Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Så er det igen blevet tid til en opdatering. Jeg har besluttet mig for at udgive en artikel hver mandag, hvor jeg skriver om den foregående uge. På den måde er det lettere for mig, da jeg ikke har en weekend ind i mellem, og jeg tror også det bliver lettere for jer, som læsere, at forstå hvilke dage der er tale om.
Jeg er nu godt inde i min næste fase, som er fase 2. Den består af en masse flyvning både solo og med instruktør. Jeg har efter min første solotur, fløjet lidt rundt omkring Århus Lufthavn, og efter et par ture også ud af Århus Kontrolzone. Den første tur uden for zonen, gik op til Norddjursland og ned forbi Grenå, for derefter at flyve ind til lufthavnen igen. En meget kort tur, men det gjorde også at jeg var nødt til at kalde op til Århus for at få lov til at komme ind i deres kontrolzone igen. Noget som vi skal lære, når vi begynder at flyve ud til andre lufthavne i landet.
Jeg var så heldig at få en tur om lørdagen. Jeg aftale med min instruktør at jeg kunne prøve at flyve til Karup. Så for første gang skulle jeg prøve at flyve til en anden kontrolleret plads og lave en touch and go. Jeg kom godt ud, og kunne ikke ligge så højt på grund af skyer, så jeg fløj imellem flere regnbyer, hvilket ser helt specielt ud oppe fra luften.
https://youtu.be/6MlNG2_UYX0
I Karup kom jeg ind og landede på bane 09R, mens en helikopter svævede få meter over bane 09L. Ret specielt at flyve så tæt på et andet fartøj der også var i luften. Efter en enkelt touch and go, gik turen tilbage til Århus. Da jeg landede igen, fik jeg at vide at flyveren var ledig en time senere, så jeg planlagde en tur til Odense og Sydfyn for at lave en landing i Odense og derefter flyve ned til min hjemby for at overflyve mit hus. Efter et hurtigt telefonopkald til Odense, for at hører om jeg måtte komme forbi, og mine forældre for at fortælle at de skulle gå udenfor om en times tid, kom jeg hurtigt i luften. Turen gik over Samsø og derefter ind til Odense for at lave en touch and go. Odense lufthavn er lidt speciel at lande i. Odenses landingsbane er bygget på en bakke, så når man kommer ned til banen, forsvinder den anden ende af banen bag bakken. Det vil sige at banen kommer hurtigt imod en i forhold til hvad man er vandt til. Derfor skal man være opmærksom, da man ellers kan lave en meget hård landing.
Efter en enkelt touch and go, gik turen videre ned over Fyn. Efter 10 minutters tid kom jeg ned til min by, og begyndte at gå ned i minimumshøjden, som er 500 fod (150 meter). Jeg fandt hurtigt mit hus, og kunne også se mine forældre stå udenfor og vinke. Ret specielt, både at se noget man kender fra oven, og så at se ens forældre stå at vinke op til en.
Efter et par runder over mit hus, gik turen tilbage til Århus hvor jeg også fløj over Nyborg.
Tirsdag gik turen endnu en gang til Karup, hvor jeg også fik lavet en touch and go, og så tilbage til Århus igen. Her lå skyerne også meget lavt, og derfor lå jeg næsten med halen i skyerne. Det er ulovligt at flyve i skyer når man flyver VFR, men når man ikke er i et kontrolleret luftrum, må man som sagt flyve med halen i skyerne, så længe man bare kan se jorden.
Torsdag gik turen til Randers for et par touch and go’s og derefter stod den på en masse første soloture for mine medstuderende. De sidste fem fik fløjet deres første solotur, og vi er nu alle gået solo.
Og jeg har nu fået lagt min video af min første solotur på youtube, så I kan se den. Desværre fik kameraet ikke fat i min landing, men jeg ser om jeg kan finde den på en eller anden måde.
I kan se min første solotakeoff her:
https://www.youtube.com/watch?v=BiNYVu2abEY
Fredag skulle jeg også ud og flyve. Jeg havde planlagt en tur til Karup, men den ene flyver stod fri hele dagen, så jeg aftalte med min instruktør, at jeg kunne nå til Ålborg i stedet for. Så jeg gjorde flyet klar og tanket fuldt op, og kørte ud til startbanen for at varme op. Efter min opvarming kalder skolens chefinstruktør op, og spørger om det var OY-EMJ jeg fløj i, hvilket det var. Han meddeler så at flyveren kun har tre timer tilbage inden den skal til eftersyn, og da den også skal flyve lørdag, bliver jeg desværre nødt til at køre ind igen. Jeg spørger om det er muligt at lave et par landingsrunder inden jeg returnerer, og det giver han lov til. Så jeg får lov til at lave 6 landinger, før jeg kan køre hjem og holde weekend.
Det var alt for denne uge. En del at fortælle om. Hvis I har spørgsmål til mig og omkring skolen er I velkommen til at kommentere artiklen eller skrive på forummet.
mogens siger
Hvor lang tid tog det dig at flyve fra århus til odense?
Marc Nøhr siger
Det tog cirka 15/20 minutter. Men jeg havde også en god rygvind, så det det tog 30 minutter hjem igen
Nikolai siger
Er lige begyndt at læse dine artikler her, og Greybird er helt klart den skole jeg vil gå på.
Så interessant at læse om!