Kina åbner grænserne den 8. januar 2023

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Efter næsten 3 år med lukkede grænser og masser af restriktioner, så bliver det fra den 8. januar 2023 muligt at kunne rejse ind i Kina uden at skulle i karantæne eller tage en PCR test ved ankomst.

Vi er derfor tilbage til en situation, der næsten ligner det vi så i 2019 og tidligere. Der skal dog kunne fremvises en negativ PCR test og selvfølgelig de normale visum regler for Kina. Det er de kinesiske sundhedsmyndigheder, som har meddelt de nye retningslinier.

Det er en ret markant ændring i forhold til den “nul tolerance” som Kina ellers har holdt fast i de sidste næsten 3 år. Det startede internt i Kina med at alle restriktioner nu er forsvundet og derfor gav det ikke nogen mening at holde fast i at holde landet lukket.

Hvad betyder det så for luftfarten?

Man skulle tro der var jublende toner i mange flyselskaber, men det er ikke tilfældet. Det er naturligvis noget som er blevet efterspurgt, men der er en central blokade endnu – for især de europæiske flyselskaber.

Det er naturligvis det lukkede luftrum over Rusland. Dette betyder at flyvetiden bliver ganske meget længere og det så bliver mindre attraktivt at beflyve ruter til Kina.

For flyselskaber som SAS og Finnair, så bliver det spændende at følge. SAS har meldt ud at de vil påbegynde Tokyo igen og har indsat ruten til salg med en længere flyvetid. SAS har også meldt ud at de øger på Shanghai ruten. En tilbagevenden til Beijing har nok lidt længere udsigter – men det er lige så meget på grund af deres mangel på langrutefly, da de har sendt flere retur grundet deres Chapter-11 process og restrukturing af hele flyselskabets organsiation og økonomi. Finnair derimod har fly stående og der forventer vi at se flere ruter genåbne. De har vist at de er villige til dette trods den længere flyvetid. Så det er kun om der er passagerer og fragt nok til at kunne drive ruterne uden at tabe penge.

Vi vil nok også se et kapacitetsproblem et andet sted fra og dermed medfølgende ændringer i frekvenser, flymodeller i brug for blandt andet de mellemøstlige flyselskaber. Vi tænker at Emirates og Qatar vil begynde at sætte flere ruter og frekvenser op til Kinesiske lufthavne. Det vil sætte et fornyet pres på manglen på fly og eventuelt besætninger.

En konsekvens for dette kunne meget vel være at for eksempel Emirates bliver nød til at bruge Boeing 777 på ruter mellem Dubai og Kina. Det kan derfor betyde at andre ruter hurtigere får en Airbus A380 tilbage. Der tror vi at København kan komme på tale ganske hurtigt. Ikke nødvendigvis med high-density versionen med plads til 615 passagerer, men mere med en af de nyindrettede versioner med Premium Economy. Dette vil for mange passagerer være en ganske godt bytte fra en Boeing 777.

Qatar Airways mangler i den grad kapacitet i form af fly. De har netop lavet et samarbejde med Finnair, hvor Finnair flyver på en daglig afgang fra de nordiske hovedstader, som frigiver fly til andre ruter. Hvordan Qatar Airways vil klare at skulle øge mod Kina afventer vi at se konsekvensen af.

Men konklusionen er fortsat at med det lukkede luftrum over Rusland, så vil det være en fordyrende affære at genstarte ruter til Kina og det er ikke sikkert at der er passagerer og fragt nok til dette. Så vi tror vi fra Europæisk kant ser en mere rolig opgradering af kapacitet i første og andet kvartal.

En sidste ting vi er nysgerrige på er hvordan de kinesiske sundhedsmyndigheder vil behandle en eventuel turist eller forretningsrejsende, som bliver syg i Kina. Vil denne skulle isoleres på sit hotel, et hospital eller en af de faciliteter der tidligere har været i brug. Det er noget vi afventer et klart svar for. Derfor vil vi nok heller ikke anbefale en rejse til Kina straks efter 8. januar 2023 med mindre man virkelig skal afsted. Vi vil anbefale lige at se den første tid an frem mod andet kvartal.

Er du klar til at være blandt de første der besøger Kina igen?



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *