Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I dag klokken 06:40 sendte SAS sit første fly afsted mod København fra London Heathrows Terminal 2 – også kaldet “The Queen’s Terminal”. Det var deres Airbus A319 i SAS retro-stil, som blev benyttet til denne første afgang. Bonusfeber.dk lavede check in kort før klokken 05:00 og var klar i gateområdet til at fejre, at SAS nu benytter denne nye Star Alliance terminal. En terminal de også brugte, da den oprindeligt åbnede i 1955, hvilket er grunden til det valgte retro tema ved fejringen.
I april måned var Bonusfeber.dk med til at teste hvordan “The Queen’s Terminal” fungerede og om alle systemer fra indcheckning, sikkerhedskontrol og boarding virkede efter hensigten. Det var en af mange test som blev udført for ikke at havne i samme problemer som ved åbningen af Terminal 5, som British Airways benytter.
Læs om “End to End Departure Testen” her
I dag er det virkelighed for SAS. Det hele starter i check-in området som ligner det setup, der findes i Terminal 5. I midten af området er der en lang række af check in skranker, som er fordelt blandt alle de flyselskaber som benytter terminalen. Det nye i Terminal 2 er at premium kunderne har deres egen skranke specifikt til det enkelte flyselskab, mens økonomiklasse kunderne og “bag drop” skal deles mellem flere selskaber. SAS skal foreksempel dele skrankerne med Aegean, South African og TAP.
Hurtigt og smidigt går det igennem security, der har over 20 spor. Der er desuden afsat 4 spor til fast track, som kan benyttes af rejsende i SAS Plus eller kortholdere af EuroBonus Guld eller Diamant. Denne morgen gik det hurtigt, da der kl 05:00 ikke er megen aktivitet. Det bliver mere interessant når alle 26 flyselskaber er flyttet ind og det er “rush hour”. Der vil man se den virkelige effekt af det nye terminal design og flowet igennem.
Umiddelbart efter sikkerhedskontrollen er man i selve afgangsterminalen. Det er under 100 meter fra check in skranken. Denne korte afstand gør at man i ro og mag kan klare sig med de 45 minutter som er “cut off” tidspunktet hvor man skal være igennem sikkerhedskontrollen. Ellers lukkes man ikke ind – så simpelt er det lavet. Man kunne dog godt ønske sig noget mere fleksibilitet, da 45 minutter er lang tid for en typisk forretningsrejsende.
Der er i hele terminal området mange butikker og steder at få noget at spise. Det vil vi komme tilbage til i en anden artikel på et senere tidpunkt. Men kan dog nævne at man i “The Perfectionist Cafe” drevet af Heston Blumenthal kan få is lavet med flyende nitrogen.
Selve gateområdet er præget af store gulv til loft vinduer og det giver, ligesom bølgerne med vinduerne i loftet, et meget naturligt lys – selv tidligt om morgen. Det er også her – tæt på gate 16 – at indvidelsen fandt sted.
Hans Dyhrfort – som er SAS ansvarlige for Vesteuropa – holdt en tale omkring hvordan SAS var med fra starten af den oprindelige Terminal 2 og nu igen er tilbage. Den gang tog det op til 6 timer at flyve fra London til Skandinavien og i dag kan det gøre på godt 1½ time. Afgangene var også om natten, så denne tidlige afgang klokken 06:40 må så siges at være en helt normal dagsafgang med ankomst i København klokken 09:30. Dette afspejler meget godt hvor vigtig London er for SAS. Hans Dyhrfort nævnte netop at SAS er den 5. største operatør i London med over 270 flyvninger per uge til København, Stockholm, Oslo, Göteborg og Stavanger. Netop Stavanger skulle være en feeder rute til den nye satsning med deres all business class rute til Houston.
Efter talen klippede Hans Dyhrfort båndet og SAS var officielt i gang med den første af dagens 21 afgange fra Terminal 2.
Herefter begyndte boardingen og SAS fejrer åbningen hele dagen i Terminal 2 og uddeling af gaver. Vi har her på Bonusfeber fået lidt med hjem fra SAS og vil trække lod blandt de kommentarer der måtte komme her under artiklen.
Hvad med Loungen?
SAS har valgt ikke længere at have sin egen lounge i Heathrow. Istedet vil man benytte sig af de to store lounges fra henholdsvis Lufthansa i Terminal 2A og United i Terminal 2B. Lufthansa loungen åbner til oktober, mens United loungen er åbnet. Er din afgang fra Terminal 2A, så kan du indtil videre benytte dig af Plaza Premium Loungen.
Så alt efter hvilken gate din afgang her, så er dette udvalget som SAS anbefaler. Der er dog også andre muligheder og med 6 forskellige lounges er der rig mulighed for at finde sig sin egen favorit. Dog skal du være opmærksom på at det tager 15-20 minutter at gå fra security området til United loungen i Terminal 2B, så har du ikke en gate der skal du have god tid.
Ifølge Hans Dyhrfort så vil SAS forsøge at få omkring 70% af afgangene til at gå fra Terminal 2A og på denne måde tilbyde det bedste og hurtigste produkt for de rejsende, men om eftermiddagen og i rush hour generelt vil der være afgange som vil afgå fra Terminal 2B og derfor skal man være klar på en gåtur på de førnævnte 15-20 minutter.
Da blir det spennende å se hvordan terminal 2 fungerer i tiden fremover! Tusen takk for fyldig dekning av åpningen!