Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Jeg besøgte loungen sent på eftermiddagen og besluttede mig for at gå direkte til den for at fordrive ventetiden inden min snarlige returflyvning til København. Lufthavnen er forholdsvis lille af størrelse og det er derfor ingen sag at finde frem til loungen, der ligger placeret ved udgangen til den nye tilbygning, finger B.
Denne lounge er den eneste i den lettiske hovedstads internationale lufthavn og benyttes derfor af alle flyselskabernes rejsende på Business Class eller passagerer med elitestatus. Jeg havde derfor egentlig frygtet at der skulle være fyldt godt op med mennesker, men denne aften skulle der vise sig kun at være et beskedent antal besøgende.
Ved indgangen viste jeg mit boardingkort og blev høfligt budt velkommen indenfor og informeret om at jeg ville kunne holde mig orienteret om mit flys gate og afgangstid på informationsskærmene i loungen.
Indretningen var simpel bestående af lædersofaer og stole, som fremstod lettere slidte og en smule hårde at sidde i. Overkommeligt for et kort stop, men ulideligt for et længere transitophold. Ydermere fandtes der trådløst internet, stikkontakter og opstillede computere som gav god mulighed for at arbejde lidt eller lade op inden afgang.
Ovenpå førstesalen af loungen findes der ligeledes mulighed for at slappe af i nogle lænestole og sofaer, med udsigt ud til landingsbanerne, hvilket syntes at tiltrække flere flyinteresserede.
Der fandtes et mindre udbud af alkoholiske drikkevarer, men et større af læskedrikke og lokale øl i glasflasker i kølemontre, som kontinuerligt blev genopfyldt, af en medarbejder hver gang en flaske blev taget ud.
Madudbuddet var godkendt, dog uden at være prangende. Det bestod af en simpel salatblanding, nogle boller med koldt pålæg og et varmt alternativ bestående af ris, kylling og grillede grøntsager. Dertil nogle tørkiks og kager til kaffen.
Konklusion
Riga Business lounge er en udemærket lounge at fordrive ventetiden i, men kun for en kort stund. Møblerne syntes ukomfortable og udbuddet af mad og drikke er begrænset. Samtidig er pladsen begrænset og der vil uden tvivl være trængt på visse tidspunkter af døgnet (dette var dog ikke et problem ved mit besøg). Men muligheden for at tjekke emails og få en hurtig bid mad, er da stadig at foretrække frem for at sidde ude ved en tom gate og vente på flyet.
Skriv et svar