Stor hjælp til rejsebranchen – Folketinget spænder et sikkerhedsnet ud som hjælp

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Siden Udenrigsministeriet den 13. marts frarådede ikke-nødvendige rejser til hele verden, har rejsebureauernes salg af ferierejser stort set været gået i stå.

Samtidig har rejsebureauerne skullet refundere penge til omkring 175.000-200.000 rejsende for de annullerede rejser frem til 10. maj.

Med dagens aftale om hjælp til rejsebranchen spænder et stort flertal i Folketinget et sikkerhedsnet ud under den betrængte rejsebranche.

Arbejdet med hjælpepakken bød i starten af processen på betydelige problemer, da branchen mente, at dens indhold ikke ville tilgodese hele branchen. Først efter forslag fra Venstres Torsten Schack Pedersen om afholdelse af en eksperthøring og et efterfølgende samråd, blev rejsebranchens udfordringer og behov så tydelige for politikerne, at vejen blev banet til den netop indgåede aftale.

Den helt ekstraordinære situation, rejsebranchen befinder sig i, stiller store krav til rejsebureauernes likviditet; en likviditet, de færreste har haft. Derfor er vi meget glade for, at Erhvervsministeren og et massivt flertal i Folketinget i dag har besluttet at holde hånden under rejsebranchen med en hjælpepakke bestående af bl.a. statsstøtte og statslån.

Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening

Også

Rejsebranchen er en af de brancher, som blev ramt hårdt og dybt lige fra starten. Og rejsebranchen vil formentlig være en af de brancher, som i længst tid vil være hårdt påvirket af COVID-19. Derfor hilser vi hjælpepakken velkommen, da den er med til at holde hånden under rejsebranchen, så flest mulige rejsebureauer kan komme igennem denne svære tid. En særlig udfordring for branchen er, at ingen véd, hvor længe vi ikke kan gennemføre rejser. Det forudsætter dels, at de danske myndigheder skønner det sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne grænserne mod verden. Men derudover forudsætter det, at forholdene på rejsemålene muliggør, at de danske ferierejsende trygt kan holde ferie i udlandet.

Henrik Specht, direktør i Rejsearrangører i Danmark

Rejsebureauerne er fortsat under et massivt pres grundet COVID-19. Med aftalen har de fået en tiltrængt hjælpende hånd. Om det er nok må tiden vise.

Begge brancheforeninger står naturligvis parat til at diskutere yderligere branchespecifikke støttetiltag med Folketingets partier,hvis ”nedlukningen” af rejsebranchen fortsætter, da det endnu er uvist, hvor længe danske rejsebureauer skal forvente at være fastholdt i den meget svære situation, de befinder sig i lige nu.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *