Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
SAS kan ende med at blive mindre skandinavisk i fremtiden. Selskabet overvejer baser uden for Skandinavien og vil også satse mere på nye langruter.
Rickard Gustafson, administrerende direktør i SAS, har bekræftet over for pressen og investorer, at selskabet ser på muligheden for at oprette baser uden for de nordiske lande. Trods et netop offentliggjort overskud for seneste regnskabsår på over én milliard svenske kroner, så er luftfartsbranchen presset og SAS er nødt til at spare yderligere 700 millioner svenske kroner over de næste tre år, oplyser Rickard Gustafson.
Pengene skal blandt andet findes ved at fokusere på at forbedre de tekniske platforme, fortsætte med at benytte eksterne selskaber til flyvninger med mindre maskiner og samtidig kan der blive tale om outsourcing af andre opgaver.
Men SAS er også presset på omkostningerne til løn i forhold til lavprisselskaberne og andre konkurrenter. I Skandinavien er den gennemsnitlige lønomkostning 320 kroner i timen, mens den i Storbritannien blot er 193 kroner. Til sammenligning er gennemsnitslønnen i hele EU 186 kroner i timen.
Derfor skal første halvår 2017 bruges til at undersøge muligheder for en base i eksempelvis London eller andre steder i Europa, hvor kabinepersonalet og piloter kan ansættes lokalt og flyve de ruter, der går fra basen ind i Skandinavien.
Fem selskaber flyver i dag mellem England og Skandinavien. SAS er den eneste af disse, som betaler skandinaviske lønninger. Topchefen i SAS understreger dog, at hovedparten af selskabets flyvninger fortsat skal ske med eget personale placeret i de nordiske lande. Men han erkender også, at der er vækst at hente på fritidsrejsende de kommende år – en gruppe, som er langt mere følsomme over for prisen i forhold til forretningsrejsende. Deraf den store fokus på omkostningerne.
– Vi forventer stor vækst i Europa. Primært blandt fritidsrejsende. Det kræver, at vi er fuldt konkurrencedygtige for at få del i denne vækst. Men vi holder fast i, at vi stadig primært skal flyve hovedparten af vores produktion fra Skandinavien. At åbne baser udenfor Skandinavien kan alligevel være med til at reducere omkostningerne, siger Rickard Gustafson.
SAS-direktøren påpeger dog, at selskabet fortsat analyserer og er i planlægningsfasen. Derfor er der ikke truffet en beslutning endnu. Men bestemmer SAS sig for nye baser, vil det tidligst ske om 12 til 14 måneder.
Da Rickard Gustafson fremlagde de nye planer for SAS offentliggjorde han samtidig planer for SAS’s yderligere vækststrategier. De består blandt andet i at oprette nye destinationer på langruterne de kommende år. Hvilke destinationer, der er tale om, løftede Gustafson dog ikke sløret for.
Artiklen er skrevet af Peter Fox på InsideFlyer.no
Skriv et svar