Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Den 15. marts klokken 20, bekendtgjorde præsident Martín Vizcarra af Peru, at landet ville lukke grundet Corona situationen. Det blev starten på en lang rejse, der skulle få Frederik og sin familie, hjem til Danmark.

Frederik Hallengren Svitzer, rejste den 12. marts til Peru, for at være sammen med sin kone, som var rejst dertil i februar, for at besøge sin familie. På daværende tidspunkt, var blot 70 smittet med Corona-virus i Peru, et land med knap 32 millioner mennesker. Med andre ord, var der færre smittede i Peru, end der var i Danmark på det tidspunkt. Siden da, har det tal dog udviklet sig til 6.848 tilfælde i skrivende stund.

Da Peru den 15. marts annoncerede, at landet ville gå i nedlukning, fik Frederik og sin familie travlt med at undersøge mulighederne for hjemrejse. Frederik’s kone er nemlig gravid, og skal føde til maj. Her er Frederik’s egen beretning om den omstændige “flugt” fra landet:

Et land der lukkede

I marts-måned var min hustru, jeg og vores datter på 3 år i Peru. Et land vi ofte har besøgt, da min hustru, har en peruviansk far og dansk mor. Denne gang var turen noget anderledes, da Perus præsident, Martín Vizcarra, søndag den 15. marts kl. 20:00 erklærede, at Peru kl. 23:59 ville gå i undtagelsestilstand i 15 dage.

Der ville dog være mulighed for, at man om mandagen kunne få lov at rejse hjem, men når klokken slog midnat, ville alle nationale rejser være forbudte, ligesom alle ikke-nødvendige butikker skulle lukke. 
Den korte varsel for nedlukning af landet gav et kaos på vejene, busstationerne og i lufthavne rundt om i landet. Værst var det i Jorge Chavez international airport i Lima, hvor mange mennesker, både Peruvianere og andre nationaliteter, ikke kunne nå at rejse. 

Særligt bestod kaoset i, at mange Peruvianere ønskede at rejse hjem til deres familie. Mange i Peru ejer ikke et kreditkort, og måder derfor fysisk op for at sikre deres billetter. Det gav et menneskemylder, som udfordrede transportcentre som lufthavne og busstationer massivt.

Strandet med en baby på vej

Nedlukningen af Peru, resulterede blandt andet i, at ca. 280 danskere strandede i Peru. Vi var blandt den gruppe danskere, men følte os ikke på samme måde strandede, da vi kender landet, hvor min hustru har familie i bl.a. Cusco, hvor vi opholdte os. Dog havde vi en deadline, da vi skal have nummer to barn, i slutningen af maj, så vi ville egentlig gerne hjem. 

På dette tidspunkt gjorde vi os også tanker om, hvad vi skulle gøre hvis min hustru måtte føde i Peru. Selvfølgelig ville det ikke være den fedeste situation, men omvendt er min kone halv peruvianer, og vi var overbeviste om at det nok skulle gå. Selvfølgelig er sundhedssystemet i Peru ikke som det danske, men har man penge på lommen, kan man betale sig til ganske udmærkede hospitaler. Den eneste usikkerhed bestod i, hvorvidt Coronaen ville nå at sprede sig så voldsomt, at vi de private hospitaler ville blive inddraget til behandling. Så ville situationen være en anden.

En uge senere, den 22. marts lukkede Peru for alle internationale rejser. Både til vands, til lands og i luften. Det vanskeliggjorde udrejse af Peru endnu mere. 

De strandede danskere

Vi havde registreret os på Udenrigsministeriets (UM) “Danskerliste” og var i løbende kontakt med UM både telefonisk, via UMs app og på e-mail. 
Udover denne kommunikation var vi samtidig en del af “Strandede danskere i Peru”, som var en gruppe på facebook. Her var de fleste strandede danskere med, og vi kunne kommunikere sammen. 
UM gjorde os opmærksom på, at de arbejdede på at sende et sær-fly til Lima. Det var dog vanskeligt at få en landingstilladelse, da Peru kun tillod ét internationalt fly, at lande om dagen. 

Efter megen venten og tvivl, kom der endelig den 29. marts en mail fra UM, hvor det var muligt at købe billet til sær-flyet med SAS om torsdagen. Der var tre klasser til salg til fast pris: Økonomi, SAS plus og business. Kort tid efter dette, fik vi besked om, at vi skulle med busser til Lima, tirsdag den 31. marts. Disse var arrangeret af UM. Der var krav om, at alle skulle have mundbind på, når man var ude blandt andre mennesker. 

Jeg forsøgte ihærdigt at arrangere en flyvning med LATAM-airlines, fra Perus næstestørste by Arequipa via Cusco og videre til Lima. I første omgang syntes UM, det var en god løsning, men efterhånden som andre nationer havde forsøgt stort set det samme, og erfaret at det ikke var muligt, besluttede UM, at vi skulle køre i bus fra forskellige steder i Peru. Opsamlingerne fandt bl.a. sted i Arequipa og Cusco og videre til Lima. 

Rejsen begynder

Klokken 07:00 mødte vi op på busstationen “Terminal Terrestre” i Cusco. Alle skulle igennem en sundhedskontrol, hvor politiet iført dragter, briller og mundbind, målte samtlige passageres temperatur. Efter det, blev vi tildelt sæder i busser, der holdt og ventede på os. Vi kom dog først afsted kl. 11:30, da vi skulle vente på en bus, der kom fra en anden by. Den var blevet forsinket, fordi den konstant blev stoppet af militær og politi, der ville vide, hvem der var med og hvor den skulle hen. 

Alle fire busser skulle køre i kortege, det var præmissen for at køre gennem landet. Mange steder, primært gennem byer, eskorterede politiet os. 
Busturen på små 25 timer gennem Andesbjergene gik igang. Det gik op og ned, frem og tilbage, ind og ud, opbremsninger osv. Mange mennesker blev køresyge og kastede op, især på den første del af turen. 

I bus gennem Andesbjergene

Der var ét toilet om bord, som vi alle måtte bruge, da der ikke ville være nogle stop undervejs. Undtaget når chaufførerne skulle skifte, vi fik imidlertid ikke lov at komme ud. Ved 18-tiden forbarmede den peruvianske guide, som var med på bussen sig, og gav os lov til at gå ud og strække benene i 5 min. Det var en barsk tur! 

Ankomst i Lima

Selv havde jeg det egentlig okay på turen gennem bjergene. Bevares, jeg skulle til tider koncentrere mig, for ikke at blive dårlig. Min hustru forsøgte at sove undervejs, og måtte kæmpe for ikke at kaste op. Vores datter på 3 år, måtte dog flere gange undervejs, ud og tale i den store telefon. Hun syntes bestemt ikke det var en sjov oplevelse.

Ved 11-tiden onsdag morgen ankom vi til et tre hoteller i Lima, som UM havde booket til os. Her blev vi fordelt og isoleret på værelserne. Ingen måtte forlade værelset. Mad blev serveret som en slags roomservice. Og man skulle have mundbind og handsker på, når personalet kom til rummet med mad. De var selv iklædt samme mundering. 

Kl. 06:00 torsdag morgen blev vi hentet af busserne igen, de skulle bringe os til Limas militære lufthavn. Undervejs skulle vi samle andre passagerer op i en Park i den centrale del af bydelen Miraflores. 

“Check-in” mod København

Lima er en by med 12-15 mio. mennesker, det til trods, var der ikke andre end politi og tungt bevæbnet militær at spotte i gaderne. En meget anderledes og underlig oplevelse. 

Vi ankom til tre store “partytelte”, hvor der på hver side var sat plastikstole op med 1-2 meters afstand. Vi blev bedt om at stille vores bagage i midten. Militæret og politiet kontrollerede vores pas, mens to hunde snusede til vores bagage. Den del gik faktisk temmelig hurtigt.

Endelig ved 08:30-tiden kørte vi mod lufthavnen. En kort tur på ca. 20 min. 

Da vi igen var i busserne, kom en dame fra UM ind i bussen og fortalte om boardingprocessen på flyet, så vi kunne komme afsted til tiden. Børnefamilier først, dernæst økonomi og til sidst business. I alt var der ti busser med passagerer. Busserne kørte ud på airside, hvor SAS’ nye Airbus A350 holdt klar til at tage os om bord. Ved indgangen til flyveren stod dansk politi, som tog billeder af alle passageres pas – det var en slags scanning af et boardingkort. 

Selve flyveturen var meget speciel, på den gode måde, da det var et sær-fly. Størstedelen var danskere, desuden var der svenskere og finnere om bord. Stemningen var hyggelig, stille og rolig. Alle var glade for endelig at kunne komme hjem til familie, kæreste, venner m.m. 

Take-off mod Danmark

Udover en “almindelig” besætning var der to repræsentanter fra UM med flyet, fire danske politibetjente, to samaritter fra forsvaret og SAS’ pressechef. Kaptajnen bød velkommen på sær-flyet, og fortalte om den historisk lange tur, som SAS-flyet var ude på. Det er sjovt at være med til at skrive historie på den måde ved at være om bord på en historisk lang flyvning.

Besætningen gjorde hurtigt opmærksom på, at det var en speciel flyvning, og der derfor ikke var den sædvanlige catering med. Desuden kunne man ikke få alkoholiske drikke på turen. Vi fik serveret to “måltider” bestående af det, jeg ville kalde “slikkasser”. I flg. ét af besætningsmedlemmerne indeholdte hver kasse ca. 2.500 kalorier i form af chokolade, kager m.m., så vi ville ikke mangle noget, men mad var der altså ikke.

Rigtig mad var ikke en mulighed

Forklaringen på at der ikke var rigtig mad med på flyet, var at man ikke ville kunne tage mad ombord i Peru. I København kunne man måske have haft muligheden, men denne mad ville ikke kunne holde sig, helt til hjemturen.

Vi sad på ‘plus’-klassen, og det var en fornøjelse på den nye A350’er. Lækre sæder, flot og stor HD-skærm med virkelig god lyd. 

I øvrigt briefede både politiet og samaritterne os undervejs vedr. de nye restriktioner i Danmark med at holde afstand, og hvad vi burde gøre, når vi kommer hjem mht. at gå i karantæne, huske at vaske hænder osv. 

Ankomst i Danmark

Hjemme igen

Vi ankom fredag morgen kl. 08:00 til CPH. De fleste passagerer klappede, da vi landede, og kaptajnen takkede for klapsalven. Da vi gik fra borde foregik det stille og roligt, med god afstand mellem hinanden. “Boarder control” bød os velkommen hjem, da vi viste vores pas i København. 

Det var en underlig fornemmelse at ankomme til København. Alt var ligesom at ankomme på en normal flyvning, men lufthavnen var helt tom. Desforuden var der mere politi og security end der plejer. De var der for at sikre, at der blev holdt behørig afstand mellem passagererne, på vores færden gennem terminalerne.

På trods af næsten 4 dages rejse, har det været en hyggelig, rolig og sjov omend speciel tur fra Cusco til Lima. En tur vi sent vil glemme.

Familien og jeg har det godt alle tre, og vi er gået i selvvalgt karantæne i vores lejlighed på Christianshavn, på trods af, at vi allerede har været i karantæne i Peru i 16 dage, ligesom de 280 andre om bord på SK7031 LIM-CPH. 

Vi er bestemt ikke færdige med Peru. Faktisk håber vi, at kunne rejse tilbage med vores lille nye, og vise frem til familien i Peru i Oktober-måned.

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!