Drone forstyrrede to flys indflyvning til Aalborg Lufthavn

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Tirsdag den 18.04.2017 omkring klokken 14:00 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at en drone var blevet spottet i luftrummet over byen Gjøl tæt på Aalborg Lufthavn.

Dronen blev set af to forskellige flypiloter, der havde lagt an til landing i Aalborg Lufthavn. Begge piloter vurderede, at dronen var oppe i 850 fods højde.

Nordjyllands Politi sendte en patrulje afsted til byen Gjøl, men kunne hverken finde dronen eller dronens operatør.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn, siger om hændelsen:

”850 fod er alt for højt, når man er så tæt på en lufthavn. Det kan få store konsekvenser, hvis et fly, der letter eller lander, flyver ind i en drone, så politiet ser alvorligt på sagen.”

Flyvning med droner er noget, der i stigende grad volder problemer for lufthavnene generelt. I Danmark er der strenge regler på området og der skelnes mellem flyvning i og uden for bymæssige områder. Ved flyvning med droner i et bymæssigt område, er det kun erhvervsmæssig flyvning, der er tilladt og al fritidsflyvning er forbudt. Ved erhvervsflyvning med mindre droner i bymæssigt område, skal politiet orienteres 24 timer før flyvningen.

For droneflyvning i bymæssigt område træder der nye regler i kraft pr. 1. september 2017. Med de nye regler stilles der en række krav til uddannelse af droneførere og det er Trafik-Bolig- og Byggestyrelsen, der administrerer og fører tilsyn med det nye regelsæt.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *