Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Regeringen forlængede restriktionerne for ind- og udrejse af Danmark som udgangspunkt til og med den 20. april 2021.
Som det fremgår af ”Rammeaftale om plan for genåbning af Danmark” forlænges de gældende rejserestriktioner som udgangspunkt til og med den 20. april 2021. Det betyder konkret, at Udenrigsministeriet indtil da fortsat fraråder alle rejser til hele verden.
Forlængelsen af de skærpede rejsevejledninger betyder, at også erhvervsrejser fortsat frarådes. Der gælder dog enkelte undtagelser. Eksempelvis rejser i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser ind og ud af landet. Se nærmere på www.coronasmitte.dk.
Forlængelsen betyder desuden, at rejserestriktionerne fortsat vil gælde for ødegårdsejere, selvom Sverige åbner for indrejse fra Danmark den 31. marts 2021.
Læs mere: Sverige åbner op for indrejse
De gældende indrejserestriktioner forlænges også som udgangspunkt til og med den 20. april 2021, og det samme gælder den skærpede grænseindsats ved den dansk-tyske grænse. Der vil derfor fortsat som udgangspunkt gælde krav om et anerkendelsesværdigt formål og fremvisning af en negativ test. Se nærmere på www.coronasmitte.dk.
Ligeledes fortsættes suspenderingen af den ugentlige opdatering af Udenrigsministeriets rejsevejledninger og indrejserestriktionerne baseret på modeller for henholdsvis EU/Schengenlande og tredjelande. Det gælder som udgangspunkt også frem til og med den 20. april 2021.
Forbud mod at lande med passagerer uden negativ COVID-19-test forlænges endvidere til den 20. april 2021.
Smittetallene stiger forsat
Smittetallene i EU og Schengen har været støt stigende de seneste par uger og flere lande rammes lige nu af en tredje bølge af smitte. Danmark står i en bedre situation end det meste af Europa. Det vil regeringen værne om. Fortsat begrænsning af rejseaktivitet er et væsentligt element i indsatsen for at have kontrol med smittespredningen.
Regeringen arbejder efter, at der kan åbnes for rejse med coronapas samt smitteforebyggende tiltag – forudsat, at myndighederne vurderer, at data fra de pågældende lande er valide og troværdige. Udrulning af vacciner og etablering af coronapas ventes at blive centralt for genåbningen af rejser. Det danske digitale coronapas er under udvikling og ventes klar i maj. Samtidig pågår forhandlinger i EU om et fælles certifikat, som kan muliggøre rejser. Regeringen presser på for, at den fælles EU-løsning bliver klar inden sommer.
Udenrigsministeren og justitsministeren vil på den baggrund indkalde partierne bag genåbningsaftalen til poliske drøftelser efter påske med henblik på at opnå en bred forståelse om, hvordan rejserestriktionerne skal se ud i den kommende tid. Der sigtes mod en udmelding inden den 15. april 2021.
Skriv et svar