Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Denne flyvning med Germanwings, imellem Hamborg og Palma, på deres Smartfare blev foretaget midt i højsæsonen for flyvninger imellem nord- og sydeuropa.
Hvad er Smartfare?
Smartfare er Germanwings svar på en Premium Economy Class inden for Europa, hvor der blandt andet er bedre benplads, gratis mad og drikke samt gratis indtjekket bagage.
Denne klasse svarer meget godt til Lufthansas Economyprodukt, bortset fra at der på Smart er bedre benplads end i Lufthansas Economy Class.
Check-in
Jeg ankom 3 timer før afgang til Hamborg lufthavn, hvorfra flyvningen startede. Dagens flyvning til Palma blev foretaget med en A320, som er en af de mest brugte flytyper i Germanwings.
Som ved de fleste andre flyselskaber, foregik check-in ved at trække et boardingkort i en automat, hvorefter man går til bagdrop.
På trods af de mange fly fra Germanwings der skulle afgå omkring klokken 11, gik det rimeligt hurtigt igennem køen, og jeg fik min bagage skrevet ind som ”oversize” uden ekstra beregning (god service!)
Hurtigt var jeg videre til security – her kommer bagsiden af medaljen: selvom Germanwings er et Lufthansa-ejet selskab, er de ikke en del af Star Alliance, og man kunne dermed heller ikke benytte sig af Fasttrack security, eller Lounges. Det er dog til at overleve, når man tænker på at en billet til Palma de Mallorca koster i omegnen af 100€ per vej i højsæson.
Om bord
Jeg steg om bord som en af de sidste, og til stor glæde, var mit sæde på anden række i deres Best sektion. Det betyder at man har den bedste benplads der kan opnås på europæiske flyvninger i et Airbus-fly. Benpladsen var super god, og jeg har aldrig oplevet noget lignende; jeg er 176 cm. høj, og kunne sidde med strakte ben uden problemer!
Det var dog ikke andet end min plads der var blevet opgraderet, og jeg blev derfor ikke tilbudt f.eks. á la carte menu, men fik udleveret den sædvanlige ostesandwich, ledsaget af en lille flaske vand, en lille pose vingummier, og en valgfri drik – jeg valgte kaffe. På trods af at det var ”standard-mad” jeg fik udleveret, var det ganske velsmagende, dog lidt tørt som sådan noget jo ofte er.
Besætningen var smilende, og talte godt engelsk – de var dog vant til at tiltale deres passagerer på tysk.
Flyet var pænt og havde en fuldstændig ny kabine, eftersom det nyligt er blevet overflyttet fra Lufthansa, og i samme omgang har fået nye sæder.
Produktet overordnet
Germanwings Smartfare vil jeg betegne som det suverænt bedste lavprisprodukt, man kan finde i Europa, og klart på højde med både SAS GO, Lufthansa Economy, og KLM Economy. De servicer der indgår er tilpasse til at få en behagelig rejse, og prisen er relativt billig. Den eneste ulempe jeg har fundet, er at de ikke er med i Star Alliance – kun Miles&More – hvilket gør at man ikke kan benytte sig af fordele på sit SAS fordelskort, som man ville kunne med f.eks. Lufthansa.
Skriv et svar