Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Når du kigger ud over lufthavnens standpladser i Europa, ser du et hav af forskellige farver og logoer på flyenes halefinnerne. Men bag de mange brands gemmer der sig en virkelighed, hvor tre gigantiske koncerner sidder tungt på de mest attraktive ruter og slots. Velkommen til en “timeglas-effekt” i europæisk luftfart.

Det brede midterfelt i europæisk luftfart er på vej til at forsvinde og der bliver færre uafhængige flyselskaber tilbage. Se bare vores egen SAS og portugisiske TAP. Begge er på vej til at blive opkøbt af en af de tre europæiske giganter.

I mange år har vi talt om “Open Skies” og den frie konkurrence, der skulle gøre flyrejser billigere og mere tilgængelige. Men mens lavprisselskaber som Ryanair, EasyJet og Wizz Air dominerer sekundære lufthavne, er billedet et helt andet i de store europæiske hubs. Her er vi vidner til skabelsen af et benhårdt oligopol, styret af tre store: Lufthansa Group, International Airlines Group (IAG) og Air France-KLM. Dertil krydret med amerikanske og asiatiske flyselskaber og de tre fra Mellemøsten.

Illusionen om valgfrihed

Selvom din boardingpas siger ét navn, ender dine penge i stigende grad i lommerne på en af de tre store spillere. Med opkøbene af selskaber som ITA Airways (Lufthansa) og integrationen af SAS i Air France-KLM, er det “mellemsegment”, der før fungerede som en buffer og skabte reel priskonkurrence, reelt forsvundet.

Bag de mange forskellige flyskrog gemmer der sig en virkelighed, hvor de tre titaner systematisk har absorberet konkurrencen.

Hvad er “Timeglas-effekten”?

Begrebet beskriver, hvordan markedet er knækket midt over:

• Toppen: De tre store koncerner ejer hubs, slots og forretningsruterne.
• Bunden: Lavpris-giganter som Ryanair og EasyJet ejer feriemarkedet og de mindre lufthavne.
• Den smalle midte: Her lå de uafhængige, nationale selskaber (som Air Berlin, Alitalia og det “gamle” SAS). De er nu enten væk eller opslugt, fordi de hverken kunne matche giganternes netværk eller lavpris-selskabernes priser. Finnair ligger eksempelvis her fortsat.

Neutralitet og slots

Det er ikke kun ejerskabet, der definerer dette oligopol. De tre store benytter sig i høj grad af “neutrale” joint ventures. Det betyder i praksis, at selskaberne i en alliance deler omkostninger og overskud på specifikke ruter. For dem er det underordnet, hvem der rent faktisk flyver ruten – resultatet er det samme for aktionærerne og alle datterselskaberne skal blot performe godt på deres regionale og internationale område.

For dig som rejsende betyder det, at priskonkurrencen på de mest lukrative ruter er minimal. Ved at sidde på de historiske landingstilladelser (slots) og de største vedligeholdelsesfaciliteter, har de skabt en barriere for nye spillere, som selv ikke de største lavprisselskaber kan bryde igennem i de centrale hubs.

Hvad betyder det for fremtiden?

Vi bevæger os mod et marked, hvor tre store koncerner dikterer præmisserne for service, loyalitetsprogrammer og priser. For SAS-rejsende betyder 2026-integrationen i Air France-KLM, at SAS bliver en del af en mere velsmurt europæisk maskine, men også at vi mister den sidste rest af skandinavisk uafhængighed. Det er derfor spændende hvad der sker med Finnair de næste år. Bliver de taget ind under IAG?

Spørgsmålet er ikke længere, hvilket selskab du flyver med, men hvilken af de tre store pengekasser du vælger at lægge dine penge i og de underliggende bonusprogrammer samarbejde og konsolidering.

Foto: AI/ChatGPT

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!