Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
August 2022 har budt på stor gennemstrømning af passagerer i terminalen, mange indkomne turister, høj aktivitet for de erhvervsrejsende og ikke mindst tre nye destinationer til vinterfartplanen.
Når den danske feriehøjsæson slutter, går den udenlandske feriehøjsæson først rigtigt i gang. Så aktiviteten i Billund Lufthavn i august har i stor grad været løftet af danske erhvervsrejsende og udenlandske turister ind til Danmark.
Antallet af passagerer sætter igen en imponerende rekord. For med 436.012 passagerer igennem terminalen i august 2022 vækster passagertallet med intet mindre end 11,8 procent ift. august 2019. Det kræver og har krævet hårdt arbejde fra medarbejderne i lufthavnen. Derfor sender Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn, en tak til alle medarbejderne.
Siden 2010 har vi vækstet kontinuerligt med 3-6 procent årligt kun afbrudt af Corona, og det har været rigtig gode resultater. Det er med de vækstrater, vi skal nå vores mål om syv millioner passagerer i 2040. Derfor kan det virke surrealistisk at stå med så massive vækstrater. Men nu har vi sat månedsrekord for den enkelte måned siden april. Det har krævet og kræver en helt særlig indsats af vore medarbejdere. Så en stor tak skal lyde til alle i Billund Lufthavn for at lykkes med disse rekorder.
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn
Endnu flere destinationer på vej i Billund Lufthavn
Undervejs i nedlukningen de sidste par år har flyselskaberne i den grad anerkendt Billund Lufthavn, som Vestdanskernes primære lufthavn, med næsten 40 nye destinationer. I august er der blevet præsenteret tre nye destinationer igen.
Wizz Air åbner en ny rute til Craiova i det sydvestlige Rumænien med to ugentlige afgange fra den 18. december. Denne nye rute har vi tidligere skrevet om i denne artikel. Fra den 7. januar letter SkyAlps også fra Billund Lufthavn med retning mod det populære skiområde i Sydtyrol. Det har vi skevet om i denne artikel Sidst men ikke mindst er Kap Verde kommet på som charterdestination med Spies.
Vi sætter utrolig stor pris på flyselskabernes anerkendelse af Billund Lufthavn, men vi kan også se, at vi lykkes med at fylde sæderne i samarbejde med flyselskaberne. Selvom vi får så mange nye ruter, så holder vi fast i samme belægningsgrad, som vi gjorde i 2019. Så vi kan i den grad fastslå, at efterspørgslen er tilbage og passer perfekt til det store udbud fra Billund Lufthavn.
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn
Dyrt laks giver nedgang i cargo
Der er nedgang i mængderne fra luftfragten i Billund Lufthavn. Der er en nedgang med 202 tons, hvilket er 3,2 procent under mængderne i august 2021.
Én af årsagerne til nedgangen er laks. Billund Lufthavn har altid og er stadig effektive til at håndtere kølevarer som laks. Men laks er også ramt af prisstigninger, og det giver en markant nedgang af salget af laks til eksempelvis USA.
Normalvis fragter vi store mængder laks, og her har prisstigningerne været direkte årsag til mindre salg – og dermed mindre fragtmængder. Det er én af de store årsager til, at vi ser nedgang igen i den her måned. Vi ser med stor sandsynlighed ind i nogle måneder med nedgang, men vi forventer stadig et nyt rekordår i år.
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn
Skriv et svar