Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I 2018 rejste ifølge tal fra Københavns Lufthavne 30,3 millioner passagerer igennem hovedlufthavnen i Kastrup. Ambitionen er at nå 40 millioner passagerer om året. Allerede nu skaber de mange passagerer dog flaskehalsproblemer på lufthavnens togstation. Men det laves der om på, for en ny togstation er på vej.
Regeringen har i dag lanceret en ny hovedstadsstrategi for København og har i den forbindelse også fremlagt en plan for en ny togstation i Københavns Lufthavn. Peter Goll, der er kommunikationsdirektør i lufthavnen, siger i en pressemeddelelse på lufthavnens hjemmeside:
”En ny togstation er en væsentlig forudsætning for, at vi kan fortsætte med at udvide lufthavnen på en ansvarlig måde. Udbygget offentlig transport sikrer, at borgere fra hele landet kan benytte Københavns Lufthavns ruter ud i verden. Målet er, at lufthavnens antal af passagerer skal vokse fra 30 til 40 mio. om året. For at det skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt med en ny togstation med plads til flere tog til fremtidens passagerer.”
Den nuværende togstation under Terminal 3 blev indviet den 27. september 1998. Antallet af togpassagerer både til og fra lufthavnen er siden åbningen steget støt, hvilket samtidig gør togstationen til én af Danmarks mest benyttede stationer. Presset på sporene er hårdt, hvilket gør det udfordrende for især gennemgående tog at passere igennem. Dette er årsag til både forsinkelser og aflysninger og flaskehalsproblemer.
Den nye togstation får fordoblet antallet af perroner fra to til fire og antallet af togafgange i hver retning vil stige fra 13 til 18 i timen. Dette skulle gerne løse flaskehalsproblemerne og samtidigt gøre det nemmere for lufthavnen at håndtere antallet af de mange passagerer, der kommer igennem lufthavnen hver dag. På de største rejsedage, er der ifølge lufthavnens egne oplysninger mere end 110.000 passagerer.
Godstrafikken forventes også at blive forøget, når Femern-forbindelsen åbnes. En ny togstation vil således lettere kunne håndtere den stigende nationale og internationale togtrafik, for som kommunikationsdirektør Peter Goll siger:
”Toget er først og fremmest den foretrukne transportform for de rejsende uden for Hovedstadsområdet. Derfor er en investering i en ny togstation i Københavns Lufthavn også en investering til gavn for hele Danmark og Sydsverige. På længere sigt vil en ny station give plads til hurtigere tog fra Vestdanmark, Nordtyskland og Sydsverige, som kan gøre rejseoplevelsen endnu mere attraktiv for passagerer fra eksempelvis Fyn og Jylland.”
Jesper Markussen siger
Hmmm, tjekker man rejseplanen, er der i dag ca. 8 afgange i timen i hver retning, så med mindre man tæller metroen med, er det da noget af en overdrivelse at nævne 13 afgange.
Men det bliver da dejligt med 18 afgange i timen, ca. hvert 3. minut, hvilket er lidt hyppigere end metroen.