Københavns Lufthavn: Kom med indenfor og se den nye Terminal 3

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Københavns Lufthavn er i fuld gang med en storstilet udvidelse, der ikke blot skal imødekomme den forventede passagervækst, men også løfte oplevelsen for de rejsende til et nyt niveau. Med en ekstra 60.000 kvadratmeter til Terminal 3 er ambitionen klar: Her skal passagererne mærke essensen af Danmark og København – allerede fra det øjeblik, de lander eller gør ophold.

Arkitekturen i den nye terminal hylder det nordiske. Et særligt blikfang bliver den 25 meter høje indendørs have, som spirer op gennem hele bygningen fra bagageudleveringen i stueetagen. Sammen med et loft udformet som en blød sky, der svæver over gangarealer og butikker, skaber det en lys, åben og imødekommende atmosfære. Skyen skal binde terminalens forskellige funktioner sammen og fungere som visuel rød tråd for passagererne.

Københavns Lufthavn prioriterer at skabe en tydelig, lokal dansk identitet. Udvidelsen bliver nemlig mere end bare infrastruktur – det bliver en helhedsoplevelse med fokus på dansk gastronomi, natur og design.

Mere plads og bedre flow

De praktiske forbedringer er mange. Bagageudleveringen fordobles i størrelse og får fem nye bånd, mens en ny sorteringskælder og et 2,5 kilometer langt bagageanlæg effektiviserer håndteringen. Paskontrollen får markant bedre plads og opdeles i separate områder for ankomst og afgang, så køerne kan nedbringes og flowet forbedres.

Shopping- og transitområdet udvides med hele 13.000 kvadratmeter, og passagererne kan se frem til over 30 nye butikker og spisesteder. De brede gangarealer og store mængder dagslys skal sikre en rolig og overskuelig oplevelse – næsten som at træde ind i en dansk designbutik med himlen som loft.

Oprindeligt var det en busgate

Det nye byggeri integreres direkte med det eksisterende område mellem gates B og C, som har tjent mange formål siden åbningen i 1984. Oprindeligt et venteområde med busgates, er området i dag en af de mest trafikerede hovedkorridorer i lufthavnen. Derfor ombygges det nu fuldstændigt – og det gamle Apron Tower rives ned for at give plads til dagslys og åbne rum.

Kunsten dækker byggeriet

Mens ombygningen står på, bliver passagererne budt velkommen af ét af Danmarks største kunstværker. Et farverigt og roligt maleri af kunstneren Ruth Campau pryder nu væggen fra den store TAX FREE og ned mod gates C. Kunstværket skærmer ikke kun for byggerod – det giver rejsen et æstetisk pusterum midt i transformationen.

Kunsten er brugt som adskillelse fra byggepladsen. Foto: Henrik Olsen

Når den nye terminal åbner i 2027 og står færdig i 2028, vil Københavns Lufthavn ikke blot være større, men også endnu mere dansk. En rejseoplevelse, hvor du både kan smage, sanse og se, at du er i Danmark.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *