……..en tante! Jeg er nu to gange blevet spurgt til hvorfor jeg (mere eller mindre konsekvent) omtaler ”vores alle sammens” flyselskab som – Tante SAS Det bør være indlysende: Vi kender hende alle sammen - alle familier har en. Hun er mellem 70 og skindød, bliver troligt inviteret til alle familiekomsammen inkl. julen og de mindstes fødselsdage. Hun er enten enke, eller endnu bedre gammeljomfru, hun ser det som en gave for sine omgivelser, og en livs mission, at møde op til føromtalte begivenheder. At der er en evig diskussion om ”hvis tur det er” er hun selvfølgelig dybt uvidende om. Hun har ofte en utroligt raffineret måde at ytre sig på, så uanset hvad hun siger og gør, står vi andre tilbage med en følelse af at ”alt er vores skyld” og det er utroligt synd for hende, og hvorledes kan vi da være nogle så slette mennesker. De få gange vi mødes uden tanten er til stede, er vi dog lige så enige om at ”det er dog for galt” og nu MÅ det altså høre op. I samme åndedrag slår vi sten, papir & saks om hvem der skal tage tyren ved hornene. De horn forbliver dog ganske uberørte, når vi næste gang møder hende. Ja ikke - kan alle i ”Hans Christian’er og Maud’er” ikke genkende blot en lille flig af ovennævnte??? Når hun så har tjekket ud for sidste gang, når mindet om tanten lige så stille blegner i historien, når den næste tante tager over, ja så VAR hun jo i bund og grund god nok, og slet ikke som den nuværende, der dog er ganske forskrækkeligt utålelig……………….!!! Tja – det er grunden til at jeg oftere og oftere omtaler SAS som Tante SAS, familiens evige pestilens, om hvem der ikke er fandens meget godt at sige - mens hun lever - men hvem vi lige så sikkert vil savne, den dag hun ikke er her mere.
