lidt ekstra tid om at være klar til at kunne forlade gaten.
Dette medvirkede til at vi blev yderlig forsinket i vores ankomst til Lissabon. Samlet set endte vi med at blive omkring 35 minutter forsinket. Da jeg ikke skulle flyve videre fra Lissabon, gjorde det ikke mig noget. Besætningen ombord gjorde hvad de kunne på at sikre god information og kom også hen og bekræftede at min bagage var kommet ombord fra mit tidligere fly, der også var lidt forsinket i ankomsten til Amsterdam.
Da alt var klart til afgang, kom vi hurtigt ud mod vores startbane og kom i luften. Efter godt 10 minutters flyvning blev skiltet med sikkerhedsbæltet slukket og servicen begyndte med en varm klud og et tilbud om en flaske vand.

Cirka 30 minutter inde i flyvningen blev morgenmaden serveret. Dette var bestemt en forandring i forhold til sidste gang jeg fløj med KLM i deres europæiske Business Class.

Morgenmaden var serveret i en boks og bestod af fire plastikbeholdere med henholdsvis græsk yoghurt, granola, frugt og amerikanske pandekager. Der blev tilbudt varmt brød og en ekstra snack i form af sprød filodej med ost.


Diverse drikkevarer blev tilbudt og KLM serverer ikke champagne, men i stedet en spansk Cava Brut fra Louis de Vernier. Jeg valgte at vente med alkohol, da der senere i dag vil blive mulighed for at nå ”dagens kvote”.
Kvaliteten på morgenmaden fejlede ikke noget. Det var lækkert og frisk. Men at spise af en slags Bento Box og så med bestik lavet af træ bliver ikke en favorit. Jeg er helt med på CO2 aftrykket skal holdes nede, men det ødelægger altså lidt af oplevelsen og prisen for Business Class er trods alt ikke lav.
Det bliver spændt om SAS følger samme vej nu hvor Air France – KLM igen er ude at sige at de overvejer at købe sig mere ind i SAS end de nuværende 19,9% de har i ejerskab. InsideFlyer skal i april måned ud at prøve det kommende SAS Business Class-produkt af og det har jeg store forventninger til. Lad os se om de bliver indfriet.
Der var på intet tidspunkt længere perioder, hvor gardinet til forreste galley var trukket for. Kun kort da morgenmaden skulle gøres klar og igen da besætningen lige holdt en pause på maksimalt 10 minutter lige før forberedelserne til landingen skulle til at begynde. På en godt 3 timers flyvetur var de hele tiden klar til at hjælpe og tilbudte flere gange om jeg ville have mere at drikke fra menukortet.
Der var også WiFi ombord på denne Boeing 737 og det var gratis at benytte for alle til at sende/modtage tekst på de mest udbredte chat platforme som Messenger og WhatsApp. Der var også USB stik ved hvert sæde, så telefoner og tablets kunne oplades. En mindre ting er at du skal huske at have det ”flade” USB stik med, da der ikke er USB-C stik.
En tur på flyets toilet skulle til inden landing. På sådan en Boeing 737 er toileterne bare ikke store. En lille kommentar er at det kunne trænge til lidt bedre rengøring og fjernelse af kalk omkring vasken.

På toilettet var der håndsæbe fra Marie-Stella-Maris og en luftfrisker fra Horsley.
Så klart en dejlig flyvetur med KLM i deres europæiske Business Class med en smilende og opmærksom besætning og kun lidt negative bemærkninger omkring selve indpakningen og serveringen af morgenmaden.
Skriv et Svar