Farvel til EuroBonus Diners kortet?

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Nu er det ikke sjovt længere for personer, der har et Diners Club kort knyttet til SAS EuroBonus program: Fra årsskiftet reduceres optjeningen af EuroBonus point og medlemmer med guldstatus får ikke længere kortet gratis. Det fik mange på InsideFlyer til at melde ud, at nu er det slut med at have et Diners kort. Men er det så slemt, at man bør opsige kortet? Specielt da der ingen fortrydelsesret er, for det er ikke længere muligt at få et nyt kombineret EuroBonus-Diners kort.

Der er mange gode grunde til at have et privat kreditkort knyttet til sin EuroBonus konto.  Lige nu kan man hos Nykredit få MasterCard og Visa Infinite, hvor der optjenes bonuspoint. SEB (en forkortelse for Skandinaviska Enskilda Banken AB) tilbyder MasterCard, og har tidligere tilbudt Diners Club kort. Det er ikke længere muligt at søge om Diners kortet, hvor der optjenes point (men alle eksisterende kort fortsætter). Denne artikel fokuserer alene på Diners kortet (for at gøre artiklen mere læsevenlig, bruges den mundrette betegnelse ”Diners” i stedet for ”Diners Club”).

Ud over at kortet kan bruges til at betale med i forskellige butikker, giver Diners kortet:

  • Optjening af EuroBonus point
  • Adgang til lounge
  • Forsikringer
  • Forskellige rabatordninger

Umiddelbart virker disse ekstraydelser meget fordelagtige, selvom flere har fortalt mig, at man i udlandet kan få meget bedre tillægsydelser på kreditkortet. En enkelt er endda gået så langt, at han kalder Danmark for et ”Kreditkort U-land”.

Jeg har haft mit Diners kort siden 1999. Det var mit første kreditkort. Derfor har jeg et lidt nostalgisk forhold til kortet. Min klare holdning var, at der ikke er nogen grund til at blive hysterisk over, at EuroBonus guldmedlemmer nu skal betale for at have kortet. Og så gik jeg i gang med at skrive denne artikel.

Betaling med diners

Det vigtigste med et kreditkort er naturligvis, at det kan bruges til betalinger. Diners er noget mindre udbredt både i Danmark og i udlandet end eksempelvis MasterCard – og et tjek på kortenes hjemmeside viser, at MasterCard kan bruges dobbelt så mange steder som Diners (MasterCard: 29 millioner steder. Diners: 14 millioner steder). Diners er også lillebror, når vi snakker kontanthævninger. Mange pengeautomater tager ikke imod Diners, ligesom man i en del netbutikker heller ikke kan betale med kortet.

Så der er klart, at Diners aldrig kan stå alene. Der er brug for et andet kort, som man kan betale med, når forretningen ikke tager imod Diners.

Optjening af EuroBonus point

En af de væsentligste grunde til at bruge Dines kortet, har været optjeningen af EuroBonus point. Her er Diners kortet væsentligt bedre end både SEBs MasterCard og Nykredits pointgivende kort. Hvor andre kort kun giver 10 point for hver gang man køber for 100 kroner, så giver Diners 50% mere. Altså 15 point for hvert køb på 100 kroner.

SAS_Eurobonus_DinersClub_cardrange

Men fra årsskiftet reducerer Diners også optjeningen af point til samme niveau, som øvrige kort i EuroBonus paletten. Dermed er pointoptjeningen ikke længere en specielt grund til at have et Diners kort frem for de andre kort i EuroBonus samarbejdet. Specielt ikke, da der nu også sættes en øvre grænse for optjeningen, som det skrives i kortbestemmelsernes punkt 2.3

Der kan maksimalt optjenes point af en omsætning på 200.000 DKK. pr. kalenderår

Det vil med andre ord sige, at man fremover højst kan tjene 20.000 ekstrapoint på et år. Hvis kortet alene bruges til private indkøb, er det formentlig kun få personer, der støder mod denne grænse. Men hvis man bruger kortet til at betale for flybilletter og hotelophold, der efterfølgende skrives på rejseafregningen til arbejdsgiver, skal man ikke svinge kortet mange gange, før det er slut med at tjene bonuspoint på købene.

Der er ingen point at hente, hvis Diners kortet bruges til kontanthævninger (som i øvrigt er en bekostelig affære. Diners opkræver et gebyr på 4 % af det hævede beløb). Det skal bemærkes, at Nykredits kort også giver Eurobonus point, når kortet bruges i hæveautomaten.

Adgang til lufthavnslounges

En af de store fordele i Diners kortet, er adgangen til lounges i mange lufthavne over hele verden. Hver gang, man har købt for 10.000 kroner på korter, får man et gratis loungebesøg. Ellers kan man betale 95 kroner for at få adgang til de eftertragtede lounges. Denne fordel benyttes af mange rejsende, der rejser på billetter, som ikke giver adgang til flyselskabets lounge.

lounger-pa-flygplatser-med-diners-club

For de lounges, jeg kender, er det klart billigere at bruge Diners kortet, end at betale ved indgangen eller bruge Priority Pass. I de danske lufthavne, skal man typisk betale 160 – 170 kroner for at få adgang til en lounge, hvor Diners kortet også giver adgang. I udlandet kan det koste mere.

Hvis man bruger Priority Pass, som også giver adgang til lufthavnslounges, vil det typisk koste omkring 150 kroner at få adgang til loungen, når man kommer ud over de gratis besøg, der er inkluderet i det valgte abonnement.

Ubrugelige forsikringer?

Som alle kreditkort tilbyder Diners også en forsikring. Men her skal man tjekke sit kort og forsikringsbetingelserne en ekstra gang. Der er så store begrænsninger i dækningen, at jeg personligt synes, at forsikringen nærmest er værdiløs.

Er man et ”Private VIP Member” har man en ulykkesforsikring som alene dækker varige mén, dødsfald og tandskader som følge af ulykker ved private ferierejser udenfor bopælslandet. Personer under 75 år kan få udbetalt 200.000 kroner ved dødsfald eller 100% invaliditet. Er man ældre, halveres udbetalingen. Denne forsikring dækker alene indehaveren af kortet – altså ikke medrejsende ægtefælle, samlever eller børn.

VIP Excellent Members hos Diners har også en rejseforsikring, som dækker omkostninger i forbindelse med flyforsinkelser (max 5.000) og forsinket bagage (max 5.000 kroner). Denne forsikring dækker også medrejsende samlever, ægtefælle og børn. Men stadig indenfor grænsen på 5.000 kroner hver gang, så når en kernefamilie på personer rejser, kan de 5.000 kroner hurtigt bruges. Og i løbet af et år, kan der højst betales 10.000 kroner for forsinket bagage.

Forsikringen for VIP Excellent Members dækker også dødsfald som følge af ulykke på rejsen (forsikringssummen er 1 million kroner) samt evt. omkostninger forbundet med flykapring, ved overfald med personskade, retshjælp og kautionsstillelse. Det er dog et krav, at rejsen er betalt kortet.

Ingen af forsikringerne dækker omkostninger til lægebehandling og hjemrejse ved sygdom – og derfor kan man heller ikke nøjes med forsikringen i Diners Club. Desuden dækker forsikringerne kun private ferierejser udenfor bopælslandet. Erhvervsrejser er ikke dækket, med mindre der betales ekstra for det.

Der er betydelig bedre forsikringsdækning på mange af de MasterCard, der udbydes af bankerne – og dermed er forsikringen ikke noget argument for at beholde Diners kortet.

Rabatordninger

Diners omtaler også en række rabatordninger med hoteller og restauranter på deres hjemmeside. Jeg har sjældent benyttet mig af rabatordninger fra Diners eller andre – og vil derfor afholde mig fra at vurdere tilbuddene.

Hvad koster kortet

Når man er ”VIP Excellent Member”, koster kortet 695 kroner om året (eller 395 kroner + rente af købet). Med en årlig rente på omkring 15, betyder det, at hvis man i gennemsnit har en saldo på mindre end 2000 kroner, så er det billigere at vælge udgaven, hvor der skal betales rente.

Alle med guld-status hos EuroBonus har haft kortet gratis indtil nu – og har derfor ikke skulle bekymre sig om det årlige gebyr. Men det er slut – og derfor melder spørgsmålet sig: Skal jeg nu begynde at betale for kortet – eller skal jeg hellere opsige det?

En opsummering af overvejelserne:

Hvis du skal betale for dit Diners kort, er vores anbefaling, at du analyserer dit forventede rejsemønster (og brug af kortet) for de næste par år. Og derefter afgør, om der er grund til at opsige det.

Tjeklisten kunne være:

  • Er kortet gratis (Har jeg allerede diamant status hos EuroBonus – eller får jeg det inden kortet skal fornys, så kortet bliver gratis). I så fald, behold kortet og brug det, når det er bedre end alternative kort.
  • Hvis jeg skal betale for kortet, hvad er årsgebyret
  • Hvor meget vil jeg købe på kortet
  • Hvad koster det at bruge kortet til disse køb i gebyr (nogle butikker opkræver ikke gebyr – andre 0,75%. Så omkostningen afhænger meget af, hvor kortet bruges.)
  • Hvad er værdien af de optjente Eurobonus point?
    • Der optjenes 10 point pr. 100 kroners indkøb. Normalt anses point for at være 7 – 10 ører værd, men værdien er meget individuel og afhænger af hvordan de bruges.
  • Hvad er de gratis lounge besøg værd
    • Der optjenes et gratis besøg for hver 10.000 kroner, der købes for på kortet
  • Hvor mange betalte lounge besøg vil jeg få brug for?
    • Hvad er værdien af disse (hvor meget sparer jeg sammenlignet med alternativet)
  • Har jeg brug for forsikringerne på kortet?
    • Hvad er de værd?

Og så kan du begynde at sammenligne med priser og fordele i alternative kort

  • EuroBonus MasterCard, som stadig er gratis for EuroBonus-medlemmer med guld status (kortet udbydes af SEB)
  • Kort, du kan få i andre flyselskabers loyalitetsprogrammer, som du er medlem af.
  • Bankers tilbud på kort (de fleste danske banker udbyder også MasterCard med forsikringer og lounge adgang – og loyale bankkunder får rabat på prisen)

Konklusion

Diners Club har været på markedet i mange år og det kombinerede EuroBonus-Diners kort er meget udbredt. Kortet har nogle klare fordele for frequent flyers. Disse forringes desværre fra årsskiftet. Det er derfor tid til at vurdere kortet og sammenligne det med alternative kort, der udbydes af bankerne. Det giver et godt beslutningsgrundlag for at vælge det kort, der passer bedst til ens individuelle rejsemønster og behov.

Fordele ved det kombinerede kort (EuroBonus -Diners Club):

  • Adgang til lufthavnslounge
  • Ingen øvre kreditgrænse
  • Ingen kreditvurdering, da du allerede har kortet
  • Gratis for EuroBonus Diamant medlemmer

Ulemper ved det kombinerede kort (EuroBonus -Diners Club):

  • Kan bruges færre steder end MasterCard og Visa
  • Optjeningen af EuroBonus point er fra årsskiftet begrænset til 20.000 om året
  • Andre kort tilbyder bedre forsikring
  • Højt gebyr ved kontanthævning (4% på Diners mod 2 % på andre kort)



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *