Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I vores serie af anmeldelser af amerikanske flyselskabers indenrigsruter er turen nu nået til Delta. Vi har her på Bonusfeber.dk tidligere anmeldt Airtran, JetBlue, Alaska Airlines og Southwest Airlines. Flere selskaber er på vej den kommende tid.
Når man bor i Danmark, er indenrigsflyvning ikke det helt store. Bevares, det kan være nyttigt at flyve til Aalborg, men nogen stor oplevelse bliver det aldrig. Derfor kommer denne beretning da heller ikke hjemmefra, men fra USA, hvor indenrigsflyvning i sagens natur er noget mere omfattende. Målt på afstande, antal destinationer og ruter kan det med rimelighed sammenlignes med intra-europæisk flytrafik.
Dagens tur er en ferierejse med tre generationer, seks personer i alt. Vi skal fra South Bend, Indiana, til Jackson, Wyoming, med mellemlanding i Minneapolis. Det er Delta-territorium, og turen går frem og tilbage med Delta hele vejen, omend den korte strækning mellem South Bend og Minneapolis flyves af en underleverandør, men i Delta-farver.
South Bend Regional Airport er nok ikke et sted, hvor mange af læserne nogensinde vil sætte sine kufferter. Det er ikke noget dårligt sted – det er bare langt ude på landet. Lufthavnen er på størrelse med Karup. Et par check-in skranker for hver af de 3 flyselskaber, som benytter lufthavnen. Lejebiler i forskellige farver. En lille kiosk/gift shop. Og så ikke så meget andet. Mest overraskende, når man træder ind i terminalen, er at man kommer direkte ind til bagagebåndet. Vi er i indenrigs-område – der er ingen paskontroller eller toldskranker hér.
Vi havde valgt sæder allerede da vi købt billetterne, men på check-in-automaten var det nemt at ændre valget, så vi fik mulighed for at sidde tættere på hinanden alle sammen.
Security var grundig og effektiv, og gateside var der en lille kaffebar og et legeområde, men ellers ikke så meget. Vi tog plads ved vores gate, hvorfra vi kunne se flyet blive tanket og læsset, og så var det tid til boarding. Det er begrænset, hvor meget kø 50 passagerer kan skabe, så boarding foregik i god ro og orden, men Delta elite-medlemmer fik da lov til at gå ombord først. Min trolley blev ganske som forventet forvist til bagagerummet – der er begrænset med plads i sådan en CRJ-200.
En besætning på 3 personer skulle ekspedere os til Minneapolis – 2 i cockpittet og 1 i kabinen. Kabinen var uden de store dikkedarer og i blå farver. Lædersæderne var vel ok – vi skulle kun sidde der i 90 minutter, så det er begrænset, hvor øm man kan nå at blive. Benpladsen var som forventet. I det hele taget var der en afslappet stemning, som man ofte finder på små fly. En hurtig sikkerhedsgennemgang og optælling af passagerer, og så var vi af sted.
Se, så havde jeg egentlig ikke forventet mere af dén tur, men ganske overraskende blev vi budt på pretzels og drikkevarer – uden beregning! Ikke sådan at forstå, at der var fri bar – men en Diet Coke og en pose saltstænger er da mere end jeg ville turde sætte næsen op efter på en tur fra København til London.
Helt efter planen landede vi i Minneapolis halvanden time senere. Det er en væsentligt større lufthavn, og nu skulle det vise sig, om den havde noget at byde på. Vi havde halvanden time inden næste afgang, og vi havde sat næsen op efter noget hurtigt aftensmad, da det ville blive sent, inden vi nåede helt til Jackson. Samtidig skulle vi dog fra den ene ende af terminalen til den anden. Heldigvis var der både et lille shuttle-tog og mange gode rullebånd, så det var hurtigt og effektivt at bevæge sig omkring.
Stort set alt, hvad vi så, var med Delta-logo. Som i de fleste amerikanske lufthavne har hvert af de store flyselskaber sin egen del af lufthavnen, hvor de regerer. Ved alle gates var der opstillet ladestationer med 110V og USB-porte, så man kunne fylde batterierne op inden videre rejse. Smart.
Der var masser af spisemuligheder, og lige ved vores gate slog vi os ned og nød en pizza, bestilt på den fastmonterede ipad ved bordet og leveret 10 minutter senere – cirka samtidig med, at vores 757 til Jackson begyndte boarding. Øv. Så er det med at spise hurtigt, eller – på bedste amerikanske maner – at få resten med ombord i en lille æske.
Hvis boarding af den lille CRJ200 i South Bend havde været afslappet, var det denne gang mere kaotisk. Måske var der højttalerudkald – jeg kunne ikke høre dem. Nogle gik om bord, andre blev stående. Det viste sig, at det var standby-passagerer, som blev kaldt frem enkeltvis efterhånden som der blev tildelt pladser til dem. “Bare de ikke får min plads!” tænkte jeg og pressede frem i køen. Vi nåede om bord til sidst, men det var ikke nogen køn oplevelse.
En 757 er ikke mit yndlingsfly – og sikkert heller ikke andres. 3-3-konfiguration med en smal midtergang. Sædepladsen føltes mindre end i CRJ200, både i længde og bredde. Der var højere til loftet, og derfor føltes kabinen mere rummelig, men det var ikke sædets skyld. Lædersæder på alle pladser, med begrænset komfort.
Betjening og servering undervejs var venlig og tilstrækkelig. Igen blev der tilbudt drikkevarer, småkager og pretzels. Det bliver man ikke mæt af (jeg havde jo også en æske pizza) – men igen er det mere, end vi har vænnet os til på SAS Go…
Pluspoint til Delta for at cabin crew havde et smil på læben og så ud til at hygge sig. Pluspoint for en usædvanligt underholdende sikkerhedsfilm inden take-off. Og mange pluspoint til Jackson Hole Airport for den smukkeste beliggenhed og indflyvning, jeg længe har oplevet. Men det er ikke Deltas fortjeneste…
For at vise afstandene i USA har vi indtegnet ruten som denne rejsebeskrivelse handler om. Det var ialt en tur på 1283 miles:
Skriv et svar