Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Ryanair har gennem længere tid været højlydt kritiske overfor både de danske passagerafgifter og omkostningsniveauet i Københavns Lufthavne. Meldingen har flere gange været, at Danmark er blevet et mindre attraktivt marked.
Virkeligheden peger dog i en anden retning.
I stilhed har Ryanair nemlig fortsat udbygningen i København, hvor selskabet tidligere har stationeret et femte basefly og samtidig øget antallet af afgange på flere eksisterende ruter. Nu følger endnu en udvidelse, denne gang med fokus på Storbritannien.
Det sker med en helt ny rute til Birmingham samt genåbningen af ruten til Liverpool, som ikke har været fløjet af Ryanair i flere år.
Ny rute til Birmingham
Den ene af de to nyheder er en ny forbindelse mellem København og Birmingham i den britiske West Midlands region.
Birmingham er Storbritanniens næststørste by og fungerer som et vigtigt center for både erhvervsliv, kultur og sport. Samtidig giver lufthavnen gode forbindelser videre rundt i det centrale England.
Ruten ventes både at appellere til citybreak-rejsende, erhvervsrejsende og passagerer med familie eller relationer i området.
Tilbagevenden til Merseyside
Samtidig vender Ryanair tilbage til Liverpool John Lennon Airport.
Selskabet annoncerede oprindeligt ruten mellem København og Liverpool tilbage i 2018, men forbindelsen fik kun en relativt kort levetid, før den blev lukket igen.
Nu gør Ryanair endnu et forsøg.
Fra den 26. oktober 2026 genoptager selskabet flyvningerne mellem København og Liverpool med to ugentlige afgange mandag og fredag. Flyvningerne bliver opereret som aftenrotationer, hvilket tydeligt peger mod weekendtrafik.
Her bliver især de mange danske fans af Liverpool FC og Premier League en oplagt målgruppe. Kombinationen af fredag ud og mandag hjem passer godt til weekendture med fodbold på Anfield som centralt element.
Frekvenser for ruterne
Birmingham
- 2 ugentlige afgange
- Onsdag og søndag
- Opstart i vinterprogrammet 2026
Liverpool
- 2 ugentlige afgange
- Mandag og fredag
- Opstart 26. oktober 2026
Med de nye ruter fortsætter Ryanair dermed væksten i København, selvom retorikken omkring det danske marked fortsat er præget af kritik af afgifter og omkostninger. Strategisk virker selskabet dog fortsat villige til at investere i den danske hovedstad, særligt på fritidsruter med stærk efterspørgsel.






Skriv et svar