Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Det svenske flyudviklingsselskab Heart Aerospace har taget et vigtigt skridt mod fremtidens regionale luftfart. Den amerikanske luftfartsmyndighed FAA har nu udstedt en særlig luftdygtighedsgodkendelse (Special Airworthiness Certificate), som giver virksomheden grønt lys til at påbegynde flyvetest med deres fuldskala-demonstrator X1.
Samtidig står det dog klart, at den kommercielle introduktion af selskabets hybride regionalfly ES-30 bliver udskudt. Hvor målet tidligere var certificering i 2028, er tidsplanen nu rykket til 2031.
InsideFlyer har fulgt projektet fra begyndelsen
Heart Aerospace er langt fra et ukendt navn for InsideFlyers læsere. Allerede i 2022 skrev vi om dem i første omgang, da SAS underskrev en Letter of Support og blev en af de første større flyselskaber til aktivt at støtte udviklingen af ES-30 som et muligt fremtidigt regionalfly. Dengang var ambitionen, at flyet kunne certificeres i 2028 og blive en del af den grønne omstilling af skandinavisk luftfart.
I 2024 besøgte InsideFlyer desuden Heart Aerospace sammen med SAS og Swedavia ved virksomhedens faciliteter uden for Göteborg. Her fik vi et unikt indblik i udviklingen af ES-30, simulatoren, opladningsløsningerne og de teknologiske udfordringer, der følger med elektrificeringen af regional luftfart. På daværende tidspunkt gjorde Heart Aerospace det klart, at hybridløsningen var den mest realistiske vej mod en bæredygtig fremtid.
Første flyvetest kommer tættere på
Den nye FAA-godkendelse betyder, at Heart Aerospace nu kan begynde flyvetest med X1, som er en fuldt elektrisk demonstrationsmodel bygget i fuld størrelse.
X1 skal ikke sættes i kommerciel drift, men skal bruges til at validere flyets aerodynamik, software, elektriske fremdriftssystem og flyveegenskaber, inden den endelige ES-30 produceres.
Ifølge Heart Aerospace er flyet allerede gennem omfattende jordtests, herunder:
- Strukturtests
- Test af det elektriske fremdriftssystem
- Integration af batterier og effektelektronik
- Høj- og lavhastighedstaxi
- Test af flykontrol- og avioniksystemer
Når X1 letter for første gang, bliver det det største nyudviklede fly nogensinde, der flyver udelukkende på elektrisk fremdrift.
ES-30 bliver nu planlagt til 2031
Den største nyhed er dog, at Heart Aerospace officielt har flyttet målet for typecertificering af ES-30 til 2031.
Forsinkelsen skyldes blandt andet ændringer i flyets design. I stedet for den oprindelige seriehybrid-løsning har virksomheden valgt en såkaldt “independent hybrid” konfiguration, hvor to turbopropmotorer og to elektriske motorer arbejder sammen.
Det giver flere fordele:
- mulighed for at flyve helt elektrisk på de korteste ruter
- længere rækkevidde på hybridflyvninger
- større operationel fleksibilitet
- lavere driftsomkostninger
Den ændrede konstruktion betyder dog også, at udviklings- og certificeringsarbejdet skal gennemføres på ny for flere centrale systemer.
Det betyder så også at den invitation SAS har sendt ud til en række EuroBonus medlemmer også bliver rykket.
Fortsat interessant for SAS
Selvom tidsplanen er blevet rykket tre år, ændrer det ikke nødvendigvis på SAS’ langsigtede interesse.
SAS har gennem flere år været en aktiv samarbejdspartner for Heart Aerospace og har flere gange fremhævet, at netop fly af denne størrelse kan blive attraktive på kortere regionale ruter i Skandinavien, hvor elektrificering kan give både lavere udledninger og reducerede driftsomkostninger.
ES-30 i tal
Den seneste specifikation for ES-30 ser således ud:
- 30 passagerer
- Op til 25 kg bagage pr. passager
- 200 km rækkevidde på ren el
- Op til 800 km rækkevidde i hybridkonfiguration
- Opladning på cirka 30 minutter
- Planlagt typecertificering i 2031
Heart Aerospace vurderer samtidig, at flyets driftsomkostninger kan blive mere end 40 procent lavere end traditionelle regionale fly, når det kommer i drift.
Ordrebogen vokser fortsat
På trods af forsinkelsen har Heart Aerospace fortsat betydelig opbakning fra branchen.
Virksomheden oplyser, at ordrebogen nu har en samlet værdi på omkring 9,4 milliarder amerikanske dollar. Blandt kunderne og samarbejdspartnerne findes blandt andre Air Canada, United Airlines, Mesa Air Group, Loganair, JSX og SAS.
InsideFlyer vurderer
Selvom endnu en forsinkelse naturligvis er skuffende, er udviklingen ikke usædvanlig inden for elektrisk luftfart. Flere konkurrenter har måttet lukke, skifte strategi eller udsætte deres projekter markant de seneste år.
Heart Aerospace ser derimod ud til fortsat at bevæge sig fremad, om end i et mere realistisk tempo. Den kommende første flyvning med X1 bliver derfor en vigtig milepæl, ikke kun for virksomheden selv, men også for SAS og resten af den skandinaviske luftfartsbranche, som fortsat ser elektrificering som en central del af fremtidens regionale flytrafik. Det er ruter som vandflyruten mellem Aarhus og København og pendlerruten mellem Aalborg og København, der bestemt kunne være gode ruter til elfly. Men også lufthavne som Billund og Sønderborg er aktuelle. I det hele taget egner Danmark sig godt til elfly grundet de korte distancer og ikke så mange rejsende per afgang.
Foto: SAS/PR






Skriv et svar