Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I går blev en mærkedag for dansk luftfart. InsideFlyer var med i Aalborg Lufthavn, da Norwegian officielt indviede Danmarks første “grønne” indenrigsrute til København. Med en tank fyldt med 40 % bæredygtigt flybrændstof (SAF) er retningen sat for fremtidens flyvning.
Det var ikke en helt almindelig onsdag i Aalborg Lufthavn. Stemningen bar præg af, at vi stod over for noget, der er mere end blot en flyvning i fartplanen. Med sloganet “Danmark flyver først” starter ruten mellem Aalborg og København med statsstøtte og skal fremover fungere som et levende bevis på, at den grønne omstilling af luftfarten ikke bare er PowerPoints og hensigtserklæringer, men nu kan mærkes helt ude på landingsbanen.

40 % SAF og 3.000 ton mindre CO2
Den nye satsning betyder, at flyene på ruten opererer med en blanding af 40 % Sustainable Aviation Fuel (SAF). Det er en markant stigning fra det normale niveau og et konkret resultat af den politiske aftale om Grøn Luftfart i Danmark.

Lige nu er det ikke godkendt at flyve med mere end maksimalt 50 % SAF iblandet brændstoffet. Så derfor kan vi ikke komme meget højere op før motorproducenterne får certificeret deres motorer til højere procenter. Både Airbus og Boeing tester i øjeblikket med højere procenter.
Forventningen er klar: En reduktion på over 3.000 ton CO2 årligt. Det er et vigtigt skridt for at bevare de stærke indenrigsforbindelser, som dansk erhvervsliv er så afhængige af, uden at gå på kompromis med klimamålene.
Geir Karlsen: “Jeg misunder Danmark”
Under indvielsen fik InsideFlyer en eksklusiv kommentar fra Norwegians CEO, Geir Karlsen. Han lagde ikke skjul på sin begejstring for den danske model – og sendte samtidig en lille bredside mod de politiske processer i vores naboland.
Det er en stor dag for Danmark, og jeg misunder jer faktisk. Den danske regering har taget den grønne omstilling alvorligt og har fået dagens flyvning med SAF til at ske. I Norge er det desværre mest blevet ved snakken, uden at nogen for alvor har handlet.
Geir Karlsen, CEO i Norwegian
En af de store bekymringer for passagererne er ofte prisen, når talen falder på dyrt, grønt brændstof. Men her beroligede Norwegian-chefen:
Passagererne vil ikke umiddelbart opleve dyrere priser. Det skyldes dels den danske passagerafgift, og at projektet er statsstøttet. Mit store håb er, at pengene fra afgiften kan føres direkte tilbage til luftfartens eget kredsløb. På den måde kan vi sikre, at flybilletter med tiden faktisk bliver billigere, i takt med at teknologien modnes.
Geir Karlsen, CEO i Norwegian

Tre søjler for fremtidens luftfart
Selvom gårsdagen var en festdag, minder begivenheden os om de udfordringer, der stadig ligger foran os. Fra et erhvervspolitisk perspektiv er der tre afgørende faktorer, hvis dette skal blive til mere end blot én rute:
- Stabile rammevilkår: Skalering af SAF kræver langsigtede politiske aftaler, så investorerne tør satse på produktionen.
- Forsyningssikkerhed: Vi skal have opbygget dedikerede forsyningskæder (som partnerskabet med St1 her viser), hvilket også styrker Danmarks strategiske robusthed.
- Mobilitet og grøn omstilling: Det er afgørende, at vi reducerer udledningen uden at skære forbindelsen mellem landsdelene over.
InsideFlyers vurdering
Det er forfriskende at se handling bag ordene fra staten. Samarbejdet mellem Norwegian, Aalborg Lufthavn og St1 viser, at partnerskaber på tværs af sektorer er vejen frem. For os rejsende betyder det, at vi kan fortsætte med at flyve effektivt på tværs af landet med lidt bedre samvittighed – og indtil videre uden at tømme pengepungen yderligere.
Den grønne omstilling af luftfarten kommer ikke af sig selv, men i går i Aalborg fik vi det hidtil bedste bevis på, at det rent faktisk kan lade sig gøre.






Skriv et svar