Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Etihad Airways justerer sit produkt på ruten mellem København og Abu Dhabi. Stigende efterspørgsel betyder, at selskabet fra 1. maj 2026 indsætter en større Boeing 787‑9 Dreamliner – men kapacitetsløftet sker på bekostning af First Class, som dermed udfases på ruten.
Det har været en kort fornøjelse med First Class direkte fra Københavns Lufthavn og til Abu Dhabi.
Efter at Etihad Airways introducerede deres specialindrettede Airbus A321LR på ruten, har belægningen været så høj, at selskabet nu ser sig nødsaget til at indsætte større materiel for at følge med.
Succes koster luksus-produktet livet
Selvom Etihad har haft stor succes med at sælge de to eksklusive First Class-suiter på Airbus A321LR, er det den generelle kapacitet, der er blevet en flaskehals. Med kun 160 sæder i alt har flyet været tæt på udsolgt fra dag ét, hvilket har begrænset selskabets vækstmuligheder på det danske marked.
Løsningen bliver en 2-klasses Boeing 787-9 Dreamliner, som overtager ruten fra 1. maj. Det betyder et markant spring i kapaciteten:
- Nuværende (A321LR): 160 sæder (inkl. First Class).
- Ny konfiguration (B787-9): 290 sæder (Business og Economy).
Selvom Dreamlineren tilbyder en moderne og komfortabel kabine, betyder skiftet et farvel til First Class i denne omgang. Fokus skifter entydigt fra niche-luksus til volumen, så Etihad kan håndtere de mange rejsende mod Abu Dhabi og videre ud i netværket.
Sidste udkald for A321LR i København
For de luftfartsentusiaster og rejsende, der ønsker at prøve Etihads “narrowbody”-produkt med de nye suiter, er der nu sat en deadline. Airbus A321LR vender tilbage til ruten den 1. februar, men det bliver altså kun for en tre-måneders periode.
Når kalenderen skriver 1. maj 2026, er det slut med de intime kabiner på den lange rute, og Dreamlineren bliver den faste arbejdshest indtil videre. Beslutningen understreger Københavns voksende betydning i Etihads rutenetværk, hvor efterspørgslen på sæder nu vejer tungere end ønsket om at tilbyde et tre-klasses produkt.
Foto: Eithad Boeing 787-9 Dreamliner – Taget af Henrik Olsen






Skriv et svar