Billund er Europas bedste til ruteudvikling

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

For andet år i træk har Billund Lufthavn modtaget hæderen som bedste regionale lufthavn i Europa til at udvikle rutenettet og gøre lufthavnens potentiale synligt for flyselskaberne.

Titlen får lufthavnen blandt andet på baggrund af annonceringen af seks nye ruter i 2018 og ni nye destinationer i 2019.

Routes Europe var i sidste uge samlet i Hannover for at hædre de lufthavne, der bedst markedsfører sig og er i stand til at tiltrække nye ruter. Billund Lufthavn modtog prisen sidste år i Bilbao. Igen i år tog en stolt marketingchef Jesper Klausholm de lette skridt op på podiet for at modtage anerkendelsen ”Routes Europe Marketing Awards 2019” blandt lufthavne med under fire millioner passagerer om året. Det skaber naturligvis stor begejstring i lufthavnen, at arbejdet med ruteudvikling og markedsføring bliver set og anerkendt.

Marketingchef i Billund Lufthavn Jesper Klausholm fortæller:

Vores formål som lufthavn er at sikre borgerne i Vestdanmark direkte adgang til verden. Hver gang vi øger frekvensen på en rute, eller vi tiltrækker nye ruter, kommer vi tættere på vores mål. Hver gang vi får nye ruter, knytter vi Vestdanmark endnu tættere til resten af verden. Jeg er pavestolt over, at vores store arbejde bliver set også ud over landets grænser.

Billund Lufthavn nåede sidste år en halvrund milepæl med en passagerrekord på 3,5 millioner passagerer, og i 2018 bød lufthavnen velkommen til seks nye ruter; Athen, Bergen, lasi, Lissabon, Wien og Warszawa og to nye selskaber i form af LOT og Widerøe. Den succes er fortsat ind i 2019.

Skandinaviens mest internationale lufthavn

En succes, der er blevet til, på trods af en beliggenhed på den jyske hede. Lufthavnen har mere end 100 direkte ruter ud i verden og over 540 med kun et stop. Det finmaskede rutenet ud i verden gør lufthavnen til Skandinaviens mest internationale lufthavn.

Vores optageområde har et kæmpe potentiale. Et område med stor rejselyst og erhvervsaktivitet. Dog kræver det en stor indsats at overbevise flyselskaberne om at lægge deres ruter hos os. Men det lykkes vi med. Og det ser ikke ud til, at det stopper her. Vi har kunnet annoncere rekordmange nyheder i 2019, så det er svært at få armene ned.

Siger en stolt marketingchef.

I 2019 kommer der ni nye ruter til; Dublin, Faro, Edinburgh, Kiev, Krakow, Ponta Delgada, Prag, Stord og Timisoara. Derudover bliver frekvensen øget på populære ruter til Frankfurt, Riga, Malaga, Manchester og Palma de Mallorca. Marketingchefen taler i Hannover med flere flyselskaber, der kunne have interesse i at lægge nye ruter til Billund.

Fakta om prisen
• Prisen hedder Routes Europe Marketing Award
• Repræsentanter fra flyselskaberne vurderer de udvalgte lufthavne og vælger en vinder samt to, der får titlen Highly Commended
• Billund Lufthavn er hædret i kategorien for lufthavne med færre end 4 millioner passagerer om året

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *