Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Fra 12. november 2025 bliver det slut med at printe sit boardingkort hjemmefra, hvis du flyver med Ryanair. Europas største lavprisselskab har nemlig bekræftet, at de helt udfaser papir-versionen og i stedet kræver, at alle passagerer benytter det digitale boardingkort i “myRyanair”-appen.
Beslutningen skulle oprindeligt have været gennemført den 3. november, men flyttes nu til midten af måneden for at sikre en mere glidende overgang efter den travle efterårsferie.
Endnu et skridt i digitaliseringen
Næsten 80% af Ryanairs mere end 206 millioner årlige passagerer bruger allerede i dag digitale boardingkort, så selskabet ser ændringen som et naturligt skridt i deres digitale transformation.
De digitale boardingkort bliver integreret med en række andre app-funktioner, som Ryanair de seneste år har lanceret for at forbedre rejseoplevelsen:
- Order to Seat – bestil mad og drikke direkte fra telefonen og få serveret først.
- Live Flight Information – løbende opdateringer om boarding, gate og eventuelle forsinkelser.
- Direkte notifikationer under uregelmæssigheder – beskeder direkte fra Operations Centre, hvis der opstår problemer.
Hurtigere, smartere og grønnere
Ifølge Ryanairs CMO, Dara Brady, er skiftet ikke blot et spørgsmål om effektivitet, men også en fordel for både kunder og miljø:
Ryanairs overgang til 100% digitale boardingkort vil betyde en hurtigere, smartere og grønnere rejseoplevelse for vores kunder, samlet i vores “myRyanair”-app.
Dara Brady, CMO i Ryanair
Med flyselskabets beslutning slutter de sig til en række andre brancher som musikfestivaler, sportsarrangementer og koncerter, hvor papirbilletter for længst er udfaset.
Hvad betyder det for passagererne?
For de fleste rejsende bliver ændringen næppe mærkbar – langt de fleste har allerede vænnet sig til at scanne deres mobil ved gaten. Men for de, der stadig holder fast i det printede boardingkort som backup, er det nu slut. Fremover er det telefonen, der er din eneste adgangsbillet til flyet.
Det kan også betyde at andre flyselskaber følger trop. Det er set før at når Ryanair flytter sig og indfører noget, så skubber det også til andre.
Foto: RyanAir B737-8AS(WL) (EI-ENN) i Corfu Ioannis Kapodistrias Airport (CFU) (BongoPlanes)






Skriv et svar