Visumregler:
Hvis man rejser uden for EU af enten kortere eller længere varighed, er det en god idé og i særdeleshed i god tid at undersøge, om der foruden det almindelige pas også kræves særlige indrejseregler og indrejsetilladelser i form af visum til det pågældende land, man rejser til. Visum bliver normalt givet som et stempel i passet, men kan også udstedes i andre rejsedokumenter. Hvis der skal søges om visum som indrejsetilladelse, bør dette gøres i god tid inden afrejse. Kontakt gerne konsulatet eller ambassaden i landet for rejsemålet og hør om der er specielle regler. Bemærk, at der findes flere forskellige former for visum, som f.eks. turistvisum, forretnings/businessvisum, privatvisum, transitvisum, visum til længerevarende ophold (f.eks. ved studie- og/ eller arbejdsophold), immigrantvisum, visum relaterede til specielle sygdomme, m.v.. Prisen på et visum kan også variere alt efter type og land. Visum kan udstedes enten inden afrejsen eller ved ankomst til rejsemålet (ankomstlufthavnen / Visa On Arrival). Husk at have lidt forskellig valuta med, såsom USD og landets lokale valuta ved betaling af visum ved ankomst til rejsemålet. Ved udstedelse af visum kræver mange lande, at der i passet er mindst to blanke sider. Ikke alle lande håndhæver denne regel, men undersøg gerne de gældende regler inden rejsen i forbindelse med visumansøgningen. Bemærk også, at flyselskabet kan have særlige regler for refundering af flybilletten, hvis man f.eks. får afslag på sin visumansøgning og således bliver forhindret i at kunne rejse til den ønskede destination. Kontakt gerne flyselskabet inden rejsen angående reglerne og læs også gerne rejsebetingelserne igennem.
Schengen-samarbejdet i relation til pas- og visumregler:
Ét af EU’s grundlæggende principper er retten til fri bevægelighed for personer. I byen Schengen i Luxembourg indgik de 5 lande Frankrig, Tyskland, Holland, Luxembourg og Belgien i 1985 en fælles aftale, som gik ud på at afskaffe de indre grænser mellem landene og i stedet for etablere fælles ydre grænser. Ved de ydre grænser skulle der være indrejsekontrol og denne kontrol skulle foregå efter en fælles og ensartet procedure. Således blev der for de ydre grænser aftalt en fælles procedure for bl.a. visum, paskontrol og asylret. Afskaffelsen af de indre grænser mellem de 5 deltagerlande sikrede, at borgerne frit kunne rejse i landene uden at der skulle ske nogen form for kontrol. Herved kunne den frie bevægelighed for personer opretholdes. Det såkaldte Schengen-samarbejde og også Schengen-området blev efterhånden udvidet til at omfatte flere og flere lande. Danmark tiltrådte Schengen-samarbejdet den 19. december 1996 og deltager fuldt ud, men dog med nogle få begrænsninger som følge af det danske retsforbehold. I 1997 blev Schengen-samarbejdet skrevet ind i Amsterdam-traktaten. Der er forskel på Schengen-samarbejdet og selve Schengen-landene. Schengen-samarbejdet og således også Schengen-området er betegnet som et fælles område uden indre grænser. Schengen landene er de lande, som deltager i Schengen-samarbejdet, men dog kan der være forskel på, om landende deltager fuldt ud eller ej. F.eks. deltager Storbritannien ikke fuldt ud i samarbejdet og derfor skal man kunne fremvise et gyldigt pas ved indrejse til landet.
FAQ om rejsepas:
Hvad nu hvis mit pas er blevet smidt ud imellem nogle reklamer og jeg skal ud at rejse i morgen?
Hvis dit pas er mistet eller bortkommet, hvis du har glemt passet, passet er stjålet, eller hvis passet er udløbet for mere end 3 måneder siden og du ikke kan nå at få fremskaffet et nyt pas inden rejsen, kan du få udstedt et midlertidigt pas, også kaldet et nødpas eller et provisorisk pas. Bemærk dog, at der er nogle særregler omkring pasudstedelsen: Nødpasset gælder KUN for den tidsperiode du er på rejsen og maksimalperioden er højest 1 år. Prisen og reglerne for udstedelse af nødpasset er ens som ved udstedelse af det almindelige (biometriske) pas, men dog kan det være gratis at få udstedt nødpasset, såfremt man samtidigt bestiller et nyt pas. Bemærk også, at ikke alle lande godkender et nødpas som indrejsetilladelse (f.eks. USA), eftersom et nødpas ikke indeholder biometrisk data. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man finde en liste over de lande, som accepterer et nødpas som indrejsetilladelse. Nødpasset kan i Danmark KUN udstedes hos borgerservicecentrene hos kommunerne. Man kan ikke være sikker på, at borgercentrene er repræsenteret i lufthavnen. I udlandet skal nødpasset udstedes af konsulatet eller ambassaden.
Hvad gør jeg hvis jeg skal have min hund med på rejse til England? Min hund skal på hundeudstilling i USA. Hvad gør jeg så?
Inden for EU: Hvis din hund, kat eller fritte skal med på rejsen, skal der udstedes et særligt EU-kæledyrspas. Dette skal gøres i god tid hos dyrlægen, der også skal kontrollere hundens / kattens/frittens vaccinationer m.v.
Uden for EU: Da EU-kæledyrpasset ikke kan benyttes uden for EU, skal du undersøge reglerne nærmere for de enkelte lande og helst i god tid inden afrejse. Nogle lande kan kræve, at hunden skal i karantæne, andre lande kan kræve at hunden f.eks. ledsages af et særligt certifikat, andre lande igen kan kræve særlige vaccinationer o.s.v. Kontakt derfor enten veterinærmyndighederne eller ambassaden / konsulatet for det land, der rejses til.
Uanset land: Se mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside, hvor der findes en fin oversigt over reglerne til de forskellige lande.
www.foedevarestyrelsen.dk
Hvad nu hvis jeg skal på jagt i Polen og jeg gerne vil have min haglbøsse eller jagtriffel med? Jeg vil også gerne på bjørnejagt i Canada. Hvad gør jeg så?
Inden for EU: Hvis du skal på jagt og have jagtriffel eller haglbøsse med i flyet, skal der udstedes et EU-Våbenpas hos politiet. Der skal udfyldes en særlig pasansøgning og passet er gratis. Herudover skal der også udfyldes en særskilt våbenformular inden rejsen. Denne fås typisk ved download på lufthavnens hjemmeside. Vær opmærksom på, at der skal bruges et gyldigt pasfoto til våbenpasset og at maksimalantal våben ikke må overstige 14 pr. person.
Uden for EU (f.eks. Canada): Da EU-Våbenpas ikke kan benyttes uden for EU, skal du undersøge reglerne nærmere for de enkelte lande. F.eks. skal der ved rejse til Canada udfyldes en særlig formular ”Non-Resident Firearm Declaration”, som kan udfyldes inden rejsen og så underskrives ved ankomst til Canada.
Uanset land: Våbenet skal transporteres som indchecket / særlig bagage og opbevares i flyets lastrum. Hør gerne flyselskabet om reglerne for rejse med jagtvåben. Vær også opmærksom på, at evt. våben/geværolie kan betragtes som flydende væske og at der således kan være risiko for, at det bliver destrueret hvis det medbringes i håndbagagen, eftersom det kan stride mod de særlige væskeregler.
Hvad nu hvis jeg bestiller min rejse igennem et rejsebureau (OTA) eller direkte igennem flyselskabet. Skal jeg så ikke bare tro på, at de har styr på pas- og visumreglerne til mit rejsemål?
Her er svaret ganske enkelt NEJ! Du kan ikke automatisk ”bare” gå ud fra, at rejsebureauet eller flyselskabet har 100 % styr på reglerne og at de ved hvad der skal gøres. Undersøg derfor selv reglerne inden rejsen, så du ved hvordan du er stillet. Hvis du stoler blindt på rejsebureauet / flyselskabet og de f.eks. giver dig ukorrekte oplysninger ved bestilling af rejsen, står du alene med problemerne, hvis uheldet er ude og du bliver afvist ved check-in skranken i lufthavnen. Du kan heller ikke være sikker på, at agenten i check-in skranken har styr på reglerne, så vær hellere selv så godt forberedt som muligt. Medbring evt. skriftlig dokumentation på pas- og visumregler fra det pågældende lands ambassade / konsulat, som du kan fremvise hvis der er behov for det.
Jeg får en speciel medicin og er nødt til at tage medicinen med mig på rejsen. Skal jeg så have et medicin / pillepas?
Det er op til det enkelte land, at bestemme regler for indrejse med medicin. Undersøg derfor inden afrejsen, om der til din rejsedestination er nogle særregler når der medbringes medicin. Hvis medicinen indeholder et euforiserende stof og rejsen foregår inden for EU, kan det være nødvendigt at fremskaffe et særligt medicin/pillepas. Pillepasset kendes også som en Schengen-attest, idet landene, der deltager i Schengen-samarbejdet er forpligtede til at acceptere pillepasset ved indrejse til landet. Lovgrundlaget ses i ”Lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen” (lovbekendtgørelse nr. 448 af 09.06.2004), i Schengenaftalens artikel 75 samt i ”Bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler” (lovbekendtgørelse nr. 1224 af 07.12.2005). Uden for Schengen-området gælder medicinpasset ikke, så der vil det være en god idé og i god tid inden afrejsen at spørge enten det honorære konsulat eller på destinationens ambassade, hvilke regler der er gældende.
Ikke alle medicintyper kræver et pillepas. Som udgangspunkt skal der være en rød advarselstrekant på æsken / glasset eller i selve indlægssedlen. Spørg gerne på det lokale apotek, hvis der er tvivl. Pillepasset kan udstedes hos enten Borgerservicecentrene eller på apoteket. Passet er gratis og gælder i rejseperioden og dog maksimalt 30 dage. Husk at opbevare pillepasset sammen med medicinen og medbring gerne medicinen i håndbagagen, hvis det er nødvendigt at tage medicinen undervejs på rejsen.