Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Nu strammer SAS reglerne for 24-timers fortrydelsesret på din flybillet – ændringer træder i kraft 27. august 2025
Fra den 27. august 2025 ændrer SAS deres populære 24-timers afbestillingspolitik – og det får betydning for dig som rejsende.
Fremover vil det ikke længere være muligt at afbestille sin billet uden gebyr inden for 24 timer efter køb.
Der er en undtagelse hvis rejsen går til eller fra USA. I disse tilfælde vil lovgivningen fortsat sikre, at man kan fortryde sit køb, hvis billetterne er købt mere end syv dage før afrejse.
Indtil ændringen træder i kraft, gælder stadig følgende
Du kan annullere en SAS-billet (billetter der har et nummer som starter med SK/117) og få alle pengene retur, hvis du fortryder inden for 24 timer efter reservationen. Dette gælder uanset om du har booket direkte hos SAS eller gennem et rejsebureau. Ved reservation mindre end 24 timer før afgang, kan du dog kun afbestille op til 12 timer før afrejse.
Bemærk, at for at få fuld refusion skal hele reservationen annulleres. Eventuelle tilkøb som sædevalg, bagage og måltider refunderes også, men kun hvis de afbestilles sammen med rejsen.
Har du rebooket din rejse, gælder 24-timersreglen fra tidspunktet for den oprindelige booking. Rebookingsgebyret bliver dog ikke refunderet – kun billetpris, opgraderinger, skatter og gebyrer.
For forretningsrejsende er det værd at bemærke, at kreditkortgebyrer på firmakort kan refunderes, hvis afbestillingen sker inden for 24 timer – rejsebureauer skal dog selv kontakte deres GDS.
Med den kommende ændring bevæger SAS sig i retning af en mere stram og klassisk billetpolitik. Så tænk dig godt om og kontroller navne, dato og andre detaljer, før du booker – fleksibiliteten bliver desværre snart mere begrænset.
Foto: Scandinavian Airlines A350-941 (SE-RSD) i Copenhagen Kastrup Airport (CPH) (BongoPlanes)






Skriv et svar