Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
JW Marriott Bucharest Grand Hotel hører ikke til i den billige ende – men hvis man går efter luksus, kan hotellet anbefales. Servicen er i top, hotellet er velholdt og værelserne gode. Så det er bare med at nyde opholdet.
Hotellet blev åbnet for 17 år siden og er et af de største 5-stjernede hoteller i Rumæniens hovedstad Bukarest. Ud over de 402 værelser har hotellet 6 restauranter og barer, flere konference sale og gode mødefaciliteter. En række dyre modeforretninger holder til i stueetagen.
Dørmand og bellboy er klar
Du skal være hurtigere end hotellets personale, hvis du selv vil åbne døren til taxien. For de står på spring til at byde dig velkommen og servicere dig, lige så snart du ankommer. Naturligvis tilbyder de også at bære kufferten ind. Denne følelse af at være ankommet til en luksus oplevelse går igen, når du kommer indenfor. Receptionen ligger for enden af den store indgangs hal, hvor marmorgulvet og marmorvæggene igen efterlader et indtryk af luksus
Personalet i receptionen registrer dig hurtigt og effektivt. De forklarer også, at man kan tjekke ind på hotellets app (den har jeg endnu ikke på min telefon, så der gik jeg lige glip af 500 point i loyalitetsprogrammet Marriott Rewards). Før jeg fik nøglekortet, fortalte receptionisten, at mit medlemskab i Marriott Rewards er registreret og at de takker for min loyalitet. Derefter tilbød en anden bellboy at bære kufferten op på værelset.
Pænt stort værelse
Værelset er pænt stort (men jeg måtte også tage et af de bedre på “executive floor”, som var det billigste, da jeg samme dags formiddag reserverede værelset på www.marriott.com). Som altid: Et godt skrivebord med en behagelig stol, et sofahjørne og en god seng.
Internettet virker godt – men en detalje er, at du skal købe adgang når du logger på. Dette bliver dog modregnet på den endelige regning.
Sofaen er tilpas høj til at man sidder godt i den. Væggen over sofaen er dekoreret med traditionelle rumænske tallerkener i ler sat bag glas i en ramme. Måske for et lette rengøringen, måske for at gøre det sværere for tyvagtige gæster at tage gratis souvenir med hjem.
Køkken og bad
Jeg værdsætter altid et lille tekøkken. JW Marriott Bucharest Grand Hotel svigter ikke. Her er pulverkaffen og tebrevene gratis, mens de øvrige produkter på hylden hører hjemme i minibaren. Der er en lille spand til isterninger, men dem fik jeg ikke brug for under mit korte ophold.
Det store badeværelse har både badekar (med bruser) samt en separat bruserkabine.
Executive Lounge
Jeg havde fået et værelse, der også giver adgang til Executive Loungen på 8. sal. Et meget rummeligt lokale, hvor der serveres morgenmad samt snacks ved frokosttid og om aftenen. Dertil softdrinks, øl og vin samt mulighed for at lave kaffe og te.
Morgenmaden serveres fra 6.30, så jeg regnede med at have loungen for mig selv, da jeg dukkede op kvart i syv. Men dér blev jeg skuffet. En stor gruppe japanere optog en stor del af bordene. Jeg går ud fra, at de stadig havde jet lag.
Da jeg ankom sent om aftenen og skulle videre først på formiddagen, havde jeg ikke mulighed for at tjekke hverken frokosten eller aftensmaden, som serveres i loungen.
Større konkurrence
Siden JW Marriott Bucharest Grand Hotel åbnede, er der kommet flere internationale hoteller i samme klasse. Lige nu er konkurrenterne bl.a. Radisson Blu, Intercontinental, Hilton, Howard Johnson og Crown Place. Hertil kommer lokale hoteller, eksempelvis Grand Continental Hotel, der er et 5-stjernet hotel i den rumænske hotelkæde Continental. Det er derfor ikke oplagt, at man skal vælge JW Marriott Bucharest Grand Hotel. Men reserveres værelset på www.marriott.com, kommer det kun ét hotel frem på skærmen.
Skriv et svar