Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Hvis en mulig storkonflikt bryder ud i Danmark den 4. april som varslet, kan det få store konsekvenser for flytrafikken i Grønland og for de berørte passagerer kan det medføre aflysninger
Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) er eneleverandør af vejrprognoser til alle civile lufthavne i Grønland. Hvis storkonflikten bryder ud i Danmark fra den 4. april 2018, vil meteorologerne ikke kunne levere vejrprognoserne, hvilket vil betyde at flytrafikken i Grønland vil blive indstillet og nedlukket. Til det grønlandske nyhedsmedie KNR.gl siger DMIs direktør Marianne Thyrring:
Foruden de almindelige vejrudsigter vil nogle særlige meteorologiske briefinger for civile lufthavne – kaldet TAF og METAR – ikke blive lavet. De særlige vejrudsigter, vi laver for luftfarten, der gør, at flyene ved, hvor de skal lande, når de starter deres tur – dem kan vi ikke lave for Grønland. Og vi vil sådan set heller ikke kunne lave dem for Danmark og for Færøerne. Så det vil jo besværliggøre og berøre ikke mindst flytrafikken i Grønland rigtig, rigtig meget.
Vejrprognoserne skal være gyldige for destinationslufthavnen og hvis flyet letter uden at have en gyldig vejrprognose for destinationslufthavnen, skal flyselskabet ifølge lovgivningen have oplyst to alternative lufthavne med gyldige vejrprognoser. Dette betyder i realiteten, at ingen fly vil kunne lette, så længe der ikke kan leveres vejrprognoser til de civile lufthavne i Grønland.
En lammelse af flytrafikken vil navnlig gå ud over flyselskabet Air Greenland, hvor passagererne kan opleve aflyste fly og udsættelse af rejsen. I første omgang vil man forsøge at ombooke til senere afgange. Den administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, siger til KNR.gl:
Hvis det bliver en længerevarende konflikt vil vi give kunderne et valg om de ønsker at gennemføre rejsen, eller om de ønsker at annullere rejsen. Men så vidt muligt vil vi prøve at få alle frem til deres destinationer. Har man restriktiv billet, vil vi enten tilbyde en senere afgang eller at man annullerer billetten. Hvis det skulle ske at konflikten rammer har vi beredskabsplaner på plads, så vi er så godt rustet som muligt til at håndtere den irregularitet, der vil komme som følge af konflikten.
Skriv et svar