Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Det, der startede som en diskussion om Wi-Fi på fly, har nu udviklet sig til noget, der ligner et budgetvenligt opkøbsshow i tre akter.
Ryanair-chef Michael O’Leary har offentligt afvist at installere Starlink-internet på selskabets over 600 Boeing 737-fly og kaldte i den forbindelse Elon Musk for en “idiot”. Argumentet: antennerne giver for meget luftmodstand og vil koste Ryanair omkring 250 millioner dollars årligt i ekstra brændstof.
Musk svarede prompte på X (tidligere Twitter), kaldte O’Leary “en komplet idiot” og mente, at Ryanairs tal er stærkt overdrevne. Ifølge Musk er den reelle ekstra luftmodstand tættere på 0,3 % – ikke 2 %.
Fra Wi-Fi til “hostile takeover”
Sagen tog en mere… kreativ drejning, da Ryanairs sociale medie-team – som i forvejen er kendt for at trolle både passagerer og konkurrenter – drillede Musk under et kortvarigt nedbrud på X:
“Måske har du brug for Wi-Fi, @elonmusk?”
Det faldt ikke i god jord. Musk svarede, om han burde købe Ryanair og “sætte en Ryan i spidsen”, og lavede samtidig en afstemning blandt sine mere end 200 millioner følgere. Flertallet stemte ja, hvilket naturligvis er et solidt grundlag for enhver milliardhandel.
Det fortsatte og Ryanair satte et nyt udsalg i gang:
Don’t thank us, thank that big “IDIOT” @elonmusk 👀
— Ryanair (@Ryanair) January 20, 2026
Sale now on👇https://t.co/0c6IvsKyyB pic.twitter.com/JAxRNzaYTa
Så det udvikler sig løbende mellem de to topchefer.
Kan det overhovedet lade sig gøre?
I praksis er et Musk-overtagelsesforsøg meget usandsynligt:
- EU-regler kræver, at EU-flyselskaber er ejet og kontrolleret af EU-borgere.
- Ryanairs markedsværdi ligger omkring 20 mia. euro – og en overtagelse vil kræve en betydelig merpris.
- O’Leary selv ejer fortsat en stor aktiepost og har bygget selskabet op over tre årtier.
Hvad betyder det for passagererne?
For nu: absolut ingenting. Ryanair får ikke Starlink foreløbig, Musk får næppe sit eget lavprisselskab, og O’Leary får endnu en historie til samlingen af verbale slagsmål.
Men hvis der en dag dukker et “Ryanair X” fly op med gratis Wi-Fi, så ved vi godt, hvor det hele startede: med en diskussion om luftmodstand og to direktører, der begge er kendt for at sige, præcis hvad de mener – også når de ikke burde.
Foto: André Jørgensen





Skriv et svar