Emirates ekspanderer igen i Norden: Åbner direkte rute til Helsinki med Airbus A350

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Fra efteråret 2026 bliver det endnu lettere for nordiske rejsende at sætte kursen mod Dubai og resten af verden. Emirates har netop annonceret en ny daglig rute mellem Helsinki og Dubai, som skal flyves med selskabets nyeste flytype, Airbus A350.

Mens København og Oslo allerede er på kortet hos Emirates, har Finland længe manglet en direkte, helårlig forbindelse til De Forenede Arabiske Emirater. Det ændrer sig den 1. oktober 2026, hvor Emirates sender deres Airbus A350-900 mod den finske hovedstad.

Denne ekspandering sker kort efter at Emirates har offentliggjort at de starter op med dobbelte daglige flyvninger mellem Dubai og København.

Airbus A350 og Premium Economy til Finland

Det er ikke kun selve ruten, der er en god nyhed for de rejsende. Emirates indsætter nemlig deres nye Airbus A350 på ruten, hvilket betyder, at passagererne kan se frem til selskabets nyeste kabineinteriør.

Flyet er indrettet med i alt 298 sæder fordelt på tre klasser:

  • Business Class: Den nyeste generation af Emirates’ Business Class-sæder.
  • Premium Economy: Den populære nye mellemklasse, som Emirates udruller på tværs af flåden i disse år.
  • Economy Class: En moderne kabine med selskabets prisvindende underholdningssystem, ice.

Lanceringen i Helsinki følger i fodsporene på København, der får A350 (og dermed Premium Economy) den 1. juni 2026, og Oslo, som fik flytypen implementeret sidste efterår.

Strategisk vigtig rute for Norden

Ifølge Adnan Kazim, Deputy President og CCO hos Emirates, er timingen helt rigtig:

“Der er allerede en stærk efterspørgsel mellem Helsinki og Dubai, hvor rejsende i dag rejser via vores andre nordiske knudepunkter. Derfor er en direkte helårsforbindelse et naturligt næste skridt.”

Ruten er primært rettet mod det finske marked, men styrker Emirates’ samlede tilstedeværelse i Norden.

Fartplanen

Ruten vil blive opereret dagligt med følgende tider (lokaltider):

  • EK167: Afgang Dubai kl. 08.45 – Ankomst Helsinki kl. 14.55
  • EK168: Afgang Helsinki kl. 16.45 – Ankomst Dubai kl. 00.20 (+1)

Tidspunkterne er tilrettelagt, så de passer perfekt med Emirates’ store “bølger” af afgange fra Dubai mod Asien, Afrika og Oceanien, hvilket sikrer korte ventetider ved transfer.

En populær destination i 2026

Det er ikke tilfældigt, at Emirates vælger netop 2026 til ekspansionen. Finland er nemlig blevet udpeget af Lonely Planet som en af de absolutte top-destinationer i 2026. Emirates forventer derfor en stor tilstrømning af turister fra især Asien og USA, der vil opleve den finske natur, nordlys og de mange nationalparker.

Udover passagerer vil Airbus A350-flyet også medbringe op til 10 tons fragt i hver retning, hvilket styrker handelsforbindelserne for især den finske tech- og medicinalindustri.

Foto: Emirates / PR



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *