Flere og flere danskere er berejste

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

De Berejstes Klub har rundet en milesten. 500 medlemmer i klubben på samme tid er netop rundet.

I 1996, da De Berejstes Klub (DBK) blev grundlagt, mente medlem nummer ét Ole Egholm, at omkring 500 danskere rejste så meget, at de kunne kalde sig berejste. Nu rejser man meget mere og meget længere væk samt til flere forskellige lande. Dermed kan flere og flere danskere opfylde kravene for medlemskab af De Berejstes Klub. Med senest indmeldte i DBK Morten Vedel Pedersen rammer DBK for første gang siden 1996 500 medlemmer på samme tid i klubben.

Morten Vedel Pedersen har fået medlemsnummer 854, hvilket betyder, at der i klubbens over 21 års levetid har været 854 berejste, der berettiget har været/er medlem af De Berejstes Klub.

Der er årligt en tilgang på cirka 40-45 i DBK. Til gengæld er der hvert år været ca. 15-20, som ikke opretholder kravene om medlemsskab eller bare ikke ønsker at være medlem længere og derfor har forladt De Berejstes Klub.

Det er meget naturligt, da De Berejstes Klub er en aktiv rejseklub, hvor man skal blive ved med at rejse for at kunne opretholde sit medlemskab.

siger formanden for De Berejstes Klub Søren Fodgaard og uddyber, at man bevarer medlemskab ved enten at besøge to nye lande hvert andet år eller ved at have rejst mere end otte uger, hvoraf de fire skal være uden for Europa, de seneste to år.

De krav motiverer Morten Vedel Pedersen til at blive endnu mere berejst:

Nu skal jeg jo gerne beholde mit medlemskab, så jeg forventer, at det holder mig til ilden med at rejse og besøge rejsemål. Måske især flere specielle og anderledes rejsemål, som man kan blive inspireret til af andre medlemmer. Mit ønske er for eksempel at have stået på alle syv kontinenter og besøge minimum en tredjedel af verdens lande. Derudover har jeg en lang liste med ’verdensvidundere’, jeg skal have oplevet, og listen er siden blev udvidet flere gange. Jeg planlægger ofte min næste rejse, mens jeg er af sted på den nuværende, hvis jeg ikke allerede har gjort det, før jeg tager af sted. Jeg har vist så mange rejseidéer og drømme, at der må være nok til mindst to liv, men jeg går efter at få så mange med i dette som muligt.

To optagelseskriterier

I De Berejstes Klub er der to “kvoter” for at opnå medlemskab.

Den ene kræver, at man har besøgt en hel masse lande – mindst lige så mange som man er år gammel – plus yderligere et par småting. Til gengæld er der ikke nogen specifikke krav til, hvordan man har rejst, eller hvad man har oplevet. Den slags er helt op til dig selv. Det er sådan set ikke finere at tomle sig vej på tværs af Tibet, end det er at besøge Italien på charterferie.

Ved optagelse via den anden kvote (‘eventyrer-kvoten’) stilles der ikke helt så voldsomme krav til antallet af lande og andre faktuelle data, men til gengæld kræves der, at man skal have rejst, oplevet og udrettet noget ganske specielt. Dette svarer egentlig til universiteternes kvote 2 for optag af studerende på andet end et højt gymnasiegennemsnit.

Det dobbelte optagelsessystem giver plads til både hastigt rejsende forretningsfolk med hang til storbyer og luksus og til mindre velbeslåede rygsæksrejsende, der vælger at leve på landet i telt og måske bruger længere tid hvert sted. At systemet virker i praksis ses på, at DBK tiltrækker alle mulige slags rejsende, og at netop variationen i sig selv er et aktiv. Netop på grund af adgangskravene er DBK ikke en klub, som alle og enhver kan melde sig ind i, men et forum for ualmindeligt rejsegale mennesker. Der kan ikke gives enkle, objektive regler for, hvornår man vitterlig er berejst. Nogle foretrækker at ræse gennem en masse lande på kort tid, mens andre hellere vil bruge måneder på at fordybe sig i de lokale forhold, og atter andre vælger at bosætte sig i det store udland. Nogle vælger det komfortable og sikre, mens andre finder større udfordringer i at rakke verden rundt på femte klasse. Klubben har derfor valgt at lave et dobbelt optagelsessystem bestående af to forskellige, men alligevel stærkt beslægtede kvoter:

Enten A:

  1. besøgt mindst lige så mange lande, som man er år gammel (hvis man er ung og under 30 år kræves der dog mindst 30 besøgte lande)
  2. besøgt mindst to nye lande inden for de sidste to år
  3. besøgt mindst fire kontinenter
  4. krydset ækvator.

eller B:

Man skal have rejst/opholdt sig i længere tid i (specielt) tredjeverdenslande og gennem egne erfaringer have skabt sig et bredt og dybtgående kendskab til fremmede lande og kulturer. Detaljerne for begge kravsæt er at finde i klubbens vedtægter på hjemmesiden, hvor også masser af andre oplysninger og rejseberetninger kan findes på www.deberejstesklub.dk.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *