Letteste vej til et Guld kort går via Aegean Airlines og Miles & Bonus programmet

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Går du og tænker på hvordan du kan få et Guld kort som kan gøre dine rejser lettere, mere behagelige og komme igennem security via Fast Track og nye drinks i en lounge?

I så fald skal du læse med her, da Aegean Airline og deres Miles & Bonus program måske er løsningen for dig.

Aegean Airlines Miles & Bonus program er et af det letteste at optjene et Guld kort med og dermed et Star Alliance Guld kort, som giver adgang til alle lounges og Fast Track i hele verden. Aegean Airlines har siden juni 2010 været medlem af Star Alliance og er det største selskab i Grækenland. Deres flåde består kun af Airbus modellerne A319, A320 og A321 og de flyver ikke nogen langruter.

 

bonusfeber - Aegean - Artikel 1

 

For den normale danskere er det nok ikke lige det selskab man kender mest til eller kommer til at rejse med. Især ikke når de ikke har nogle langruter. Dog åbner de en rute op fra København i maj måned og dermed kan man lettere komme til at flyve med dem til Athen. Men er det nødvendigt at flyve med dem for at få et Guld kort? – Nej, og det er netop det som er det centrale i dette her.

Da formålet er at få et guld kort, så skal man blot optjene point/miles til et bestemt bonusprogram inden for Star Alliance. Ligesom du i dag kan flyve med Lufthansa og få point ind på sin SAS Eurobonus konto, så kan du gøre det samme med Miles & Bonus. Så man skal simpelthen blot oprette sig som medlem af bonusprogrammet og så huske at bruge dette som reference når man booker billetter eller seneste ved check in for at sikre sig at pointene rammer kontoen og tæller med mod Guld Status.

Meld dig ind i Miles & Bonus

Du melder dig ind ved at klikke her. Og fordelene ved dette bonusprogram slår igennem fra starten af da de tilbyder 1.000 miles i velkomstgave. Det som er specielt i dette setup er at de 1.000 miles faktisk tæller med som statuspoint op mod de 20.000 miles man skal nå for at blive Guld medlem. Traditionelt er det blot det som kaldes ekstra miles og dermed ikke noget der tæller med mod statusoptjeningen.

Så nu er du allerede godt på vej mod første niveau som hedder Miles & Bonus Blue:

bonusfeber - Aegean - Artikel 2

De næste niveau er Miles & Bonus Silver som er det tilsvarende Star Alliance Silver og der skal man bruge 4.000 miles som er optjent inden for 12 måneder. Da man ved indmeldelse allerede har “tjent” 1.000 miles så er der kun 3.000 miles tilbage. Miles & Bonus Silver giver ikke så mange fordele så det er ikke dette du skal være tilfreds med.

De øverste niveau i Miles & Bonus programmet er Guld og for at få dette skal man optjene 20.000 miles inden for 12 måneder. Igen har man fået de 1.000 miles så reelt er det kun 19.000 miles der skal optjenes.

bonusfeber - Aegean - Artikel 3

Da det kun er 19.000 miles der skal til for at få et Guld kort inden for Star Alliance så er det det letteste program at gøre dette i og der er ikke forskel på de fordele man har ved at have et Guld kort ved Lufthansa eller ved Aegean Airlines. Det er præcist samme fordele der gælder:

bonusfeber - Aegean - Artikel 4

Når man har opnået Miles & Bonus Guld status ved at optjene de 19.000 miles der skal til (vi kommer retur til hvordan det gøres lidt længere nede i artiklen) ja så er der ovenstående fordele ved Star Alliance Guld, men der er også nogle specielle fordele som kun gælder inden for Miles & Bonus programmet. Disse kan du læse mere om her.

Så selve fordelene ved Guld kortet er når man rejser rundt i Star Alliance netværket det samme som de andre medlemmer af alliancen. Dog er der en meget interessant forskel som for mange er en stor udfordring. Dette er at beholde Guld kortet år efter år. Her er Miles & Bonus igen helt specielt. Det kræver nemlig kun at man kreditere en tur på kontoen hvert 3. år. Ja – du læste rigtigt. Det kræver ikke mere at bibeholde sit Guld kort. Derfor sålænge der er aktivitet på kontoen vil man forsætte med at have sin Guld status med alle de fordele det har. Derfor er det et perfekt medlemsskab for dem som bare gerne vil have et Guld kort men ikke rejser så meget men alligevel vil have muligheden for Guld kortet. Dette er det eneste selskab der har dette “Guld kort for livet” og vi kan ikke sige noget om det ikke bliver ændret, men indtil videre og siden 2010 har det være sådanne.

Hvordan optjener man så miles?

Optjeningen forgår så ikke udelukkende ved at man flyver med Aegean Airlines, men ved at flyve med de andre selskaber i Star Alliance. Her er det godt at kende lidt til de optjeningsregler der er og vi har nedenstående indsat optjeningstabellerne for nogle af de selskaber som man som dansker kunne forestille sig at rejse med. Dette er SAS og Lufthansa:

bonusfeber - Aegean - Artikel 5

bonusfeber - Aegean - Artikel 6

For at forstå tabellerne så skal man kigge på den bookingklasse sin billet har. Dette er vigtigt fordi som det ses på ovenstående at især økonomi billetterne kan have mange forskellige booking klasser og det kan betyde en forskel i om det er 50% eller 100% procentsoptjening. Derfor kan man vurdere om den enkelte flyvning skal krediteres til Aegean Airlines eller SAS/Lufthansa. Alt dette kommer an på hvor mange flyvninger man har om året om man kan tillade sig at være lidt kræsen.

Bonusbilletter med Aegean Airlines

Hvis man rejser nok eller samler miles sammen over en periode (kan sagtens være over flere år) så kan man bruge dem til bonusbilletter. Priserne for disse er også ganske fornuftige. En tur på Business Class koster til USA 90.000 miles. En lignende tur blot på økonomi koster 60.000 miles. Vil man gerne prøve første klasse skal man spare op således at man har 120.000 miles.

Generelt er det vores anbefaling at man aldrig eller kun i ganske få tilfælde bruger sine point på en økonomi billet da gevinsten og prisforskellen til en Business Class billet kun er 50% mere og værdien og oplevelsen er så meget bedre.

Se mere i nedenstående tabel:

Tabelforklaring: Y = Economy Class, C = Business Class, F = First Class

bonusfeber - Aegean - Artikel 7

Hvordan bestilles en bonusbillet?

For at bestille en bonusbillet så skal man logge på sin Miles & Bonus konto og finde menupunktet “Request Award Ticket” i højre kolonne. Du vil da se følgende vindue som skal udfyldes:

bonusfeber - Aegean - Artikel 8

Når dette skema er udfyldt så vil en booking agent fra Aegean Airline ringe dig op – efter 1-3 timers tid – for at færdiggøre bookingen. Har man lidt travlt så kan man blot ringe direkte til dem på tlf. +30 210 6261000.

Andre fordele:

Til forskel fra for eksempel US Airways så er det muligt at booke one-way bonusbilletter. Dette er en fordel om man vil booke en bonusbillet den ene vej for sine Aegean Airlines Miles & Bonus miles til for eksempel en Business eller First class billet og så bruge point/miles fra et andet program til hjemturen. Dette gør at man ikke behøver at sparer så mange point sammen hvis man via sine ture flyver løbende med forskellige selskaber. Blot skal man som altid forsøge at holde det inden for en og samme alliance – Star Alliance. Ikke et krav, men blot noget der gør det hele lettere at optimere.

Er der ulemper?

Alle bonusprogrammer har ulemper og her er Miles & Bonus ikke nogen undtagelse. Det er foreksempel ikke muligt at ændre sine bonusbilletter efter det er udstedt. De må derfor afbookes og dette koster et meget stort gebyr i form af at det kun er 50% af alle miles der refunderes. Så det kan kun anbefales at man bestiller en bonusbillet som man er meget sikker på at man skal gennemføre. Ikke som i andre selskaber hvor man blot annullere billetten og så bliver alt indsat på sin konto igen.

Det er heller ikke muligt at lave stop overs på bonusbilletterne. Derfor er det ikke muligt at flyve fra København til Los Angeles via New York og så tage en enkelt overnatning der. Dette vil koste 2 bonusbilletter og det bliver væsentlig dyrere. Så her er det vigtigt igen kun at bruge sines miles på direkte flyvninger. Denne regel kan man arbejde lidt med hvis ens fly ankommer til New York sidst på dagen og ens fly til Los Angeles først afgår dagen efter. Dette betragtes ikke som et stop over men et lay over og så er det tilladt på samme bonusbillet. Dette kræver dog at man finder en rute der passer. Dette kan man altid spørger booking agenten om når man bestiller sin bonusbillet.

Konklusionen:

Aegean Airlines Miles & Bonus er netop programmet for dig som kun har for øje at få et Guld kort for at kunne bruge dette på flyvninger i Star Alliance regi. Desuden at du ikke har muligheden for at bruge masser af flyvninger på at re-kvalifisere sig år efter år. Netop fordelen som vi nævnte at har man optjent og fået sit Guld kort så skal der meget lidt arbejde til for at beholde det. Så blot at man for en sikkerhedsskyld sørger for at der er aktivitet på kontoen ved årligt at registrere flyvninger til kontoen. Så er man sikker i tilfælde af at de laver reglerne om.

Så en metode er at samle 25.000 miles sammen på kortet og så vælge om man vil forsætte med at samle miles sammen til en Business/First class rejse eller man bare vil tomme kontoen ved at bestille en tur til Egypten eller lignede til sin ferie.

Når man har optjent og fået sin Guld status så kan man blot bruge dette kort til at komme ind i for eksempel SAS Guld loungen i København og samtidig samle point sammen i EuroBonus. Så Guld kortet bruges kun til at opnår adgang til loungene og til at sikre hurtigere service i tilfælde af aflyste fly eller andre ting hvor dette kort kan sikre dig en plads længere fremme i køen.

Det er vores vurdering af der helt klart er flere fordele end ulemper ved dette bonusprogram så derfor er dit ønske bare at få adgang til de fordele som et Star Alliance Guld kort giver – ja, så er det bare om at ansøge og komme igang.

Har du spørgsmål eller kommentarer til denne artikel så kan de stilles i kommentarfeltet eller meget gerne i vores forum på dette link



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Kasper C siger

    Mange tak for et super godt tip, som er udførligt skrevet og lige til at gå til.. Det er en rigtig nem måde at få og ikke mindst bibevare sit guldkort på (som føles meget svært ved EB).
    Et andet minus som jeg ser er, at man ikke har mulighed for at gøre brug af EBs tilbud som fx julekalenderen, hvis størstedelen af ens point er hos Aegean. Men hvis Guldkortet er vigtig for en – så er det da helt genialt. Er det egentlig muligt at flytte point fra EB til Aegean uden at halvdelen forsvinder? Jeg har ca. 23.000 der, men går ikke ud fra, at det er SÅ nemt at komme med på guldkort-vognen? 🙂

  2. Jens Fisker siger

    @Kasper C: Det er ikke muligt at flytte point fra EB til Aegean. Generelt er der kun få (især amerikanske) programmer, der tillader dette, fx gennem points.com, men det er sjældent særligt fordelagtigt.

    Jeg har ikke Aegean, men Asiana *G, der også er et af de bedre programmer. Det kræver blot at man optjener 40000 miles pr 24 mdr.

  3. Peter E siger

    God artikel, tak 🙂

    Ved I om bonuspoint optjent ved hjælp af køb på freditkort også giver sølv- hhv guldkort?

  4. Henrik Olsen Henrik Olsen siger

    Hej Peter E,

    Tak for din ros af artiklen. Håber du kunne få lidt inspiration af den.

    Når man bruger fx. SAS EB Diners eller MasterCard så optjener man ekstrapoint og disse tæller desværre ikke med i optjening mod status. Dette er kun basispoint der gør dette og det er ved at flyve.
    Håber dette var svar nok ellers kig forbi forummet på http://forum.bonusfeberdk.wpengine.com/ da der er gode tips og informationer omkring brug af kreditkort. Der kan du også stille flere spørgsmål 🙂

    Hilsen
    Henrik

  5. brian siger

    du skriver at man bare skal flyve en gang per år for at holde guldkortet gyldigt i tre år

    men skal den årlige rejse så være på økonomi eller first eller business class….betyder det noget

    brian

  6. Henrik Olsen Henrik Olsen siger

    Hej Brian,

    Nej – det betyder som sådan ikke noget hvilken klasse det er på. Bare der er aktivitet. Reelt burde en tur med et andet selskab i Star Alliance hvor man så registrerer pointene på Aegean kontoen også være ok ifølge de nuværende regler.

    Kig gerne via vores forum og deltag med flere spørgsmål her: http://forum.bonusfeberdk.wpengine.com/

    Hilsen
    Henrik Olsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *