Her er de mest trendy rejsemål i 2024 ifølge Booking.com

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Rejser er med til at frembringe den bedste version af os selv, som vi sommetider ikke har mulighed for at opleve fuldt ud derhjemme – og det skyldes ikke kun et ekstra skud D-vitamin.

Booking.coms årlige undersøgelse om rejseforudsigelser* viser, at majoriteten (62%) af de danske rejsende føler sig mere levende end nogensinde, når de er på ferie og giver slip på autopiloten og lever deres bedste liv, uanset om det handler om at køle ned (helt bogstaveligt) i et koldere klima, være på jagt efter kulturoplevelser eller cykle gennem charmerende gader i ukendte byer.

Passionen for og lysten til at rejse er personlig, men for at hjælpe rejsende med at få indblik i tendenserne på rejsemarkedet i 2024, har Booking.com undersøgt globale bookingtendenser** med det formål at kunne fortælle om de mest populære rejsemål næste år.

Drej globussen, og gør dig klar til at suse ned ad brusende floder, opleve fortryllende underjordiske landskaber og blive åndeligt genfødt med disse ti forfriskende rejsemål, der hver især tilbyder rejsende en unik mulighed for revitalisering i 2024.

BeppuJapan

I 2024 ser rejser med fokus på vand ud til at blive den største trend inden for turisme. For de to tredjedele (66%) af de rejsende, som er enige i, at det at være tæt på vand øjeblikkeligt får dem til at føle sig mere afslappede, er spa-resortbyen Beppu ved Kyushu-øens sydkyst et besøg værd. Japans “onsen-hovedstad” ligger mellem Beppu-bugten og dramatiske vulkanske bjerge og er hjemsted for flere naturlige varme kilder end noget andet sted i landet. Besøgende der ønsker at fordybe sig i japansk badekultur, kan nyde næringsrigt vand, sand, damp og mudderbade eller tage til “Hells of Beppu”, som er otte spektakulære varme kilder der rummer alt lige fra varmt boblende mudder til en gejser, der springer hvert 30. minut. Tsurumi-bjerget er et vulkansk bjerg, der ligger som en overjordisk baggrund til kilderne. Det er muligt at komme op på bjergets top og nyde panoramaudsigten via Beppu-svævebanen. Den eventyrlystne rejsende kan bestige bjerget til fods – vær forberedt på en frisk vandretur på 1.375 meter til toppen. Bedste tip: Tag til Jigoku Mushi, hvor rejsende kan dampe deres egen mad ved hjælp af kama, som er japanske kar der opvarmes med vand fra de varme kilder og giver en unik madoplevelse.

VlorëAlbanien

Balkans perle, Albanien, bliver en populær stranddestination i 2024 på grund af det azurblå vand, imponerende bjerge og overkommelige priser for alle typer rejsende. Den undervurderede perle Vlorë ligger i den sydvestlige del af Albanien og ved starten af den albanske riviera. Den er et godt udgangspunkt for udflugter langs hele denne solrige kyst. Den glitrende kystlinje, der rummer nogle af Albaniens smukkeste strande, er Europas svar på Maldiverne – en kærkommen mulighed for de 27% af de danske rejsende, som er på udkig efter billigere luksusferier for at reducere omkostningerne. Om dagen kan gæsterne slentre langs palmepromenaden, blive forfriskede i Narta-lagunen eller tage på bådtur til den lille, men fantastiske Grama-bugt. Om aftenen kan man opleve denne historiske bys livlige gamle bydel, hvor der er masser af butikker og spisesteder. Vlorë er også ved at udvikle sig til et kulinarisk rejsemål – foodies kan nyde smagen af Italien, der ligger lige på den anden side af Adriaterhavet, som velsigner det lokale køkken med friske fiske- og skaldyrsretter. Tag på en dagsudflugt til Tirana, som ligger to timers køretur nordpå, og deltag i et albansk madlavningskursus for at nyde lokale traditioner og tilberede tavë kosi (mørt lammekød tilberedt med ris i en krydret yoghurtsauce) – en ikonisk ret og næring for sjælen af højeste karat.

MéridaMexico

Mérida er kendt for sine tropiske regnskove og åndelige overbevisninger og tiltrækker rejsende, der søger inspirerende og udviklende oplevelser. Området er perfekt for gæster, der ønsker at finde ro og healing i en hektisk verden, og de har samtidig mulighed for at udforske mayaernes ældgamle visdom og kultur. Pust nyt liv i hverdagen ved at få lagt et maya-fødselshoroskop i byen eller deltag i en Temazcal-healingsceremoni, som er et terapeutisk dampbad der nærmest giver en både fysisk og åndelig genfødsel. Mérida ligger i køreafstand fra mange af de hellige ruiner i Yucatán, og den farverige hovedstad er et godt sted at udforske det gamle arkæologiske område Chichen Itza. En udflugt til Chichen Itza og Cenote omfatter transport til og fra dette UNESCOs verdensarvssted og de imponerende jordfaldshuller dannet af sammenstyrtede huler, hvor de rejsende kan tage en forfriskende dukkert i det krystalklare vand. For næsten halvdelen af de rejsende (48%), der vil lære mere om oprindelsen af populære delikatesser på ferien i 2024, vil en byvandring med streetfood helt sikkert skærpe sanserne med et gastronomisk eventyr, hvor det er muligt at smage lokale retter som cochinita pibil (langtidsstegt svinekød) og panuchos (krydrede fyldte tortillas).

PortlandOregonUSA

Sloganet “Keep Portland Weird” sammenfatter Oregons største bys finurlige og åbne karakter, der både omfatter lokalsamfund og nyskabende oplevelser. Det er ideelt for de 39% af rejsende, der ønsker at se bæredygtighed i aktion i 2024. Denne stimulerende by anses for at være en af de grønneste byer i USA, og den er kendt for sin banebrydende bæredygtige arkitektur, såsom Natural Capital Center, der har gulve lavet af genanvendte gummidæk. Portlands indbyggere tager “FLOSS-livsstilen” til sig, hvilket oversat til dansk inkluderer:  friske, lokale, økologiske, sæsonbetonede og bæredygtige oplevelser, der bringes til live af de mange restauranter der drives efter ”jord til bord”-princippet, nulaffaldsmarkeder og miljøvenlige caféer, som byen har at tilbyde, vil med garanti glæde bevidste rejsende. Cykling er en fantastisk måde at komme rundt på, med et 507 km langt net af cykelstier, der løber gennem grønne parker og livlige haver. Naturelskere kan tage på en guidet vandretur gennem Colombias flodkløft til betagende vandfald. Rejsende, der har lyst til lidt luksus, kan tage på en sejltur med champagnebrunch og bobler ad libitum langs Willamette-floden med liveunderholdning og byens skyline og det snedækkede Mount Hood-bjerg i baggrunden.

ValkenburgHolland

Holland har meget andet at byde på end sin livlige og berømte (og berygtede) hovedstad, og den smukke by Valkenburg i provinsen Limburg vil være en livgivende oplevelse for enhver besøgende. Byen er skøn året rundt, men rejsende kan i især træde ind i et sandt eventyr her om vinteren. Det er perfekt for de 25% af rejsende, der vil bruge deres ferie på at nyde et køligere klima i 2024. Denne bedårende by er berømt for sine marmorgrotter, herunder Velvet-grotten, der stammer tilbage fra middelalderen og består af hemmelige flugtruter som er forbundet med Valkenburg Slot. Nu om dage afholdes det årlige julemarked i denne labyrint af fortryllende gange, hvor besøgende kan opleve et underjordisk eventyrland med glimtende lys, miniaturelandsbyer og boder der sælger lækre vafler overhældt med smeltet chokolade. Over jorden kan besøgende tage på en byvandring med en selvguidet byrute og løse gåder, der afslører maleriske borge og bymure, mens det fantastiske Syd-Limburgske damptog gør det muligt at opleve det bølgende landskab på en autentisk og behagelig måde i en hyggelig togvogn. Det usædvanligt bakkede landskab, som er særligt elsket af lokale hollandske turister der ønsker en afslappende ferie, giver mulighed for at tage på skønne vandre- og cykelture i sommermånederne – og byen ligger kun en kort køretur fra Maastrichts gourmetlækkerier.

Buenos AiresArgentina

En gruppe nye kokke og restauratører har indført nye kulinariske tiltag og puster nyt liv i Argentinas kosmopolitiske hovedstad. Foodies der tager til Buenos Aires, kan se frem til at blive forkælede i 2024 med en ny bølge af Michelin-restauranter, der serverer argentinske retter med et futuristisk twist, travle streetfood-områder i små gyder, trendy veganske bagerier og en opblomstring af autentiske lokale retter. Tag til de kunstneriske kvarterer La Boca og El Caminito for at få bøffer der er tilberedt på en asado, som er en traditionel åben grill, der griller kød helt perfekt, efterfulgt af en dulce de leche, en lækker karamelsauce der bruges til alfajores (lokale småkager). Buenos Aires er berømt for sin skønne mad, sine skønne vine og sin skønne kunst, som er krydret med en berusende blanding af gadekunst og samba. Udover sydamerikansk passion er der en masse at se og opleve i denne eklektiske by, og en del af det er gratis. Fra en række kunstmuseer til det forrygende smukke Reserva Ecológica, som er hjemsted for hundredvis af sommerfugle, skildpadder og leguaner. Dette giver de besøgende flere penge til overs til at købe bøffer som er store nok til deling, og det hele kan skylles ned med et godt glas Malbec.

ChemnitzTyskland

Den lidt undervurderede by Chemnitz er et sted man skal holde øje med i 2024. Byen er gennemsyret af kultur og historie, men overskygges ofte af nabobyerne Dresden og Leipzig. Nu sættes der fokus på denne europæiske kulturhovedstad 2025, som forbereder næste års fejringer rundt om i hele byen. I en region, der er fyldt med slotte på bjergtoppe og overdådige barokpaladser, kan man forvente storstilede udstillinger med skulpturer, malerier fra romantikken, tekstiler og kunsthåndværk samt en række spændende musik- og kunstfestivaler. Teatergængere kan opleve ballet, koncerter med symfoniorkestre og dukketeater takket være et overdådigt program på det århundredgamle Theater Chemnitz. Denne by har været centrum for nogle af de mest afgørende begivenheder i europæisk historie, og en byvandring vil give glimt af fortiden – fra den enorme 13 meter høje bronzeskulptur af Karl Marx til byens ældste vartegn, Det Røde Tårn. Byen ligger ved indgangen til Erzgebirge og kaldes “julens vugge”, og rejsende kan leje en bil og på 45 minutter køre til den storslåede bjergkæde, der om vinteren omdannes til et fantastisk snefyldt eventyrland.

RotoruaNew Zealand

Denne bemærkelsesværdige by på Nordøen i New Zealand byder de besøgende på uberørte søer og floder, dramatiske vulkanske landskaber og adrenalinfyldte eventyr. Rotorua ligger på Rotorua-søens sydlige kyst og er kendt for sine dampende gejsere, boblende mudderhuller og den oprindelige māori-kultur, som alt sammen med sikkerhed vil give besøgende ny energi. Dette geotermiske eventyrland har noget at tilbyde rejsende, der vil følge den vandorienterede trend i 2024, uanset om det handler om at slappe af i de naturlige varme kilder (Wai-O-Tapus hellige vand er noget helt særligt) eller deltage i en spændende aktivitet som white-water sledging på Kaituna-floden. Rejsende, der vil opleve det hele, kan med en udflugt til Rotorua-by og -søerne tage en tur rundt til byens vartegn, oprindelige skove og kratersøer og få chancen for at komme med på en spændende flyvetur, hvor flyet lander på vandet. Oplev māori-folkets traditioner og skikke på et besøg i Tamaki Māori-landsbyen, som emmer af historie og kultur og ligger blot en kort køretur fra Rotorua. Her kan de besøgende opleve fantastiske kulturelle forestillinger og traditionelle hāngi-fester (banketter med dampkogte retter). Det er ideelt for de 77%, der gerne vil prøve at smage lokale retter på ferien i 2024.

PanglaoFilippinerne

Panglao er en lille tropisk ø i Bohol-havet berømt for sine hvide sandstrande, dykkersteder i verdensklasse og et væld af udendørs aktiviteter. Øen er Filippinernes grønneste destination og har en miljøvenlig lufthavn, aktiviteter, der respekterer miljøet og South Farm, en ny, stor grund på ni hektar, der leverer økologiske produkter til hoteller og viser lokalt håndværk og kultur, lige fra landbrug og fiskeri til vævning. Denne oversete perle er et stykke af paradis og ideel for rejsende, der vil opleve det vidunderlige, livgivende ø-liv og samtidig medvirke til at bevare øens økologiske integritet. Det mest populære feriested på øen er Alona Strand, som er kendt for sit livlige natteliv. Den mere afslappede nabo Danao Strand er omkranset af kokospalmer, og her er ikke helt så mange mennesker. Udover at opleve de uberørte strande kan rejsende bruge Panglao som udgangspunkt for ture til de nærliggende øer: På Bohol-ø-hopturen kan de besøgende opleve to smukke øer og vandet i Balicasag Island Marine Sanctuary, hvor de kan se undervandshaver og delfiner.

CairnsAustralien

For rejsende, der er på udkig efter et rejsemål, der virkelig får dem til at føle sig levende i 2024, er Cairns en tropisk legeplads til spændende eventyr. De mange rygsækrejsende og området med udendørs aftenmarkeder og barer ved vandet er kendetegnende for denne livlige kystby, der ligger i den nordligste del af Queensland og er indgangen til to steder som er på UNESCOs Verdensarvsliste – som det ikoniske Great Barrier Reef og regnskoven Wet Tropics. På en snorkel- og dykkertur til Great Barrier Reef kommer de rejsende ombord på en luksus superyacht og får mulighed for at dykke ned og opleve en magisk verden med levende fisk, koraller og andet havliv. Der er desuden mulighed for at tilføje en fantastisk helikoptertur hen over revet som afrunding på oplevelsen. For virkelig at få pulsen op kan de rejsende få opfyldt drømmen om et spændende faldskærmsudspring i Cairns. Springet foretages fra en højde på 15.000 fod (4.500 meter) sammen med en professionel mester i tandemudspring. Når du er tilbage på jorden, kan du booke en tur til regnskovene i Cape Tribulation og Daintree for at udforske fantastiske biodiverse områder sammen med en naturekspert, der ved en masse om alt lige fra eukalyptusskove til hjemmehørende fugle, den fortryllende Mossman-kløft og de palmeomkransede strande i Cape Tribulation.

*Undersøgelse med fokus på rejseforudsigelser for 2024 bestilt af Booking.com og udført blandt en række voksne med planer om at rejse i forbindelse med arbejde eller fritid indenfor de næste 12-24 måneder. I alt deltog 27.730 personer fordelt på 33 lande og områder (herunder 1008 fra Argentina, 1012 fra Australien, 505 fra Østrig, 1001 fra Belgien, 1002 fra Brasilien, 1009 fra Canada, 1009 fra Kina, 1002 fra Colombia, 508 fra Kroatien, 504 fra Danmark, 1011 fra Frankrig, 1011 fra Tyskland, 1016 fra Hongkong, 1004 fra Indien, 510 fra Irland, 504 fra Israel, 1014 fra Italien, 1004 fra Japan, 1009 fra Mexico, 1014 fra Holland, 1015 fra New Zealand, 500 fra Portugal, 502 fra Singapore, 1010 fra Sydkorea, 1009 fra Spanien, 502 fra Sverige, 507 fra Schweiz, 504 fra Taiwan, 1003 fra Thailand, 502 fra De Forenede Arabiske Emirater, 1007 fra Storbritannien, 1005 fra USA og 1007 fra Vietnam). Deltagerne udfyldte et online spørgeskema i juli 2023.

**Rejsemålene skulle være blandt de 1000 mest bookede på Booking.com i perioden mellem 1. august 2022 og 31. juli 2023. Listen over disse rejsemål blev derefter sorteret efter stigning fra år til år. Rejsemålene blev omorganiseret en smule for at sikre at der var en vis geografisk spredning.

Foto: Dino Reichmuth / Unsplash
Kilde: Pressemeddelse



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *